Der er behov for, at EU laver en klar aftale for overførsel af persondata til tredjelande i kølvandet EU-domstolens afgørelse i den såkaldte Schrems II-dom.
Sådan lyder opfordringen fra brancheorganisationerne IT-Branchen og Dansk Erhverv, der har sendt et høringssvar til Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB), skriver Computerworld.
Afgørelsen fra EU-Domstolen betød, at EU's tidligere aftale om overførsel af persondata til USA ved navn Privacy Shield, blev underkendt.
Det har ført til forvirring i det europæiske erhvervsliv, og selvom EU er kommet med en række anbefalinger på området, er der ifølge de to organisationer brug for klare aftaler, hvis man vil undgå, at situationen får konsekvenser for den digitale udvikling i Danmark og resten af EU.
»Vi har ikke i dag reelt muligheden for at fravælge dataoverførsler til 3.-lande, og i særdeleshed ikke til USA. Det er derfor meget vigtigt, at EDPB (EU's datatilsyn, red.) – indtil der foreligger en ny aftale med USA – fremkommer med detaljerede retningslinjer og eksempler, der viser, hvordan tingene skal gøres i praksis,« lyder det fra Martin Jensen Buch, chefkonsulent i IT-Branchen, i meddelelsen.
Han bakkes op af erhvervsjuridisk chef i Dansk Erhverv, Sven Petersen, som peger på, at det er vanskeligt for eksempelvis små virksomheder at navigere i lovgivningen på området på trods af EU's anbefalinger for dataoverførsel til tredjelande.
Det kan tage flere måneder for EU, før en ny aftale om dataoverførsel er på plads med USA, og ifølge de to brancheorganisationer bør den opgave stå øverst på prioriteringslisten i EU sammen med arbejdet om en Brexit-aftale.