PBS vil koble Dankortet til NemID

PBS vil slå igen mod Dankort-svindel på nettet med ekstra sikkerhedskoder. En kobling til NemID ligger lige til højrebenet.

Dankort-sikkerheden er ikke god nok, når handlen foregår på nettet. Derfor undersøger PBS, der administrerer betalingskortet, nu hvilke ekstra tiltag man kan indføre for at imødegå stigningen af svindel med Dankortet på nettet. Det skriver Newspaq.

»Vi er jo kede af, at udviklingen går den vej den går, nemlig at misbruget med Dankortet er stigende på nettet. Derfor undersøger vi lige nu andre sikkerhedselementer,­­« siger Søren Winge, der er pressechef i PBS til nyhedsbureauet.

Præcis hvordan nethandlende kommer til at mærke stramningen bliver afgjort i løbet af efteråret.

»Man kan forestille sig flere muligheder: Enten en ekstra kode, som er specifik til handel på nettet, som man allerede har i dag på internationale kort. Eller måske en kobling til den nye digitale signatur NemID,« siger Søren Winge.

Mængden af fup og svindel med Dankort på nettet bliver ved med at stige. De seneste tal understreger problemet.

6,7 millioner kroner blev der svindlet for i første halvår af 2010 mod 3,8 millioner kroner i samme periode sidste år, viser det nyeste tal fra PBS. I hele 2009 blev der svindlet for 9,5 millioner kroner, skriver Newspaq.

Foreningen for Distance- og Internethandel, FDIH, der repræsenterer ejerne af netbutikker, hilser større sikkerhed velkommen, fordi de handlende betaler gildet, når en svindler slår til.

»For os er det bare vigtigt, at der kommer en løsning, som er både hurtig og enkel. De handlende på nettet er nemlig meget utålmodige og smutter videre, hvis handlen bliver for besværlig,« siger FDIH's kommunikationschef, Henrik Theil til Newspaq.

I løbet af de kommende par måneder skal FDIH og PBS aftale, hvordan et nyt sikkerhedssystem skal gribes an.

Handel på nettet med Dankort sker i dag sådan, at du oplyser kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre. Alle tre oplysninger er påtrykt kortet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ole Wolf

I løbet af få måneder kommer der følgende bestemmelse:

  1. For at handle med Dankort skal man fremover benytte både sit Dankort og sit pap-nøglekort.

  2. Dankort og nøglekort må ikke opbevares i nærheden af hinanden. Ellers hæfter man for ethvert misbrug.

Jens Holm

Jeg så hellere en løsning ala den de har brugt på den anden side af sundet.

Et seperat kort til online handel, og du skal gå ind og manuelt godkende hver handel. Det virker fint, omend lidt bøvlet, og så er man selv herre over ens handler..

Niels Dybdahl

Et seperat kort til online handel, og du skal gå ind og manuelt godkende hver handel. Det virker fint, omend lidt bøvlet, og så er man selv herre over ens handler..

Vil det sige at efter at man har bestilt en vare i en onlineshop, så åbner man sin netbank og godkender der?
Det er da smart. Det kan man jo også bruge i fysiske butikker, så når man har betalt med dankort, så åbner man netbanken på sin mobil og godkender der (men så skal der altså udvikles en app til mobiltelefonen. Den nuværende applet virker jo ikke på mobiler).

Sune Højfeldt

NemID ér lanceret som "den nye digitale signatur", så det kan vist ikke kaldes en løgn

SuperBests kød bliver ikke mere frisk af at de siger det. Kinder Mælkesnitte bliver ikke sundere af at ligge på køl ved siden af mælken.

NemID bliver ikke til en digital signatur selvom PBS siger det.

Løgn? Hvis du ikke vil kalde det løgn, så er det uvidenhed, men kan det nu også passe at en pressechef hos PBS ikke ved noget om NemID vs. digital signatur?

Det tillader jeg mig at tvivle på.

Thomas Jensen

Skal butikken så betale enten 1,- pr. handel eller 3,12 pr. unikke handlende pr. år?

Smart lille merindtægt til monopolet.

Har nogen lavet en cost-benefit-analyse på hvad øget sikerhed koster i manglende omsætning?

Beløbene som omtales i forbindelse m. svindel på dankort i Danmark svarer vel ca. til det svind der er i en tilfældig Føtex på en lang lørdag.

Der er intet der er nemmere end at minimere fraud. Man skal blot huske at ethvert tiltag har en pris i form af mistet omsætning.

Tænk på blot "successerne" eDankort og 3D-secure. Med det implementeret har man ingen svindel... til gengæld har man så heller ingen handel. Bad luck.

Kunne et alternativ være at PBS overvejede et decideret fraud-API? PBS har jo i forvejen rimeligt godt styr på hvilke kort, adresser og andet som er i en gråzone. Den info kunne fint sive videre til butikkerne, og så kunne det være op til butikkerne selv om de ville "løbe risikoen" ved at gennemføre en flagget transaktion.

Som jeg læser ovenstående rygte opfatter jeg det primært som plat mersalg af en lystigt diskuteret service, og ikke noget som er til for at hjælpe de handlende.

/thomas

Peter Larsen

@Thomas Vestergaard:

Der er ingen der tærsker langhalm på om NemID er en digital signatur eller ej, jeg henholder mig blot til den lydoptalelse jeg har fra mødet på ITU, som blev afholdt af NemID hvor Peter Lind Damkjær udtaler meget skråsikkert at NemID ikke er underlagt loven om digital signatur. Ergo ER de IKKE leverandør af en digital signatur.

Så det er skam kun i henhold til fakta, og NemID's og DanID's egen holdninger og tidligere udtalelser.

Log ind eller Opret konto for at kommentere