Pas 2.0 nedgraderet til 1.1: Siemens vinder skrabet pas-udbud

Siemens bliver ny leverandør af Rigspolitiets kommende pas-løsning, Pas 1.1. Prisen er 'mindre end en tiendedel af et trecifret millionbeløb'.

Snart bliver vi alle bedt om at sætte fingeren på en digital fingeraftryksskanner, når vi skal bestille et nyt pas hos kommunen.

Og det bliver Siemens IT Solutions and Services, der skal levere Rigspolitiets software til udstedelse af de nye, såkaldt biometriske pas til efteråret.

Læs også: Efter 2 års forsinkelse: Fingeraftryk i danske pas fra 1. oktober

Software-løsningen med navnet Pas 1.1 skal sikre, at nye pas i Danmark fra 1. oktober lagrer to fingeraftryk digitalt i en chip i passet.

Det er et EU-krav, som skal gøre passene sværere at forfalske.

Siemens skal blandt andet udvikle det program, som medarbejderen i kommunernes borgerservicecentre skal klikke sig igennem, når borgeren møder op for at bestille nyt pas.

»Siemens kommer til at stå for den centrale del af Pas 1.1-løsningen samt en klient, der kan bruges til at optage fingeraftryk,« forklarer projektleder i Rigspolitiet, Lars Fure, til Version2.

Skrabet erstatning for Pas 2.0

Pas 1.1 er dermed en mere skrabet arvtager til Rigspolitiets oprindelige Pas 2.0-projekt, som justitsminister Lars Barfoed (K) skrottede i foråret 2010, fordi udbudsprocessen trak ud.

Læs også: Millionspild afværget: Minister skrotter politiets pas-løsning

Planen med det oprindelige Pas 2.0 var, at leverandøren ? også dengang Siemens - skulle levere 'pas-kiosker' til kommunernes borgerservicecentre.

Altså komplette løsninger med kamera, digitalt underskriftsfelt og fingeraftryksskanner.

Læs også: Siemens mister trecifret millionordre på aflyst pas-system

Siemens skal nu alene stå for fingeraftryksdelen.

Kommunerne må derfor selv anskaffe sig det nødvendige udstyr og software, hvis de også vil give borgeren mulighed for at få taget pasfoto og underskrive digitalt ved fremmøde i borgerservicecenteret.

Det har en stor andel af de 98 kommuner allerede anskaffet sig fra en anden privat leverandør af pasløsninger, danske Scan-Tech.

Læs også: Se pas-systemet, Rigspolitiet ikke vil lade kommunerne beholde

Med det nye Pas 1.1-udbud er det samtidig helt op til kommunerne, om de vil benytte alternative pas-løsninger fra andre leverandører, eller vente på Rigspolitiets løsning, som nu er under udvikling.

Vælger kommunen en anden løsning end Rigspolitiets, skal kommunen blot sikre, at Rigspolitiets udvekslingsformat til de digitale pas-data overholdes.

»Det interessante for os er ikke, om kommunerne vælger Rigspolitiets løsning, men at de er klar til 1. oktober. Overholder de vores udvekslingsformat, er der ingen problemer. Men derfor er det også vigtigt at pointere, at kommunerne står på egne ben, hvis de vælger en egenudviklet løsning,« siger chefkonsulent Christian Schougaard, Rigspolitiet, til Version2.

Vandt foran 7 leverandører

Siemens har vundet ordren foran syv andre leverandører, hvis navne Rigspolitiet ikke ønsker at afsløre.

»Generelt var niveauet meget højt. Alle leverandører har afleveret gennemarbejdede tilbud, men Siemens var skarpest på prisen,« fortæller Lars Fure.

Siemens har erfaring med at levere lignende løsninger til andre EU-lande, og det har også medvirket til at trække selskabet op i toppen af det samlede regnskab, oplyser Lars Fure.

Den endelige pris for Pas 1.1 er ikke oplyst.

