Overfyldte flashkort kan slette data

Et knips for meget med kameraet kan betyde, at alle data på flashkortet forsvinder permanent. Mange rapporter om fejl.

Recovery virksomheden IBAS Danmark får dagligt henvendelser fra fortvivlede danskere - både private og erhvervsdrivende, som søger hjælp til at gendanne data fra flashkort.

En hyppig årsag til henvendelserne er overfyldte flashkort. Situationen kan ifølge IBAS-direktør Henrik Andersen eksempelvis opstå med visse kameraer, som gør brugeren opmærksom på, at kortet er fyldt op, men alligevel gør det muligt at tage et enkelt, men fatalt billede til - med det resultat at alle data på kortet bliver ødelagt.

»Den typiske situation er, når folk har fyldt deres kort med 2 gigabyte billeder og så kommer til at tage et billede for meget. Så kan man slet ikke komme til de gamle,« siger Henrik Andersen.

Data kan ofte ikke reddes

Datasletningen på flashkort forekommer, ifølge Henrik Andersen, populært sagt fordi kortets elektronik bliver nulstillet, når der bliver proppet for mange data på kortet. Og netop fordi der er tale om transistorer og ikke magnetiske spor, som det er tilfældet med en harddisk, så kan selv ikke IBAS gendanne tabte flashdata.

»Vi har nogle situationer, hvor man desværre ikke kan gå ind redde data på grund af det,« siger Henrik Andersen.

Kun i fire ud af 10 tilfælde kan IBAS redde fysisk ødelagte flashkort, som er blevet defekte på den ene eller den anden måde, mens redningsprocenten for harddiske er over 90 procent. Derfor advarer Henrik Andersen også generelt mod at bruge flashenheder eller USB-nøgler til at opbevare data på.

»Det er generelt en meget dårlig idé, at bruge flashkort eller USB-nøgler til backup af data. Der er flere faktorer, som kan ødelægge data på disse enheder. Blandt andet statisk elektricitet,« siger Henrik Andersen.

Henrik Andersen understreger, at det ikke er alle typer af flashkort, der sletter data, hvis de bliver overfyldte - det afhænger af producenten. Han vil dog ikke oplyse, hvilke producenter der leverer de usikre kort, eller hvilke kameratyper der er indrettet på en måde, så det kan lade sig gøre at overfylde kortene.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere