På DTU er fredagsbaren blevet et mødested for iværksættere

Antallet af startups på DTU boomer, og en række utraditionelle tiltag på universitetet har gjort det lettere for de studerende at blive iværksættere og mødes på tværs af studieretninger.

I kælderen i bygningen med det opmærksomhedskrævende navn Skylab på DTU står der en lille trækasse, som på det seneste er blevet omdrejningspunktet for studerende med høje iværksætter-ambitioner. En gang om måneden bliver kælderen fyldt med studerende fra forskellige dele af DTU og andre universiteter som KU og CBS til en lidt utraditionel fredagsbar.

Der er nemlig ved at ske en forandring på DTU: På blot et år er antallet af nye startups fra de studerende og ansatte på universitetet steget fra 19 til 51. Og når DTUs rektor hvert år under rusturen spørger de nye studerende, hvor mange der overvejer at starte deres egen virksomhed, så er der flere og flere af dem, der rejser hænderne. Udviklingen er blandt andet båret frem af en række nye initiativer på universitetet, heriblandt den mystiske kasse.

Læs også: 2014 var endnu et rekordår for DTU-startups

‘Pitchbar’ står der skrevet med stencils på kassen, og det er navnet på en af opfindelserne på universitetet, der skal bringe de iværksætter-aspirerende studerende sammen.

En efter en tager de forskellige studerende til fredagsbaren mod til sig og ringer på klokken, der står ved siden af ‘pitchkassen’. Denne gestus udløser ikke en gratis omgang i baren, som det ellers er traditionen, men bebuder i stedet, at den studerende har en idé, som han eller hun gerne vil pitche til forsamlingen. Herefter har vedkommende to minutter til at stille sig op på kassen og forelægge sin idé.

Det har blandt andet DTU-studerende Mads Ring benyttet sig af til at pitche sit speciale-projekt Idea Hackpack. Projektet gik ud på at lave et system til at validere startup-idéer, så studerende kan blive klogere på, om der reelt er et behov for deres opfindelser, inden de smider deres tid og opsparing efter dem.

»Jeg pitchede mit projekt, fordi jeg havde brug for feedback og potentielle brugere til at validere projektet,« siger Mads Ring, der læser en kandidatgrad i Innovation og Design på DTU.

Idéen vandt genklang hos DTU-studerende Jógvan Kjølbro, der selv stod og havde brug for input til sin iværksætteridé Flowguard, som er et computerstyret monitoreringssystem til stinkskabe i laboratorier.

»Vi havde lavet vores case og forretningsplan og ville gerne udforske mulighederne for opfindelsen,« siger Jógvan Kjølbro.

Uformelt møde over en øl

Skylab er DTUs største iværksætterfællesskab, hvor de studerende i to år har kunnet mødes på tværs af studieretninger og universiteter til at arbejde på deres opfindelser.

»Før var initiativerne spredt ud over universitetet, og det var en udfordring for de studerende at møde hinanden, fordi det er et stort campus. Nu kan de mødes i Skylab på tværs af alle discipliner,« siger koncerndirektør på DTU, Marianne Thellersen.

Pitchbaren er her et eksempel på, hvordan universitetet forsøger at bringe de studerende sammen på en mere uformel måde.

»Vi ville gerne lave nogle uprætentiøse sociale begivenheder, og da de studerende godt kan lide øl, så byggede vi pitchbaren,« siger projektleder i Skylab Pål Fernvall.

Skylab består af et stort åbent lokale, hvor de studerende iværksættere kan arbejde sammen med deres idéer ved forskellige borde. Der er projektrum med videokameraer, hvor de studerende kan afprøve deres opfindelser på nogle testpersoner ved at filme, hvordan de reagerer på et produkt. Samtidig er der flere rum med 3d-printere og -scannere samt en række værktøjer til at bygge prototyper i forskellige materialer, heriblandt til metal-svejsning og forarbejdning af træ.

Det var blandt andet i disse omgivelser, at den danske crowdfunding-succes Airtame startede. Opfindelsen er et trådløst hdmi-stik til fjernsyn og projektorer, der i starten af 2014 satte europæisk crowdfunding-rekord på IndieGoGo ved at have indsamlet omkring 10 mio. kr.