Lars Fure fortæller dog, at den ligger under en tiendedel af det oprindelige Pas 2.0-udbud, som var prissat til et trecifret millionbeløb.

Der udstedes mellem 600.000 og 700.000 pas om året i Danmark.

Pas 1.1-løsningen består groft sagt af fire mindre pakker:

  1. Et XML-baseret udvekslingsformat, der definerer standarden for, hvordan klientapplikationen i borgerservicecenteret udveksler data med gateway'en og videre til pasproducenten.

  2. En klientapplikation, som medarbejderen i borgerservicecenteret bruger ved pasudstedelsen.

  3. En gateway, der håndterer kommunikationen mellem Pas 1.1-serveren, klientapplikationen og pasproducenten.

  4. Rigspolitiets egen pas-server.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Wøbbe

Hvornår mon vi skal have tvunget en chip op i røven, når vi skal ha' nyt pas?

Argumentet for denne eskalerende overvågning må være, at der er et stort problem med forfalskning af pas.

Hvor stort er dette problem mon?

  • 0
  • 0
Claus Wøbbe

Jeg har (heldigvis) intet dér, hvor solen aldrig skinner :-)
Jo, når du skal aflevere noget, der så entydigt kobles til din person, og som gør, at din færden kan spores jorden rundt, så er der da tale om øget overvågning - eller i hvert fald muligheden herfor.

  • 0
  • 0
Morten Jacobsen

Den betragtning har du naturlig ret i, men overvendt er det vist kun et problem hvis du er en skummel type der har behov for at rejse inkognito ind i andre lande.
Situationen pt. i Japan er faktisk et godt eksempel på at det kan være nyttigt for "Danmark" er vide hvor mange af vores statsborgere der er i landet.

Du kan se det som overvågning eller som en extra sikkerhed. Jeg er ikke enig i at det her er at stramme skruen - Pas er personlige og SKAL sq være sikre.

  • 0
  • 0
Hans Schou

MORTEN JACOBSEN,

Nye pas der er sværere at forfalske

Det lykkedes at forfalske de gamle pas, så det lykkedes også at forfalske de nye.

De nye pas har en chip. Det er måske svært at kopiere. Måske ikke. Måske kan man tage en chip fra et pas og bruge den i et andet pas. Opfindsomheden er utrolig, når det gælder forfalskninger. De skal nok finde på noget.

  • 0
  • 0
Morten Jacobsen

så du forelår vi dropper rødbedekortene og skriver en lille lap papir hver især? Jeg forstår ikke dit argument - bare fordi nogle er dygtige til at forfalske skal vi vel ikke opgive at gøre processen sværere for dem?

  • 0
  • 0
Steen Larsen

Ubehageligt at vi nu endnu engang alle skal behandles som kriminelle! Heldigvis har jeg lige bestilt nyt pas. Men det giver jo kun en kort frist.

Terroristerne og mafiaen skal nok finde ud af at få lavet falske pas alligevel - så vi ender bare med øget overvågning af almindelige borgere.

Hvis vi kigger på udviklingen indenfor
Overvågning
Crowd control
AI
Drones
Robotter
Non-lethal weapons
Etc.

ser det sort ud for friheden på længere sigt! Allerede i dag er det trist at se demokraterne i Bahrain blive mejet ned og snart kommer turen sikkert til de sidste libyske oprørere :-( Hvem ved, måske bliver der vores tur en dag!

  • 0
  • 0
Henrik Kromann

De danske myndigheder følger de internationale regler, og sikrer dermed at vi kommer hurtigst muligt gennem paskontroller rundt om i Verden!

Det er glædeligt for en gangs skyld at læse at projekterne bliver billigere; "Lars Fure fortæller dog, at den (prisen) ligger under en tiendedel af det oprindelige Pas 2.0-udbud, som var prissat til et trecifret millionbeløb"

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere