Pc’er sælger bedre end forventet - tablet-salget falder

Salget af bærbare pc'er har nu overhalet salget af tablets. Nye tablets er ikke gode nok til, at folk føler behov for at erstatte den gamle.

Faldende priser på bærbare pc’er stimulerer købelysten specielt i de købedygtige markeder i det vestlige Europa og USA. I alt blev der solgt 123,9 millioner pc’er i andet kvartal 2014 og 49,1 millioner bærbare. Det skriver analysefirmaet Canalys i en ny markedsanalyse.

Til gengæld står det sløjt til med salget af tablets, som samlet set faldt med 5 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Hos Apple faldt salget af iPads til laveste niveau siden begyndelsen af 2012. For første gang siden tredje kvartal 2013 sælger bærbare pc’er også bedre end tablets. Det skyldes, at tablets nu oplever de udfordringer, som pc’erne gjorde for nogle år tilbage, lyder analysen.

Der er ikke længere det store incitament til at købe en ny tablet, da hurtigere processor og højere opløsning ikke gør den store forskel i dagligdagen. Den gamle tablet løser opgaver næsten lige så godt som den sidste nye. I alt blev der solgt 48,4 millioner tablets i andet kvartal 2014.

Når salget af bærbare pc’er går bedre nu, skyldes det en forbedret økonomi i de vestlige lande, samtidig med at gamle maskiner med det nu udfasede Windows XP skal skiftes ud. Derudover er Chromebooks blevet populære specielt blandt amerikanere i uddannelsessystemet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Kristian Sørensen

Jeg prøvede ifbm. et kunde projekt at undersøge om en af de nye apple iPad modeller suppleret med et eksternt bluetooth tastatur og en taske til at transportere begge dele i, kunne erstatte en laptop/netbook løsning.

Kundens folk havde brug for at læse/browse 95% af tiden, men enkelte gange om dagen skulle de også indtaste væsentligt mere end et par ord.

Så for langt hovedparten af folkenes arbejdsdag var en iPad det rigtige interface, og rent størrelsesmæssigt passede en iPad bedre ind i deres fysiske omgivelser end en laptop.

Men det med det eksterne tastatur blev aldrig rigtigt godt. Brugervenligheden er der bare ikke. Man ender med en uskøn blanding af at trykke på skærmen og taste på tastaturet, for appsne er i al væsentlighed tænkt alene til at man bruger touch interfacet.

Dertil kom at enkelte "enterprise applikationer" med web/windows brugerflade ikke fungerede godt eller overhovedet på iPad. De blev ikke brugt så tit, men de var uundværlige til nogle bestemte uundgåelige opgaver.

Så de folk var alt taget i betragtning bedre tjent med en lille laptop eller netbook fordi den kunne løse hele opgaven, selvom iPadden faktisk var bedre til det de brugte den til hovedparten af tiden.

Det kunne være interessant at lave samme undersøgelse med en "windows padde".

  • 2
  • 0
#4 Ole C. Andersen

Folk kigger altid forundret på mig når jeg siger at jeg ikke har brug for en Ipad / tablet - men snarere en PC med samme specifikationer. Hidtil har jeg klaret mig med en Windows baseret laptop + en Windows baseret netbook + en Android baseret phablet. Fremadrettet tror jeg at det bliver noget med en Windows baseret "tablet" ( Surface Pro X ) og en Windows baseret phablet ( Nokia Lumia 15XX ). Surface pro'en vil kunne dække mine behov til tekstbehandling, regneark o.lign. Nokia Lumia'en vil kunne dække mine behov når jeg er på farten og har behov for nem adgang til nettet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere