Patentkrig: Samsung skal betale milliard-bøde til Apple

22. november 2013 kl. 08:3113
Reuters: Samsung skal betale 1,6 mia. kr. efter at have kopieret iPhone-funktioner, konkluderer amerikansk jury.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Apple har nu vundet endnu et slag i den løbende patentkrig mellem det amerikanske selskab og dets sydkoreanske konkurrent, Samsung. Denne gang lyder bøden til Samsung på 290 mio. dollars, hvilket svarer til ca. 1,6 mia. kr.

Det var den statslige ret i San Jose, Californien, der afgjorde sagen. Juryen lagde vægt på, at mængden af bevismateriale fra Samsung var væsentlig mindre end fra Apple. Apples advokat fremhævede blandt andet, at Samsung ikke indkaldte medlemmer af sin øverste ledelse til at vidne, mens Apples marketingchef, Phil Schiller, deltog i retssagen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Vi følte, at vi havde langt mere information fra Apple og vi undrede os over, hvorfor vi ikke havde fået anden information fra Samsung,« siger jurymedlem og terapeut Barry Goldman-Hall til Reuters.

Samsung ventes at anke dommen, og derudover er der flere uafgjorte patentstridigheder mellem de to elektronikgiganter. Dermed er denne afgørelse kun en enkelt del af den større patentkrig mellem selskaberne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt andet vandt Apple en sag tidligere i år, hvor bøden til Samsung løb op i 5,5 mia. kr. Derudover mener Apple stadig at have patenter, som Samsung har kopieret. Blandt andet hævder selskabet at have patent på den rektangulære form, der i dag kendetegner mange smartphones samt en række funktionaliteter så som det at zoome ved at bevæge to fingre på skærmen, skriver Business.dk.

13 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
12
22. november 2013 kl. 18:09

"Blandt andet hævder selskabet at have patent på den rektangulære form, der i dag kendetegner mange smartphones"

Nej og det er bizart at der er så begrænset forståelse for nogle basale fakta.

Apple HAR mønsterbeskytelse på den form iPhone har, Ligsom man ikke kan designe en bil der på en prik ligner en Porsche eller Citroën uden deres advokater kommer efter dig.

Det kaldes et design patent men har intet at gøre med et metode patent.

Som er det Apple har på pinch to zoom featuren. Dvs man må godt lave en pinch to zoom feature, man må bare ikke implementere den med den metode Apple benytter.

Det Apple har vundet mht design er IKKE om folk må lave firkantede telefoner med afrundede hjørner.

Men man må ikke lave dem firkantede med runde hjørner på samme måde som Apples iPhone har.

Man kan så diskutere til verden ende OM Samsung har forbrudt sig nok mod mønsterbeskyttelsesloven til at det er ulovligt og der skal betales erstatning. Og det er derfor mønsterbeskyttelses advokater har velbetalte jobs.

Men at argumentere om Apple har en ret til at hævde deres lovsikrede ret til deres design er at argumentere mod fakta...

Lidt ligesom hvis man argumentere med en færdelsesbetjent at loven om hastighedsgrænser er uretfærdig efter man er blevet taget med en 180 i timen på en landevej. Det gavner ikke ens situation og det ændre ikke på det fakta at man bevægede sig dobbelt så hurtigt som man kunne indenfor lovens grænser.

13
24. november 2013 kl. 17:48

Pinch to zoom? Hvordan i alverden skulle man ellers lave den gestus? Ved at bruge en tå og pegefingeren, så man er sikker på ikke at støde? Jeg tror alle "pincher" deres fingre på præcis samme måde - og det er en funktionalitet som folk efterhånden forventer som værende naturlig og selvfølgelig.

3
22. november 2013 kl. 11:14

svært at tage en amerikansk domstol alvorligt, når det drejer sig om et stort amerikansk firma

4
22. november 2013 kl. 11:38

Samsung fik et importforbud imod ældre udgaver af Apples iPhone. Det fik amerikanerne til at bruge en sjælendt brugt regel der giver præsidenten mulighed for at tilsidesætte et importforbud: http://www.reuters.com/article/2013/08/03/us-usa-apple-patents-idUSBRE9720AQ20130803

Kort tid efter vinder Apple et importforbud imod ældre Samsung smartphones og tablets. Den dom fandt Obama dog ikke nødvendigt at tilsidesætte: http://www.theverge.com/2013/10/8/4814524/samsung-import-ban-reportedly-in-effect-after-president-obama-declines-veto-itc

Der er ingen der holder med hjemmeholdet her, nej da!