»Internet of Things-opfindelser som Airtame er et stort emne blandt iværksætterne herude,« siger Vignesh Krish, der er chef for universitetets acceleratorprogram for iværksættere, Stardust DTU, og fortsætter:

»Forskere fra de hårdere videnskabsområder som nanoteknologi og materialeteknolgi er nu med til at danne startups. Iværksætterne forsøger at kombinere både hardware og software.«

Eupry er endnu et eksempel på sådan en startup, der opstod sidste år på DTU. Dens opfindelse består af et system til smartphones, der kan overvåge vacciner, når de transporteres rundt i verden. Det er især nyttigt i udviklingslande, hvor mange vacciner går tabt under transporten på grund af køleanlæg, der enten bliver for varme eller for kolde i lastbilerne. Og så er det et kæmpe marked, hvor blandt andet verdenssundhedsorganisationen WHO hvert år køber vacciner ind for over seks mia. kroner.

Studerende fejler... og rejser sig hurtigt igen

Netop det med drømme stort om at indtage et verdensomspændende marked er noget, som danske iværksættere ikke traditionelt har været så gode til ifølge Stardust-chefen Vignesh Krish. Men det er begyndt at ændre sig.

»Mange startups sigter ikke efter en milliard dollars. De vokser sig store i Danmark, men har det svært ved at udvide sig herfra,« siger han.

»Det er især oplevelsen af at fejle, der er nødt til at ændre sig. Vi hjælper de studerende med at opbygge globale ambitioner, og de sigter også højere i dag,« siger han og peger på iværksætterbevægelsen Copenhagen for the win (#cphftw) som en af årsagerne til, at de studerende i dag tør satse mere.

Mads Ring oplevede selv, hvordan hans første startup fejlede. Tiltrukket af maskiner og 3d-printere begyndte han at udforske Skylabs muligheder for to år siden, hvilket hurtigt udviklede sig til en forretningsidé. Hans opfindelse bestod i et apparat, der kunne måle niveauet af blodsukker for type 1 diabetikere, men iværksætter-eventyret endte brat, da de studerende ikke havde taget nogle patenter på det amerikanske marked og løb ind i problemer med den amerikanske Fødevare- og Lægemiddelforvaltning, FDA.

»En af de store udfordringer for de studerende er at omfavne en fiasko. Det handler meget om ens mindset. Mange forventer, at den første startup bliver en succes,« siger Mads Ring.

Derfor har DTU indgået en række partnerskaber med fonde, så universitetet kan give små legater til de studerende, som gerne vil have testet deres idé af på markedet, får de går »all-in«.

»Vi giver en lille sum penge til at udforske markedet. Det er på et meget tidligt stadie, hvor det ellers er svært at finde investorer,« siger iværksætterdirektøren Marianne Thellersen.

»Ved at få de her små pengesummer, kan de studerende fejle og få den nødvendige erfaring, mens de studerer, hvilket er rigtig godt. Måske klarer du det i femte forsøg - det er sådan en tankegang, der er behov for,« siger Mads Ring, der selv har finansieret flere af sine iværksætter-projekter ved at sælge 3d-printede design via online-markedspladsen Shapeways.

»Der er så mange måder at få produkterne tidligt på markedet i dag og få fat i tidlig finansiering,« siger han.

Det er både de studerende og de ansatte på DTU, der er blevet mere aktive iværksættere på det seneste. Således er 30 af 51 nye startups på DTU sidste år startet af ansatte, mens de studerende stod for 21 af dem.

Alligevel er der en mærkbar forskel på de to typer af iværksættere ifølge Marianne Thellersen:

»De studerende er hurtigere og mere pågående. Det er vigtigt at tage handling og ikke tænke for meget. De studerende undersøger markedet, laver prototyper og handler, hvorimod de ansattes startups er mere velgennemtænkte fra begyndelsen,« siger hun og fortsætter:

»De studerende vinder ved at teste i markedet, fordi det er svært at vide, hvad kunderne vil have på forhånd. Det svært at sidde på campus og kende behov i markedet og få folk til at investere i sin idé.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ulrik Moe

Vi er et startup fra CBS og DTU og min oplevelse er at DTU stort set ikke gør noget for iværksættere, i hvert fald ikke etablerede iværksættere. DTU har tydeligvis ønsket at Skylab (og iværksætteri på DTU) skulle understøtte undervisningen og gøre de studerende mere entreprenante, begge dele er de lykkedes med, men desværre ikke meget mere end det. DTU/Skylab kunne nemt blive en honey pot for iværksættere og venturekapital, men det sker kun hvis DTU vælger at gå 'all-in'.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere