På vej til VM: Dansk hold blandt verdens bedste til Starcraft II
I Sydkorea er Starcraft II en sportsgren på højde med fodbold. Det er det ikke i Danmark. Alligevel har et hold bestående af syv unge mænd i alderen 20-27 år kæmpet sig hele vejen til toppen i den såkaldte e-sportsgren Starcraft II.
Holdet tager 14. februar til Los Angeles, hvor de skal konkurrere med de tre bedste hold fra Nordamerika og Asien i at blive det bedste universitetshold i verden til Starcraft II. Holdkaptajn Daniel Kornum er derfor i fuld gang med at pakke til turen, da Version2 fanger ham på telefonen.
Daniel Kornum læser til daglig fysik på Aarhus Universitet. Han er altså ikke professionel, som mange af spillerne på de hold, som det danske hold har slået, og som stifter af holdet er han ikke i tvivl om, hvad den største udfordring bliver.
»Koreanerne. De er rigtig, rigtig gode. Det her er jo Starcraft II, og allerede i etteren var de rigtig gode,« siger Daniel Kornum til Version2.
Underdogs
Der var ikke rigtig nogen, der havde regnet med, at Daniel Kornum og hans hold ville nå så langt.
Daniel startede på Aarhus Universitet i sommer, og kendte ingen, der spillede Starcraft II. Han havde dog nogle kontakter i Collegiate Starleague fra et ophold i USA. Collegiate Starleague er den liga, der afholder verdensmesterskabet.
Han begyndte at samle et hold sammen gennem sine Facebook-kontakter og sit netværk, og efter tre uger stod han med 21 interesserede. Der skulle dog kun bruges syv, så feltet blev snævret ind, og holdet havde deres første kamp 10. november.
To måneder efter, 12. januar i år, blev holdet kåret til Europas bedste. Og det på trods af, at semifinalemodstanderholdet fra Catalonien rummede hele to professionelle spillere.
Daniel Kornum er ikke i tvivl om, hvad det danske holds hemmelighed er.
»Mange hold har en eller to spillere, der er rigtig gode, men resten af holdets niveau er ikke noget at råbe hurra for. De gode spillere kan vi ikke slå, men alt i alt slår vi dem. Vi er et solidt hold, og alle spillede har et højt niveau,« siger Daniel Kornum til Version2.
Daniel og resten af hans hold vender – forhåbentligt sejrrige – hjem til Danmark på mandag, hvor han har lovet at give Version2 en update på, hvordan det er gået dem.