6
22. november 2013 kl. 12:27

Den første sag handler om at Samsung ville bruge Standard Essential patenter mod Apple på en måde som også EU-kommisionen har set med meget stor alvor på - det må man bare ikke. I den anden indgik der ikke sådanne patenter. Så de to situationer er HELT forskellige.

9
22. november 2013 kl. 12:36

Hvilken domstl har dømt at man kan indføre importforbud baseret på standard-essentielle patenter?

10
22. november 2013 kl. 14:15

Hvilken domstl har dømt at man kan indføre importforbud baseret på standard-essentielle patenter?

At det er standard essentielle patenter er din påstand - set herfra er det irrelevant. Det er US ITC http://en.wikipedia.org/wiki/United_States_International_Trade_Commission der indførte importforbud først imod iPhone og senere Samsung. Det var præsident Obama der valgte at omstøde import forbudet imod iPhone og lade import forbudet imod Samsung bestå.

Du siger at "man ikke kan" men det er direkte i modstrid med det de faktisk gjorde. ITC dømte at der skulle være et importforbud. Præsidentens argumentation for at omstøde var ikke at der var tale om en bestemt type patent, men derimod at amerikansk økonomi ville lide for stor skade hvis import forbudet fik lov til at bestå.

Vi kan forvente at Samsung senere får tildelt en erstatning i stedet. Det system kører bare så langsomt, at det tager år før vi når dertil. Der er ikke tale om de samme patenter, som nærværende artikel handler om.

11
22. november 2013 kl. 15:07

jeg tror ikke jeg kan få dig overbevist, men jeg prøver alligevel en sidste gang: Obama regeringens veto mod ITCs afgørelse om importforbud på Apple produkter handlede først og fremmest om de principielle problemer ved at kunne gå så vidt på baggrunde af FRAND (Fair, reasonable and non-discriminatory terms) belagte SEP (Standard essential) patenter. Du kan læse om det her: http://www.fosspatents.com/2013/08/obama-administration-vetoes-itc-import.htmlI det senere ICT importforbud for (på det tidspunkt stort set udgåede) Samsung telefoner indgik der ingen SEP, derfor intet pressidentielt veto. Så der er altså ikke tale om forskelsbehandling mellem et koreansk og et amerikansk firma, men om forskel på baggrund af principielle forhold. Du kan læse om EUS bekymringer om Samsungs (mis)brug af FRAND her: http://www.fosspatents.com/2012/01/eu-launches-full-blown-investigation-of.htmlHVis ikke det kan overbevise dig, så er jeg bange for at intet kan. Venlig hilsen Søren

2
22. november 2013 kl. 10:19

Blandt andet hævder selskabet at have patent på den rektangulære form, der i dag kendetegner mange smartphones

Hvis den sætning ikke tydeliggøre alt som er galt med det nyværende system, så ved jeg ikke hvad mere der kan gøres for sund fornuft i verden. Have patent på en rektangulær form ..... selv alle de jokes der findes omkring patentregler kan ikke komme op på siden af virkeligheden.

8
22. november 2013 kl. 12:31

Helt enig. Der er meget i alle disse patentsager der virker ret langt ude set med meningmands øjne. Men denne sag handler om Samsungs oprindelige wholesale kopiering af stort set alt ved den oprindelige Iphone, helt ned til indpakning, fontvalg og det "skin" de lagde oven på Android. Det har aldrig bare handlet om en enkelt detalje. Men når der så går juristeri i den er man nødt til at forsvare hver enkelt detalje for sig, selv om det egentlig er helheden det drejer sig om. Jeg siger ikke at Apple har ret i alle de sager de fører, men lige denne her - der ser det - igen for mine menigmands øjne - ud som om de har ret. Og det var jo så også det retten fandt.

1
22. november 2013 kl. 10:03

Det er desværre HELT forkert fremstillet. Der er ikke tale om en ny erstatning, men om en genforhandling af en del af den oprindelige erstatning. Det virker som om i helt har overset den pointe.

Her er den korrekte fremstilling:

Oprindeligt blev Samsung idømt en erstatning på $1,05 mia. En del af denne erstatning var dog beregnet på et forkert grundlag, hvorfor den skulle genforhandles. De omkring $600 mio. stod ved magt, mens de ca. $400 mio. skulle genforhandles. Det er disse $400 mio. er nu er blevet til $290 mio. Så Samsung er faktisk er sluppet lidt billige end oprindeligt.

Der er altså ikke tale om en ny sag, men om afslutningen på den gamle.

Normalt linker jeg ikke til mine egne artikler, men i dag vil jeg gøre en undtagelse, da historien her på v2 er helt ved siden af.: http://iphoneguide.dk/nyheder/apple-taknemmelig-for-at-kopiering-har-sin-pris/