Permanent corona-app: Kinesisk by vil rangere borgere baseret på sundhedsdata

Illustration: kb-photodesign / Bigstock
Hvis Hangzous indbyggere ryger, drikker eller sover dårligt, kan det i fremtiden medføre, at deres 'sundhedscore' falder.

Lokalregeringen i den kinesiske millionby Hangzhouvil i kølvandet på corona-krisen indsamle borgernes sundhedsdata for at udregne en såkaldt 'sundhedsscore'. Det skriver CNN Business .

Under corona-udbruddet har de kinesiske myndigheder benyttet en app-løsning, som via en QR-kode gav dem mulighed for at tjekke, om borgerne var raske og dermed kunne bevæge sig i den offentlige rum. Det er en permanent udgave af den corona-app, som bystyret har besluttet at lancere.

Ifølge CNN Business vil eksempelvis rygning eller indtagelse af alkohol medføre et tab i scoren, imens motion og god nattesøvn kan få den til at stige.

Ikke alle byens indbyggere er tilfredse med ideen. En bruger kommer med en skarp kritik på Weibo, en kinesisk version af Twitter:

»Medicinsk historik og sundhedsrapporter er personligt og privat. Hvorfor skal det inkluderes i en sundheds-kode, som andre kan se? Man kan miste point, hvis man ryger, drikker eller ikke sover nok. Betyder det, at vores liv vil være total overvåget?«

Det er endnu uklart, hvordan appen skal opsamle borgernes sundhedsdata, og hvordan pointsystemet vil påvirke borgernes hverdag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere