Otte værktøjer til at holde pc'en opdateret

Sårbare applikationer på en pc er en sikkerhedsrisiko, som ikke klares gennem automatiske opdateringer. Det kan disse værktøjer hjælpe med.

Gennem de sidste par år har de it-kriminelle fået øjnene op for, at der på en typisk pc er et væld af applikationer, som indeholder sikkerhedshuller og som aldrig bliver opdateret.

Det har blandt andet ført til angreb mod QuickTime, Adobe Reader og andre applikationer, som kræver en indsats fra brugeren for at blive opdateret.

Især programmer, som brugeren selv sjældent benytter, men alligevel har installeret, udgør en sikkerhedsrisiko, fordi de i mange tilfælde enten kræver en manuel opdatering eller kun henter automatiske opdateringer, når brugeren kører programmet.

Mens Linux-brugerne typisk overlader det til deres foretrukne distributør af opdateringspakker at installere opdateringer, så må Windows- og Mac-brugere tage tredjepartsprogrammer til hjælp.

Sikkerhedsorganisationen SANS' Internet Storm Center har samlet otte værktøjer, som dens brugere har anbefalet.

De kan supplere de indbyggede opdateringsfunktioner i Windows og Mac OS X, som typisk kun tager sig af henholdsvis Microsofts og Apples egne applikationer.

Et af de mest populære er danske Secunias Personal Software Inspector, som fås i både en kommerciel og gratis udgave. Det er et program, som har mange brugere, men enkelte er utrygge ved, at programmet sender information om de installerede applikationer til Secunia.

Til Windows anbefaler Internet Storm Centers brugere derudover UpdateStar, som også findes i en gratis udgave, Software Update Monitor eller SUMo, som også er oversat til dansk og Belarc Advisor, som kun er til private brugere, selvom samme firma også tilbyder kommercielle produkter.

Dertil kommer RadarSync, som tilbyder en gratis onlinebaseret scanning, og Version Tracker som ligeledes tilbyder en gratis online scanning og sælger et kommercielt produkt.

Endelig er der det gratis program Update Checker, som dog kun er tilgængelig i en betaudgave.

Til Mac findes der også en version af Version Tracker, men Apple tilbyder også dets egen widget App Update, som ligeledes kan benyttes til at holde styr på alle opdateringer, der er tilgængelige til de programmer, der er installeret på Mac'en.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ove Andersen

Det er ikke fordi der er opdateringer til Version Tracker Pro? :P

Ej desværre, har ikke lige noget bud.. Udover en format af XP.. Det plejede ofte at virke på uforklarlige problemer, kan jeg huske fra mine Windows dage :)

  • 0
  • 0
Tommy Beck Kobberøe

Nu har jeg prøvet Secunia PSI på både XP og Windows 2000, det virker fortrinligt.

@Kim, tak for din kommentar, som jeg finder en del mere nyttig end Ove's. Jeg kan undre mig over at han gider læse artikler om Windows og kommentere på dem, når han ikke selv bruger det.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere