Papirfuldmagter sender digital tinglysning til tælling

Den digitale tinglysning er blevet overvældet af papir-fuldmagter og opruster nu. Men lederen af tinglysningen afviser resten af kritikken.

Der er ikke grundlag for den skarpe kritik, som advokater og boligrådgivere har rettet mod den digitale tinglysning i Version2 og andre medier de seneste dage, lyder det fra Tinglysningsretten.

»Vi kan ikke genkende det billede, der kommer frem. Det er ikke en kritik, vi får fra alle andre brugere,« siger dommer Sørup Hansen, retspræsident for Tinglysningsretten.

Han erkender, at der er ventetid på at få behandlet de papirbaserede fuldmagter. Men en række andre kritikpunkter skyldes misforståelser, lyder hans forklaring.

»Vi har et efterslæb på godkendelse af fuldmagter. Det skyldes, at der er kommet flere, end vi regnede med, og at de er af meget svingende kvalitet. Rigtig mange skal sendes tilbage til berigtigelse, for eksempel fordi de er udfyldt i hånden og ikke på maskine,« siger Sørup Hansen.

Han anslår, at der er kommet omtrent dobbelt så mange papir-fuldmagter som anslået, og derfor bliver kapaciteten nu fordoblet.

»Vi må erkende, at det er den måde, folk bruger det på, og at der ikke er så mange som vi troede, der underskriver med digital signatur,« siger han.

Med digital signatur kan en huskøber underskrive skødet hjemmefra digitalt, men mange vælger altså i stedet at sende papirbaserede fuldmagter ind, som tillader eksempelvis en boligadvokat at underskrive digitalt på vegne af kunden.

Ville bare hjælpe

Andre dele af kritikken, som blev fremført i Version2 mandag af den uafhængige boligrådgiver Noël Skaarup, afviser Sørup Hansen. For eksempel var boligrådgiveren chokeret over, at medarbejdere hos tinglysningretten bad om at få sendt en kopi af fuldmagten, fordi originalen ikke var til at finde i bunkerne. Det tolkede han som et åbenlyst sikkerhedsbrud.

Men det var blot et forsøg på at hjælpe Noël Skaarup til hurtigere behandling, forklarer Sørup Hansen.

»Det var for at tjekke, om der var en fejl i fuldmagten. Med en kopi ville det også være hurtigere for os at finde originalen, for så havde vi dateringen af den,« siger Sørup Hansen.

At forsinkelserne i behandlingen skulle betyde, at man mister den indbetalte tinglysningsafgift, afviser retspræsidenten også.

Boligrådgiveren Noël Skaarup har forklaret til Version2, at han siden lanceringen af digital tinglysning havde indbetalt 95.000 kroner i tinglysningsafgift, som nu var mistet, fordi han på grund af forsinkelserne ikke kunne overholde en deadline på seks dage, før fuldmagten skal være klar.

Han har spurgt hos digital tinglysning, hvad der sker med pengene, men har ikke fået svar.

Men ingen vil miste tinglysningsafgiften, hvis de sender fuldmagten ind i tide, forklarer Sørup Hansen.

»Det er der ikke nogen risiko for. Hvis man sender fuldmagten ind efter tinglysning, og dermed har en frist på seks dage, behandler vi fuldmagten med det samme,« siger han.

At Noël Skaarup ikke har fået svar, forklarer retspræsidenten med travlhed.

»Han er en af dem, der henvender sig rigtig meget. Vi svarer på så meget, vi kan, men der er jo også andre, der skal have svar på deres spørgsmål, så vi kan være nødt til at prioritere,« siger han.

Lange ventetider er ikke noget nyt

De lange behandlingstider, som nogle boligkøbere oplever i disse dage, skal sammenlignes med tiden det tog, før digital tinglysning blev indført i september, understreger retspræsidenten.

»Tidligere var sagsbehandlingstiden også meget svingende, op til flere uger. Nu bliver 60 procent af sagerne tinglyst samme dag, og så er der nogle, som oplevere længere behandlingstid. Det håber vi, vi kan bringe ned, når vi får trimmet processen og både brugere og vores medarbejdere har vænnet sig til systemet,« siger han.

Derudover er der en række små-ændringer på vej i november, ud fra brugernes feedback efter lanceringen. Faktisk var der også mulighed for at de kommende brugere kunne teste systemet i august, inden lanceringen, men her fik Tinglysningsretten ikke nogle forslag til forbedringer.

Digital tinglysning blev lanceret 8. september og afløser et papirbaseret system for tinglysning. Dermed er Danmark det første land i verden med en fuld digital tinglysning. Projektet blev dog undervejs halvandet år forsinket, ligesom prisen steg til over en halv milliard kroner.

Læs også kritikken fra boligrådgiver Noël Skaarup i artiklen herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jens Hørlück

Jeg er i den "heldige" situation, at jeg har solgt hus og købt et nyt.
Skødet på det solgte hus blev indsendt for 1½ måned siden og ville under normale omstændigheder have været tinglyst nu. Men tilbagemeldingen er, at "intet er normalt" og forklaringen lyder, at det har lange udsigter, fordi personalet er delvist flyttet over til det nye.
Min ejendomsmægler, en af de store i Århus, fortalte for en uge siden, at de havde opnået at få en (1) tinglysning igennem i løbet af tre uger.
I går var han optimistisk, fordi tallet var tredoblet.

Så lad os se tal fra domstolsstyrelsen: hvor meget er sendt ind og hvor meget er kommet igennem. Selvfølgelig har de så meget styr på sagerne, at de kan give præcise tal for, hvor mange sager, der er hvor i processen.

  • 0
  • 0
Jens Hørlück

Det er jo meget godt, at der kommer noget igennem; men hvad med køen?
i 2003 var der 960.000 tinglysninger af skøder og pantebreve og 2,5 mill tinglysninger af andre dokumenter. En del af de 2,5 mill. er ikke digitaliseret endnu. (jf. Deloittes analyse af IT tinglysning fra 2005)
Lad os antage, at der tallene for 2009 er på samme niveau. så burde der på de 20 dage have været 54.000 anmeldelser ALENE på skøder og pantebreve.
Plus mange flere af de "andre dokumenter"

Så der mangler meget. Det er de tal, jeg efterlyser. Ikke det skønmaleri, der her fremstilles.

  • 0
  • 0
Søren Frandsen

Jeg forsøger at få et lånetilbud fra min bank (på 3. uge). Min bank har blandt andet skrevet:

"Tingene er noget mere besværlige efter indførslen af e-tinglysning. ... og for en gangs skyld virker forbindelsen til Domstolsstyrelsen igen igen igen ikke. Det er simpelthen alt der vedrører bolig som er sat på stand by - og vi kan ingenting gøre !!!"

"vil bare lige oplyse dig om at Domstolstyrelsen er nede igen idag !!! Kan derfor desværre heller ikke arbejde med dine beregninger idag."

"Problemet er at der daglig er nedbrud i forbindelsen til Domstolstyrelsen, hvilket betyder at det er svært at lave beregningerne korrekt. - og det kan ikke lade sig gøre at lave et lånetilbud uden at forbindelsen har været der."

...

Ikke grundlag for kritik??? Right ...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder

Call to action

Der er ikke grundlag for den skarpe kritik, som advokater og boligrådgivere har rettet mod den digitale tinglysning i Version2 og andre medier de seneste dage, lyder det fra Tinglysningsretten. »Vi kan ikke genkende det billede, der kommer frem. Det er ikke en kritik, vi får fra alle andre brugere,«
siger dommer Sørup Hansen, retspræsident for Tinglysningsretten. Han erkender, at der er ventetid på at få behandlet de papirbaserede fuldmagter. Men en række andre kritikpunkter skyldes misforståelser, lyder hans forklaring. »Vi har et efterslæb på godkendelse af fuldmagter. Det skyldes, at der er kommet flere, end vi regnede med, og at de er af meget svingende kvalitet. Rigtig mange skal ...