Oracles komprimeringsteknologi Hybrid Columnar Compression bliver nu også tilgængelig i selskabets ZFS Storage Appliance og Pillar Axiom storage-systemer. Hidtil har teknologien været brugt i Oracles Exadata-system, men en opdatering til Oracles database gør det nu muligt at bruge den på mere mainstream-systemer. Det oplyser Oracle i en pressemeddelelse.
Ifølge Oracle er selskabets egen komprimering mere effektiv end de tilsvarende teknologier fra konkurrenterne EMC og NetApp. Oracle hævder således, at kunderne vil kunne få tre til fem gange større komprimering ud af Oracles egne systemer.
For en database på 1 petabyte vil Oracle kunne komprimere en Oracle Database i forholdet 16 til 1, så den blot vil kræve 60 terabyte lagerkapacitet. Ifølge Oracle vil EMC blot kunne levere 3 til 1 komprimering, så det samme datasæt vil fylde 334 terabyte.
Mindre diskplads betyder også mindre fysisk plads til storagesystemet, mindre strøm og mindre køling ifølge Oracle.
Opdateringen til Oracle Database 11g Release 2 vil blive frigivet i løbet af Oracle OpenWorld-konferencen, som åbner mandag i San Francisco.