Når ekspedienten i supermarkedet stiller spørgsmålet, der er så sikkert som amen i kirken, 'Vil du have kvitteringen med?', så er computeren allerede kommet hende i forkøbet.
Allerede et sekund efter, at der er trykket ‘godkend’ på dankortterminalen i Netto, kan kvitteringen nemlig ligge klar i digital form i MobilePay.
Løsningen, der markedsfører sig selv under sloganet ‘Slut med krøllede kvitteringer’, er sidste nye tiltag fra Danske Banks app til mobilbetalinger, som har taget Danmark med storm med sin iværksætter-agtige tilgang til produktudvikling siden sin lancering for to år siden i maj 2013.
Bag løsningen med de digitale kvitteringer står den danske iværksættervirksomhed Storebox (tidligere kvittering.dk), der indtil videre har 200.000 registrerede brugere i Danmark, Sverige og Norge. Storebox har hidtil været en stand-alone-app, hvor man som bruger registrerer sit kreditkort. Når man så efterfølgende handler i de butikker, der samarbejder med appen, med det samme kreditkort, sender butikken automatisk en digital kopi af kvitteringen ud i skyen.
Fra og med mandag den 22. juni 2015 er denne løsning nu officielt integreret i MobilePay, så brugerne kan tilgå de digitale kvitteringer direkte fra Danske Banks betalingsapp også.
»Vi har indgået et partnerskab med MobilePay, hvor vi får masser af brugere på, og det skubber også i forhold til, hvor mange butikker der kobler sig på,« siger stifter og direktør for Storebox Jacob Aisen, der satser på at have mindst 500.000 brugere, inden året er omme.
Kvitteringsløsningen fungerer ved, at man i MobilePays seneste app-opdatering kan acceptere at sende blandt andet sit navn, e-mail og kortoplysninger automatisk videre til Storebox. Det gælder for samtlige af MobilePays over to millioner brugere.
Derefter vil man få adgang til kvitteringerne i appen direkte efter købet i butikker som blandt andet Føtex, Netto, Bilka og Matas.
Appen er gratis at bruge for brugerne ligesom MobilePay. Til gengæld betaler butikkerne et løbende abonnement samt et gebyr på omkring 12-15 øre pr. kvittering til Storebox for at være med i den digitale kvitteringsordning.
Til gengæld får butikkerne på sigt en mulighed for at identificere kunderne på kreditkortet og bruge det til at markedsføre rabatter og andre loyalitetsprogrammer til kunderne. Eksempelvis vil et supermarked kunne tilbyde en rabat til de kunder, der har handlet for 1.000 kr. inden for en måned. Normalt har virksomheder som Matas skulle bruge særlige loyalitetskort for at kunne identificere kunderne fra gang til gang, men det er nu ikke længere nødvendigt, når kunden først har oprettet sig direkte hos Storebox eller via MobilePay. Samtidig kan butikkerne også markedsføre sig på de digitale kvitteringer baseret på kundernes indkøb. Har man købt en Weber-grill, er det eksempelvis muligt for butikken at lægge et tilbud på grillkul ind i kvitteringen for at lokke kunden tilbage i butikken.
Der bliver dog ikke tale om, at data om kundernes købsvaner bliver tilgængelige for andre end den butikskæde, hvor købet fandt sted, forsikrer Storebox-stifteren:
»Vi giver butikkerne mulighed for at få mere at vide om deres egne brugere. Det er kun baseret på butikkernes egne data, som de selv ejer - vi deler ikke data mellem butikkerne,« siger direktør og medstifter af Storebox Jacob Aisen, der samtidig påpeger, at virksomheden via MobilePay kan være sikker på, at brugerne er CPR- og NemID-valideret.
Når man bruger den digitale kvitteringsløsning, er det også muligt at registrere sig som 'grøn bruger'. Det skulle efter sigende forhindre, at butikkerne printer en papirkvittering ud, når man er tilmeldt tjenesten. Det virker dog langtfra så godt som lovet efter Version2's test af løsningen. Undertegnede journalist bliver stadig mødt med det evindelige: 'Vil du have kvitteringen med?' i supermarkedet. Dette forsikrer Storebox-direktøren dog vil være på plads i alle butikkerne efter sommerferien.