Orlando dropper digital kamerajagt efter mistænkte: For meget teknisk bøvl
Den amerikanske by Orlando har stoppet et forsøg med Amazons software til realtime ansigtsgenkendelse efter 15 måneder med tekniske problemer og desuden tvivl om, hvorvidt systemet rent faktisk virker. Det skriver Orlando Weekly.
Pilotforsøget med softwaren, kaldet Rekognition, blev etableret i oktober 2018.
Meningen var at politiet kunne uploade et billede af en eftersøgt eller mistænkt og så ville systemet identificere personen, hvis han eller hun passerede et af de otte opstillede kameraer.
Men over for lokale medier måtte it-chefen i Orlando erkende, at systemet ikke virkede stabilt. Især har der været problemer med båndbredden. Og nu har man altså taget konsekvensen:
»På nuværende tidspunkt er byen ikke i stand til at afsætte de ressourcer, der kræves til konfiguration og test i pilotforsøget, og som gør det muligt at opnå tilstrækkeligt gode resultater,« lyder det i et notat fra bystyrets administration til byrådet ifølge Orlando Weekly.
Desuden tilføjer man, at byen »ingen umiddelbare planer har for fremtidige forsøg med denne type ansigtsgenkendelsesteknologi.«
Den amerikanske menneskerettighedsorganisation, American Civil Liberties Union, satte for godt et år siden fokus på Orlandos forsøg med ansigtsgenkendelse, hvilket udløste protester fra borgerrettighedsgrupper over hele USA, der var bekymrede for krænkelse af privatlivets fred, muligheden for for misbrug og en tendens til, at sådanne systemer oftere udpeger mørke kvinder end hvide mænd.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.