Pas på: Netbank-forsikring dækker ikke mobilbrug

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Du må kun bruge enheder med antivirus installeret, hvis en erhvervsforsikring mod netbankindbrud skal dække. Dermed er netbank på iPhone og iPads ikke tilladt.

Mens private kunder automatisk får dækket tab ved netbankindbrud, er alle virksomheder på helt egen hånd og må selv dække tabet. Derfor anbefaler bankerne en forsikring mod indbrud - men den gælder kun, hvis man holder sig til netbankbesøg fra enheder med en fuldt opdateret antivirus installeret. Det skriver Børsen i tirsdagens avis.

Har man tegnet en forsikring, men bruger sin iPhone til at gå i netbanken, vil man altså ikke være dækket, hvis hackere får held med at tømme kontoen. Det skyldes et krav om antivirus på mobile enheder, forklarer Danske Forsikring, der er et af de selskaber, som tilbyder sådan en forsikring.

Man kan købe antivirus til Android-telefoner, om end de færreste i dag har valgt at gøre det, mens det er helt udelukket på Apples iOS-platform. Omvendt har Apples strenge kontrol med, hvad der må installeres på iPhones og iPads også givet disse enheder et ry for høj sikkerhed, men det får altså ikke forsikringsselskabet til at ændre på kravet om, at der skal være installeret antivirus.

Hos sikkerhedsfirmaet C-Cure har direktør Mette Nikander valgt slet ikke at bruge sin telefon til bankforretninger, og hun foretrækker også at besøge netbank fra computeren på kontoret, i stedet for at bruge en privat computer.

Et firma har nemlig typisk bedre beskyttelse af computerne end private, med firewall og antivirus og procedurer for at opdatere softwaren på computerne, pointerer hun.

Prisen for en netbankforsikring begynder ved under tusind kroner om året.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Mette Nikander

Som en lille ekstra kommentar kan jeg tilføje at der I forsikringspapirerne fra Danske forsikring står at man skal sidde bag en firewall og anvende et opdateret antivirusprogram. Det betyder I realiteten at hverken Android, iOS eller andre platforme, som ikke kører i et LAN der er beskyttet af en firewall kan anvendes, hvis forsikringen skal dække. MVH. C-cure/Mette Nikander

  • 1
  • 0
#4 Mette Nikander

Hej Jimmy, Det det handler om er at enheden du netbanker fra skal være placeret bag en firewall og have et antivirus installeret. Uanset hvilken en platform det så end er. Med andre ord gælder det så også Linux og Mac, som du spørger til. Håber at det afklarer dit spørgsmål:-) MVH. C-cure/Mette Nikander

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere