Organisationer i desperat opråb om ulovlig logning: »Stop overvågningen af os alle sammen«
»Kære folketingsmedlem.«
Sådan starter det åbne brev, der her til morgen pryder flere af omnibus-medierne som helsideannoncer.
Martin Lemberg-Petersen, Chef for politik og samfund, Amnesty Birgitte Kofod Olsen, Forperson, Dataethics.eu Marlene Winther, Formand, Danske IT Advokater Rikke Hvilshøj, Adminstrerende direktør, Dansk it Camilla Gregersen, Formand, Dansk Magisterforening Hanne Marie Motzfeldt, Forsker i digital forvaltning, Københavns Universitet Danielle Løw, juridisk konsulent, Danske Advokater Niels Bertelsen, Formand, Prosa Thomas Damkjær Petersen, Formand, Ingeniørforeningen IDA Anders Kjærulff, Bestyrelsesmedlem, Borgerretsfonden Bjørn Elmquist, Formand, Retspolitisk Forening Jacob Mchangama, Direktør, JustitiaBrevets afsendere
»Snart skal du tage stilling til, i hvilket omfang der fortsat skal indsamles oplysninger om, hvem man her til lands taler i telefon med, hvor man befinder sig, når man taler, og hvor længe der tales(...). Uanset, om de nogensinde har været på kant med loven,« lyder det i det åbne brev.
Brevets timing skyldes, at folketingspolitikerne netop skal drøfte en længe ventet revision af logningsreglerne i danmark på tirsdag.
»På trods af kritik fra EU-domstolen er det foregået på denne måde i mange år. EU-domstolen har i tre domme gjort det klart, at generel og udifferentieret logning af alle borgeres telefonsamtaler er urimelig og i strid med privatlivets fred,« lyder det kontant fra brevets afsendere.
Bred appel
Appellen kommer fra en bredt sammensat gruppe med en klar overvægt af juridiske organisationer i form af blandt andre Danske Advokater, Danske IT Advokater og retspolitisk forening, men også tech-organisationer som IDA, Dansk IT og Dansk Magisterforening står som afsendere.
»Vi er enige med EU-domstolen og mener, at det er uacceptabelt at alle borgere skal mistænkeliggøres og overvåges. Det er en grundlæggende del af at leve i et frit land, at vi kan bevæge os frit rundt og ringe til, hvem vi har lyst,« siger Thomas Damkjær Petersen, der er Formand for Ingeniørforeningen IDA.
Derudover har forsker i digital forvaltning på Københavns Universitet, Hanne Marie Motzfeldt, også underskrevet brevet.
Forstår behovet for logning
Brevets afsendere giver dog udtryk for, at man godt forstår behovet for nogen form for logning:
»Politiet skal selvfølgelig have gode betingelser for at efterforske grov kriminalitet og sikre vores land mod terrorangreb(...),« lyder det fra afsenderne af brevet, der samtidig understreger, at politiet de seneste år har fået en række andre, nye værktøjer. Herunder ansigtsgodkendelse i lufthavnene, nummerpladegenkendelse på vejene samt bedre og bedre mulighed for at overvåge danske borgere med kameraovervågning.
»Vi vil derfor gerne opfordre til, at du (som politiker, red.) sætter dig grundigt ind i både lovforslag og høringssvar, når du skal vurdere, om vi virkelig vil leve med, at grundlæggende frihedsrettigheder for os alle sammen indskrænkes.«
Version2 fik i sidste uge afslag på en aktindsigts-anmodning i netop høringssvarene til dette kommende lovforslag. Justitsministeriet ønsker nemlig ikke, at offentligheden ser høringssvarene, før det endelige lovforslag præsenteres. Høringssvarene er heller ikke blevet lagt op på hoeringsportalen.dk trods den vellydende introtekst på siden:
»Målet med Høringsportalen er at give offentligheden én digital indgang til lovforslag, udkast til bekendtgørelser mv. samt høringssvar, så der skabes mere åbenhed i lovgivningsprocessen.«
Version2 følger sagen.
