Partier frygter salg af Nets

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
Nets, der blandt andet står for NemID, er en vigtig brik i digital selvbetjening, og hvis selskabet bliver solgt, risikerer vi, at servicen bliver ringere og prisen højere, advarer it-ordførere.

Et salg af Nets kan gøre det dyrere for danskerne at drive eksempelvis NemID, og erfaringerne fra tidligere salg af selskaber, som står for vigtig dansk infrastruktur, giver grund at være kritiske over for at sælge Nets til eksempelvis en udenlandsk kapitalfond, mener både Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Læs også: Nets bekræfter salgsplaner: Hvor havner NemID?

»Nets bør fortsat være ejet af Nationalbanken eller staten i ét eller andet omfang. De står for vital infrastruktur i forhold til eksempelvis at kunne tilgå digital selvbetjening. Det bør vi ikke sælge til private. Det kan gøre det dyrere, og vi risikerer at miste kontrollen,« siger it-ordfører Stine Brix fra Enhedslisten til Version2.

Samme udmelding lyder fra it-ordfører Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti:

»Det er kritisk infrastruktur, som vi vil foretrække at bevare på danske hænder, hvor Nationalbanken ejer noget af det. Hvis det kommer på udenlandske hænder, så har vi ikke samme kontrol,« siger Dennis Flydtkjær til Version2.

Bestyrelsesformand Peter Lybecker skriver i en kronik i Børsen torsdag, at Nets har brug for nye ejere for at kunne konkurrere mod udenlandske firmaer, som også leverer betalingssystemer, der er Nets' kerneprodukt.

Nets står i Danmark for blandt andet betalingsservice, NemID og Dankort-systemet, men håndterer også elektroniske betalinger for eksempelvis de store kreditkortfirmaer Visa og Mastercard, der også lurer i kulissen som potentielle købere af den nordiske koncern.

I dag ejes Nets af flere hundrede nordiske banker og blandt andet også den danske nationalbank. En ny ejer kunne være alt fra en stor udenlandsk bank til en kapitalfond.

Sammenligner med salg af KMD

Ifølge Stine Brix er der dog eksempler på, at et salg af infrastrukturselskaber har ført til ringere service for danskerne.

»Energiforsyningen er et godt eksempel, der viser, hvor vanskeligt det er at lave politisk styring, når det er privatejet. Dong kan satse på kul, selvom vi gerne vil satse på mere grøn energi. En kapitalfond vil eje for at tjene penge i stedet for at levere en service til borgerne. Hele forløbet omkring salget af KMD siger noget om, hvordan vi mister muligheden for at styre priserne, og hvilken service der bliver leveret. Det synes jeg er uhensigtsmæssigt,« siger Stine Brix.

Selvom en eventuel udenlandsk køber vil skulle overholde en overenskomst med den danske stat, der er kunde på eksempelvis NemID og e-Boks, så kan det alligevel være sværere i en presset situation, end hvis ejeren var dansk, mener Dennis Flydtkjær.

»Et ekstremt eksempel kunne være, at hvis det nu var en saudiarabisk prins, der købte det, og Muhammed-krisen brød ud, kunne NemID så blive lukket ned? Går det galt, så kan være ret kritisk, så det er vigtigt, at vi har noget hånd i hanke med det her. NemID er jo nøglen til det hele,« siger Dennis Flydtkjær.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (29)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Henrik Madsen

Bare havde ladet mig selv generere og opbevare min egen nøgle så ville det være mindre farligt at sælge resten til udlandet.

Hvis de nu bare havde lavet en løsning som fra starten af var ejet og drevet af staten til alt det som OCES delen bruges til så ville der ikke være så store problemer.

Men neeeej da, vi SKAL da partout have et system hvor private banker ejer hele pivtøjet og endda vil have lov at opbevare vores digitale signatur centralt.

På den måde er vi sikker på at når det læsset vælter så vælter ALT...

Niels Didriksen

Hvis jeg kender vore kære danske centrum-ekstremistiske politikere, så vil tiden sikkert vise, at Nets bliver solgt til en amerikansk TBTF bank..

Mht NemID mener jeg at vi skal skære ind til benet og lave den så minimal som mulig. Jeg mener at man bør lade en dansk konstruktion bestående af statslige og akademiske institutioner udvikle og drifte en rent dansk CA. Baseret på åbne 'hyldevare' standarder. Kun CA og evt. hardware-nøgle-distributør. Og lad et frit marked udvikle det, vi skal bruge ovenpå. Evt. i konkurrence med CA'en selv, man kunne stilles et krav om referenceprodukter til.

Og lade borgerne vælge om de selv vil lave en nøgle og få den stemplet, eller om de vil have CA'en til at gøre arbejdet.

Max Tobiasen

Stine Brix har fat i en vigtig pointe når hun siger "Et ekstremt eksempel kunne være, at hvis det nu var en saudiarabisk prins, der købte det, og Muhammed-krisen brød ud, kunne NemID så blive lukket ned?"

Der er faktisk et godt eksempel der viser at Stine Brix har noget at have sin bekymring i.

I midt80'erne opstod der en lille klike af finansjonglører omkring Klaus Riskær Petersen i forbindelse med hans overtaglese af det børsnoterede Accumulator invest som han brugte som pengetank til at prøve en række fjendtlige overtagelser. Det mest prominente var hans forsøg på at overtage Nilfisk. I denne klike fandt man også Richard Bonnichsen, der havde lært en masse om corporate raiding af Riskær, men ikke havde så mange moralske skrupler som ham(!).

Det lykkedes ham at få kontrol over et nyligt privatiseret el-selskab (sears så vidt jeg husker), og med denne kontrol i hånden proklamerede han at priserne nu ville stige til mere end det dobbelte da han jo skulle tjene nogen penge. Alternativt ville han lukke el-nettet ned og dermed stille en stor gruppe af Danskere uden strøm. Staten sad i saksen og blev nødt til at købe ham ud for et stort beløb. Alternativet ville være rent kaos.

Derfor sælger man ikke ud af vital infrastruktur.

Max Tobiasen

Der er iøvrig et ganske simpelt økonomisk argument der viser hvorfor privatisering at vital infrastruktur er en dårlig ide.

Vital infrastruktur, såsom danid, er i sagens natur et monopol. Økonomisk teori, og lang tids empirisk observatipn, viser os at private firmaer prøver at udnytte en monopol situation til at maksimere deres profit. Hvis det er et unaturligt monopol, det vil sige at andre ikke har mulighed for at komme ind på markedet på grund af regler, love, etc. Vil monopolisten sætte prisen op. Ifølge økonomisk teori vil han sætte prisen der hvor dækningsbidrag pr. Kunde gange antal af kunder er maksimeret. I tilfældet danid mister man ikke nogen kunder fordi der ikke er nogen alternativer. Ergo er det rigtige at gøre for en privat aktør at skrue prisen så meget op som overhovedet muligt. "Ja, nu koster det det dobbelte at bruge danid, hvad vil du gøre? Skifte til Svensker-id? Held og lykke"

Privatisering af offentlige virksomheder giver kun mening i ikke-monopol lignende situationer hvor andre aktører har mulighed for at komme til fadet med et billigere tilbud. Snerydning, vinduespudsning og vedligeholdelse af bygninger er eksempler på områder hvor der vil være et naturligt prisleje. Hvis prisen bliver for høj finder man et andet firma.

Morten W. Jørgensen

Hvor er det bare sigende, at der stadig kun tales om "nedlukning" af NemID, og ikke om misbrug af login-oplysninger - og at de kalder deres scenarie for ekstremt.


Jeg tror det hanger sammen med at de fleste mennesker, mig selv inklusive, ikke har fantasi til at forestille sig hvorledes login-oplysningene kan misbruges. De fleste mennesker kan derimod sagtens forestille sig hvad der kunne ske hvis ikke regninger kunne betales, skatteformularer udfyldes, o.s.v.

Jeg vil paa ingen maade forklejne problematikken omkring misbrug af oplysninger, men kan du ikke give nogle eksempler saa min spejderdrengehjerne kan blive udfordret?

Rasmus Bruun

Vedr. den interessante henvisning til Richard Bonnichsen fandt jeg følgende gengivelse af SEAS-sagen i en artikel fra Information, 1996:

Sidste gang et aktiesalg i el-sektoren vakte stor opsigt var i 1989. Da var sagen endnu mere "ren". Dengang handlede det om SEAS - altså det sydsjællandske modstykke til NESA.

En gruppe spekulanter, der brugte udlandsdanskeren Richard Bonnichsen som talsmand, havde set dybt i el-sektorens krystalkugle. De havde set, at aktiekursen i SEAS slet ikke afspejlede selskabets meget store indre værdier og store indtjeningsmuligheder på langt sigt. I al stilhed opkøbte gruppen - blandt andet gennem selskabet Jomsberg Inc. i Luxembourg - en meget stor aktiepost i SEAS.

Da de systematiske opkøb omsider blev opdaget, valgte SEAS-ledelsen at opfatte dem som et fjendtligt overtagelsesforsøg.

En vred minister - den radikale Jens Bilgrav Nielsen - gik på vegne af en vred Schlüter-regering straks i gang med at forberede et lovindgreb, der kunne stoppe de onde spekulanter.

"Det er klart uacceptabelt, hvis de nye udenlandske aktionærer i SEAS har til hensigt at overtage ledelsen af selskabet med det formål at spekulere i selskabets aktiver. Der vil derfor hurtigt og effektivt blive grebet ind", udtalte energiminister Bilgrav.

Men inden det kom så vidt, lykkedes det SEAS-ledelsen selv at købe Bonnichsen & Co. ud. Et konsortie - strikket sammen af Den Danske Bank - sikrede aktiekøbet, der efterlod spekulanterne med en pæn million-gevinst - men ikke med den store Jackpot, de havde håbet på.

John Jensen

Hvordan vil du opdele noget som Nets uden en ekstrem risiko for borgernes sikkerhed.

Sådan noget som Nets burde aldrig være privat ejet det SKAL VÆRE 100% statsejet.

Angående monopoler så er vi delvis enige, pænt meget endda.
Men nu er de der, og der skal derfor en ekstrem skærpet overvågning til.
Et eksempel er Arla, der reelt har monopol på mejeri området.
Her burde der enten sættes ind over for Arlas gøren og laden, og direkte ublu prisfastsættelse.
Supermarkederne er "ikke" monopoler, men deres sammenspisthed, og efter min mening hemmelige prisaftaler, bliver slet ikke angrebet, og det er faktisk det offentliges pligt at overvåge det, men højere priser på varerne er ensbetydende med højere indtægt fra moms og afgifter.

Christian Nobel

Hvordan vil du opdele noget som Nets uden en ekstrem risiko for borgernes sikkerhed.

Det vil da ikke give nogen risiko for borgerne, tværtimod, hvis NemID konstruktionen skrottes, og der i stedet laves en rigtig digital signatur, hvor borgerne selv har magten over egen nøgle, og staten har kontrollen over CA.

Alt det andet skrammel med betalingsformidling kan så føres i et andet selskab, men værdien uden NemID pengemaskinen vil nok ikke være nær så høj.

Sådan noget som Nets burde aldrig være privat ejet det SKAL VÆRE 100% statsejet.

Fsva. betalingsformidling behøver det ikke være statsejet, men en skrappere monopolkontrol skulle tilsikre at der kunne komme en reel konkurrence.

Og et salg af Nets som et hele (fordi de lige nu har magten over en uendelig skrue, nemlig NemID) vil med stor risiko betyde et endnu større monopol, på amerikanske hænder (læs direkte adgang for NSA&Co).

John Jensen

Vi er da sort set enige i alt det du skriver.
Især angående den digitale signatur.

Jeg har dog den holdning at infrastrukturen i Danmark skal være statsejet.

Nu er det så ikke tilfældet, og derfor skal monopol lignende enheder holdes under streng kontrol og overvågning, det er der så også omend overvågningen ikke bliver overholdt særlig godt, fra myndighedernes side.

John Jensen

Internettet og mobilnettet er ikke en del af infrastrukturen.
Det er sundhed, vand, kloak, veje, broer, og systemer som netop nets, da det er så dybt&fundamentalt involveret i den Danske økonomi, sundhed osv.

Jeg tror ikke det er nødvendigt at uddybe det yderligere, da det sandsynligvis bare vil føre til yderligere spørgsmål om dette eller hint også hører under infrastruktur, og det vil fortsætte i det uendelige.

Henrik Madsen

Wow...

Internet og mobilnetværk er ikke en del af infrastrukturen.

Jow jow.

Gad vide hvad der ville ske hvis disse 2 ting blev solgt til en oliesheik fra de arabiske lande og der så kom en muhammed krise forbi og ejeren i vrede lukkede ned for hele den digitale infrastruktur i Danmark.

Maciej Szeliga

Internet og mobilnetværk er ikke en del af infrastrukturen.

Jow jow.

Gad vide hvad der ville ske hvis disse 2 ting blev solgt til en oliesheik fra de arabiske lande og der så kom en muhammed krise forbi og ejeren i vrede lukkede ned for hele den digitale infrastruktur i Danmark.


Jamen det burde sån' set også være ejet af staten på samme måde som jernbanenettet er det. Så kunne TDC, Telenor, Telia og 3 leje sig ind på det og sælge ydelser til folk og vi kunne måske omsider få et 100% dækkende mobilnet også i yderområderne... og så kunne vi også få skiftet kobbernettet ud med et fibernet.

