Pentagon giver Sun 214 millioner til optisk chip-netværk

Sun skal udvikle optiske forbindelser mellem mikroprocessorer, som skal gøre det billigere at konstruere supercomputere.

Det amerikanske forsvarsministeriums forskningsfond DARPA har tildelt Sun Microsystems et legat på 214 millioner kroner over de næste fem år til udvikling af optiske forbindelser mellem mikrochip.

Forskningsprojektet skal videreudvikle teknologier til at erstatte elektriske netværk mellem de enkelte chips med lysledere. Det skal ske ved at bygge de optiske kredsløb direkte på hver enkelt chip uden først at lede et elektrisk signal til en omformer uden for chippen.

Ved på den måde at forbinde flere chips med optiske interconnects direkte på chippen, er det muligt at udnytte de optiske kredsløbs højere hastighed og samtidig have et større antal chips på det samme areal.

Flere forskningsprojekter arbejder på sådanne kredsløb, hvor det er muligt på nanoskala at omdanne elektriske signaler til lys, der kan sendes gennem lysledere.

Ved at gøre hver enkelt chip i stand til at forbinde sig til andre chips med optiske forbindelser, håber forskerne at kunne gøre det muligt at sammenkoble et stort antal mikroprocessorer uden flaskehalse.

Det gør det muligt for et større antal processorer at kommunikere hurtigere, end hvis de skulle forbindes via kobberledningsbaner.

Sun forventer således, at teknologien vil åbne for nye supercomputere, der består af et stort antal forholdsvis billige processorer, som er direkte forbundet via optiske forbindelser direkte på hver enkelt chip.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere