Den udbredte læringsplatform Itslearning står til at blive undersøgt af det norske datatilsyn, efter at en bruger fik adgang til oplysninger om et plejebarn.
Det skriver NRK.
Et forældrepar kontaktede i marts en lærer i den norske kommune Hordaland. Deres barn havde ved at klikke sig rundt i systemet fundet en side med information om et plejebarn, der også var registreret hos forældrene.
Fra fejlen blev indrapporteret den 3. april, gik der mere end to måneder måneder, før fejlen blev rettet - noget, som Itslearning i dag undskylder for:
»Vi havde ikke forstået konsekvenserne, som dette havde, og derfor tog det alt for lang tid. Perioden 3. april til 19. juni, hvor brugere i andre kommuner kunne falde over potentielt følsom information, kunne vi have reduceret til et minimum,« siger Arne Bergby, der er daglig leder i Itslearning.
Fejlen har gjort det muligt for børn at finde information om alle andre børn registreret til samme forældre - altså plejebørn og andre søskende. Selskabet bag platformen finder det usandsynligt, at flere brugere skulle have fundet information, der ikke var tiltænkt dem.
Itslearning anvendes i syv lande - herunder i Danmark som en udvidelse til det udbredte Skoleintra.
Version2 har spurgt Itslearning i Danmark, om fejlen også har gjort sig gældende for danske brugere. På grund af ferie har selskabet dog ikke mulighed for at stille op til interview, oplyser det.
I det Datatilsynet i Norge vil man nu se på, om loven er blevet brudt.
»Sådan information skal ikke komme i forkerte hænder, for det er følsom, strengt personlig information. Kun folk som arbejder i Barnevernet (myndighed med ansvar for plejebørn red.) skal vide, hvem der er i pleje. Det er naturligt for os at undersøge, om persondataloven er blevet brudt i denne sag,« siger Bjørn Erik Thon til NRK.