Unge testpiloter skal sikre friskt blod til KMD's mainframes

Tre ud af fire mainframe-specialister i KMD falder for pensionsalderen inden for en kort årrække. Nu forsøger it-virksomheden at hente unge kræfter ind.

Den danske it-virksomhed KMD forsøger i disse år at knække koden for, hvordan man henter friskt blod ind i mainframe-verdenen.

KMD siger nemlig farvel til tre fjerdedele af de 25 ansatte i virksomhedens egen mainframe-afdeling inden for de næste 6-7 år, fordi pensionisttilværelsen kalder.

Dermed er der ikke mange år til, at afdelingen svækkes alvorligt. Og derfor har KMD sat jagten ind på unge kræfter, der kan tage kampen op med teknologien, der trods et tvivlsomt ry og adskillige nekrologer i pressen de senere år nægter at lægge sig i graven.

»Vi baserer en stor del af vores load på mainframes. Vi kører blandt andet outsourcingdrift for en del mainframe-kunder på det administrative område, så for fem år siden begyndte vi at rykke, fordi vi kunne se, at de fleste af de ansatte var på vej mod pensionsalderen,« fortæller driftschef for mainframe-området hos KMD, Peter Aksel Mortensen, til Version2.

Mainframes har i mange år haft et ry blandt især de yngre it-professionelle som en stor, støvet maskine nede i kælderen hos banker og forsikringsselskaber.

En computertype, der i årevis har kværnet data for kritiske forretningsapplikationer og derfor ikke lige sådan er til at skille sig af med. Men også en brugerfjendsk kolos, der ofte kodes i det ejendommelige sprog Cobol gennem et gammeldags terminalinterface.

Læs også: Sådan koblede Falck 22 år gammel mainframe på CRM i skyen

Hos KMD råder man over to styk IBM z196-mainframes til et trecifret millionbeløb, der blev sat i drift i maj 2011.

KMD råder over to styk IBM z196-mainframes. Illustration: IBM.com

Læs også: Natligt mainframe-skift hos KMD: Hylende sirener, sved på panden og kabelspaghetti

Ifølge Peter Aksel Mortensen er fordommene langt hen ad vejen ubegrundede, og mainframe-teknologien lever i bedste velgående, siger han.

»Der har hersket et paradigme om, at mainframes er noget stort og gammeldags. Det skyldes nok delvist, at man på uddannelsesstederne har gjort for lidt ud af at promovere det.«

»Men det er forkert at sige, at det er en gammeldags teknologi, for mainframes har nogle af de hurtigste processorer på markedet og kan i dag køre Linux, Windows, IBM AIX, eller hvad du nu har lyst til. Og så er virtualisering en del af platformen, hvor den ellers skal tilkøbes på andre platforme,« siger han.

Læs også: Nu kan du køre Windows på mainframen

KMD har inden for de seneste tre år ansat tre personer på henholdsvis 32, 28 og 19 år i mainframe-afdelingen med hver deres it-baggrund i et forsøg på at finde ud af, hvem der egner sig bedst, når virksomheden i fremtiden skal rekruttere nye folk.

En er hentet direkte fra endt uddannelse som civilingeniør fra DTU, en anden er uddannet datamatiker. Den sidste er under uddannelse som datafagtekniker og kunne med sine blot 19 år nemt være søn eller barnebarn til veteranerne i afdelingen.

Læs også: 18-årig mainframe-elev: Fedt at arbejde med en terminal

»De er med vilje valgt med forskellig baggrund for at se, hvordan de udvikler sig,« Peter Aksel Mortensen, til Version2. Han er med sine 49 år den tredjeyngste i afdelingen, hvis man ser bort fra det unge trekløver.

De tre kandidater bliver blandt andet vurderet ud fra, om de egner sig bedst til driftsiden, udviklingssiden eller arkitektursiden af mainframe-verdenen.

Peter Aksel Mortensen vil endnu ikke fortælle, hvem der egner sig bedst til hvilke områder. Men en evaluering af de tre skal hjælpe KMD med at finde nye talenter på området.

»Det nærmer sig sin afslutning. Inden for et års tid laver vi en evaluering, og så skal vi fremlægge en plan for, hvordan vi sikrer generationsskiftet,« siger Peter Aksel Mortensen.

Risikerer man hænge fast i en karriere inden for mainframe-området, hvis man først er havnet der?

»Nej, det mener jeg ikke. Det er sværere at skifte over til mainframen, end det er at skifte bort fra den,« siger Peter Aksel Mortensen til Version2.

Mainframe-sproget Cobol bliver ofte hængt ud som gammeldags og besværligt at kode i. Er det noget, I kan genkende hos KMD?

»Vi bruger ikke Cobol så meget. Vi bruger i stedet PL-1, som minder meget om C. Men Cobol er ikke så sexet, det er rigtigt nok.«

Man hører ofte, at veteranerne på mainframe-området kan tjene rigtig gode penge. Er det også tilfældet for de yngre?

»Ja, det er et attraktivt område. Absolut,« siger Peter Aksel Mortensen.

Artiklen er skrevet som led i Version2's Sommertour 2012, hvor redaktionen sommeren igennem besøger it-virksomheder og rapporterer om medarbejdernes dagligdag og virksomhedens projekter. Se den samlede tour-plan her, hvor du også har mulighed for at stille spørgsmål til de besøgte virksomheder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere