Pas-panik: It-problemer stopper udstedelse af nye pas

Et it-system, som de fleste kommuner bruger til at udstede nye pas og kørekort, har hele ugen været ramt af problemer efter ændringer i CPR-registret. Mange danskere kan ikke få nyt pas eller kørekort og kan ikke rejse uden for EU.

Skal du rejse uden for EU og have et nyt pas til lejligheden, kan du ende med at få en lang næse og må blive hjemme.

It-systemet, som 82 af landets kommuner bruger til at udstede pas og kørekort, er nemlig kommet i store problemer i søndags, så hele ugen har det i nogle kommuner været umuligt at udstede nye pas og kørekort. Det skriver DR.dk.

Det er firmaet Scan-Tech IT, der står bag løsningen til kommunerne, og problemerne opstod, fordi CPR-registret søndag flyttede til en ny teknisk platform. Det har givet problemer, som altså ikke er løst endnu alle steder.

»Vi har haft store udfordringer med softwaren. Og det er selvfølgelig noget skidt, for det går ud over alle de danskere, der skal have nyt pas op til sommerferien,« siger Henrik Kromann, direktør i Scan-Tech IT, til DR Nyheder.

I Sønderborg Kommune slås man således stadig med it-problemerne, mens Skanderborg, Nordfyn og Ringsted Kommune har fået hul igennem og igen kan udstede pas og kørekort.

Der er ved at være styr på situationen, melder Scan-Tech IT, men hver kommune kan have forskellige it-systemer, der skal arbejde sammen, så derfor er der forskel. Alle problemer vil først være løst, når Scan-Tech IT får rullet en ny udgave af softwaren ud, og det kan vare indtil påske, oplyser firmaet.

I mellemtiden kan borgere få forlænget et udløbet pas med op til tre måneder eller få et midlertidigt pas. Ingen af de løsninger kan dog bruges uden for EU’s grænser.

Scan-Tech IT's it-løsning til at udstede pas kan kommunerne bruge gratis. I stedet tjener Scan-Tech IT penge på brugerbetaling, hvis borgerne ønsker at få taget et pasbillede på stedet.

Staten forberedte i flere år en anden løsning, Pas 2.0, som alle kommuner skulle bruge, men projektet blev forsinket og fordyret. Den forventede pris endte på et trecifret millionbeløb. I 2010 valgte Justitsministeriet at droppe planerne om Pas 2.0 efter Version2’s dækning af sagen, fordi kommunerne allerede havde adgang til et velfungerende system, der oven i købet var gratis at bruge.

Læs også: Rigspolitiet tvinger kommuner til at spilde stort millionbeløb på digital udstedelse af pas

Læs også: Millionspild afværget: Minister skrotter politiets pas-løsning

Op til sommerferien i 2013 var der i øvrigt også problemer med at udstede pas. En anden leverandør involveret i løsningen, Enwire, slukkede nemlig flere gange for systemet, fordi firmaet mente, at Scan-Tech IT misbrugte Enwires software uden licens. Det fik it-chefen i Lyngby-Taarbæk Kommune til at efterlyse open source-løsninger, som kommunerne selv kontrollerer.

Læs også: Gidseldrama om software i pasautomater: Det var ikke sket med open source

Sådan ser hardwaredelen af Scan-Tech IT's system ud med mulighed for at få taget et billede og underskrive digitalt. Foto fra 2010. Illustration: Mikkel Meister
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Mikael Ibsen

over et forløb, som dette ?

Sådan går det jo hver gang man indfører en "forbedring", så no big deal - hvis man da ikke lige står og skal have fornyet sit pas...

Men naturligvis kan man så bare få det fornyet manuelt - det er da klart.

Nå - ikke ?

Jamen så godtgør de ansvarlige naturligvis de spildte rejseudgifter.

Nå - heller ikke ?

Tjah - Offentlig IT........

  • 3
  • 1
#3 Jens Holm

Årsagen er rasende banal.. søndag kom cpr.dk op med et selfsinet certifikat.. så virker det ikke med andres tjenester.. i dag er det så et Comodo signet certifikat, men der er stadig en del cachet certifikat information rundt omkring.

  • 3
  • 0
#5 Albert Nielsen

tredjeverdensland bør den slags ikke overraske.

Hvor stort bliver Danmarks valutatab, når forretningsfolk ikke kan rejse ud i verden og sælge?

Det er da ganske ligegyldigt, for ingen af de såkaldt "ansvarlige" kommer til at bøde for det - de er nemlig ansvarsfri.

  • 3
  • 0
#6 Klavs Klavsen

server certifikater caches ikke!

Har CPR en webservice selv.. det mener jeg ikke at have hørt om. Det går altid igennem div. 3. parts CPR leverandører (eller via VPN tunnel til CPR) - men uanset hvem de anvender, kan de have kørt med ugyldigt certifikat, og det vil i så fald med høj sandsynlighed give problemer (nogen programmører løser problemer med certifikater, ved bare at bede klienten ignorere hvis et certifikat er ugyldigt) - men det vil så være på plads, så snart certifikatet er på plads igen.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere