Antivirussoftware står nok overraskende for mange højt på listen over programmer, der udgør en sikkerhedsrisiko. Det skyldes, at antivirus ofte indeholder alvorlige sikkerhedshuller, der kan udnyttes til at inficere det system, softwaren skulle beskytte.
Det tyske it-konsulentfirma N.runs har på blot én måned fundet omkring 800 sårbarheder i forskellige antivirusprogrammer.
Langt størstedelen findes i forbindelse med parsing af filer, som naturligt nok er en central del af antivirusprogrammerne.
Problemet er, at når både antallet af varianter af ondsindede programmer vokser og antallet af formater, der bruges i angrebene, samtidig også stiger, så øger det kraftigt risikoen for, at der bliver introduceret svagheder i den kode, der skal analysere filerne.
For blot få år siden blev de fleste virus distribueret som eksekverbare filer eller som makroer i nogle få dokumentformater. I dag skal antivirusprogrammer beskytte mod ondsindet kode i både videoformater, pakkede filer og en lang række andre formater.
Det betyder, at der er mere parsing-kode, der skal vedligeholdes for at undgå alvorlige sårbarheder.
Sårbarheder i antivirus er alvorligt, fordi det kan udnyttes til at lade ondsindet kode slippe forbi forsvarsværkerne. Derfor er det en god idé på især gateway-niveau at benytte en opsætning, hvor man bruger mere end ét antivirusprogram.