Lars Skovlund

Nu er det jo Dansk Folkeparti, så man kunne tænke sig at deres største frygt havde at gøre med grænsekontrollen: Masser af udlændinge der vil kunne skaffe sig falske danske pas. Ja, det vil bklive opdaget, men der er rigelig tid til en "smuttur" og lidt kriminalitet. Den nye paskontrol vil devaluere de danske pas, fordi de kan udstedes uden menneskelig interaktion.
Mere generelt er det et problem, at der ikke er nogen der tænker over hvordan de nye services kan misbruges for sig eller i forening, inden de bliver søsat. Der findes vist ikke engang en offentligt tilgængelig liste over alt hvad NemID kan bruges til. Disse tankeeksperimenter er også mere et job for jurister end for IT-specialister.

John Jensen

Personligt så jeg gerne at det også blev en del af den Danske infrastruktur.
Årsagen til at jeg ikke umiddelbart inkluderer det i mit indlæg om infrastrukturen er fordi jeg her går ud fra det der var infrastrukturen tidligere, og ikke ud fra i dag, det er nok en fejl, ligesom jeg glemte EL-nettet.

Man kan vel sige de ting samfundet har brug for under katastrofer og lignende, og det er alt sammen noget der i dag er noget nær livsnødvendigt, ikke kun for den enkelte borger men for hele landet.

Jeg går så forøvrigt ind for at der lovgives meget stramt og reelt omkring hele infrastrukturen, på en måde der sætter borgeren og staten først over fortjeneste, et grimt eksempel er her Gentofte Kommune der med den tidlige regerings velsignelse fik lov til at sælge det BRUGER EJEDE El-selskab og løbe med en stor milliard fortjeneste.
Disse penge burde 100% have været brugernes, da det var et brugerejet selskab.

Det er derfor jeg mener at der skal lovgivet ekstremt stramt, på en måde så fremtidige politikere ikke kan svindle igen, som de har gjort de sidste ca. 15 år.
Når denne lovgivning er på plads, så skal det indskrives i grundloven men hensyntagen til eventuelle fremtidige, hændelser.

Der er svært det ved jeg godt, men skal befolkningen beskyttes mod folketingets til tider meget grimme fadæser og ret mistænkelige handlinger, så er det nødvendigt at indskrive det i grundloven.

Dorte Toft

Det burde have været muligt for os borgere IKKE at have fælles nøgle (NemID) til både bank og de offentlige registre. Nu, med udsigt til salg af Nets, bør det være et ufravigeligt krav, at der i statsligt regi udvikles en ny, god generation af digital signatur til brug over for det offentlige. Men hvem evner at trænge igennem med et sådant krav?
I øvrigt har jeg selv blogget om bankernes bondefangeri i denne sag. Det kan være bad taste at bringe link til egen blog, men synes du det, så undlad blot at klikke på link. http://bizzen.blogs.business.dk/2013/08/29/salg-af-nets-bankernes-bondef...

Jesper Lund

Det burde have været muligt for os borgere IKKE at have fælles nøgle (NemID) til både bank og de offentlige registre.

Med NemID på hardware kan du i princippet have forskellige nøgler (netbank NemID med papkort og OCES NemID på crypto token).

Du er dog stadig i kløerne på Nets, som udsteder NemID på hardware, og du skal afvikle Nets' proprietære Java kode hver gang du bruger NemID på hardware. Jeg er ikke klar over hvilke data der sendes til Nets når du bruger NemID på hardware.

Du kan heller ikke blokere den ikke-aktiverede OCES signatur, som er knyttet til din netbank NemID. Det er relativt let at komme til at aktivere den. På min netbank NemID står der at den er "OCES egnet", og det betyder formentlig at OCES delen kan aktiveres ved et museklik uden videre "dokumentation" som pasnummer? (hvis du kommer ind på en side som kræver OCES NemID).

DanID/Nets burde tilbyde en permanent OCES blokering for dem som kun ønsker netbank NemID.

Et andet problem er at NemID på hardware indtil videre kun kan bruges hos det offentlige. Jeg har ikke set det hos nogle private aktører, herunder de pensionskasser som vi ofte er tvunget til at være kunder hos. Flere og flere går over til NemID, og bidrager på den måde til opbygningen af monopolmagt hos Nets.

Endelig er det totalt absurd og Facebook-agtigt at du skal betale for at få kontrol over din egen private nøgle. Men i det mindste kan man glæde sig over at pengene ikke går til Nets.

Peter Kyllesbeck
Log ind eller Opret konto for at kommentere