Oracle holder liv i SPARC: Her er T3 med 16 kerner på samme chip

16 kerner og 128 tråde i samme processor skal gøre det muligt at køre 128 virtuelle servere på én fysisk server, lover Oracle, som nu kommer med den næste version af Suns SPARC-processor T3.

Der var formentligt mange, som havde afskrevet SPARC-platformen til at dø en stille død, efter først Sun Microsystems havde haft økonomiske vanskeligheder og derefter blev købt af Oracle. Men nu kommer Oracle med en ny version af processoren.

Den nye SPARC T3, som fortsætter traditionen med vandfaldsnavne efter Niagara med Rainbow Falls, kommer i første omgang i to servere fra Oracle.

Selve processoren har 16 kerner på samme chip og ligesom med forgængerne i SPARC har hver kerne hardwareunderstøttelse for flere parallelle tråde. Nærmere bestemt otte tråde for hver kerne, så én enkelt processor kan understøtte op til 128 tråde.

Det betyder naturligvis, at hver enkelt tråd har forholdsvis begrænset regnekraft, men til gengæld kan det være interessant til specielle formål. Som eksempelvis at køre mange virtuelle maskiner, hvilket er netop ét af de formål, som Oracle har tænkt sig at bruge T3 til.

Oracle har dets egen virtualiseringssoftware, Oracle VM Server, som netop er kommet i en ny version, som understøtter den nye SPARC T3. Den kombination gør det i teorien muligt at køre 128 virtuelle servere på én enkelt processor.

De nye SPARC T3-processorer kommer i to nye servere. Den ene er en enkelt bladeserver med én sokkel, og den anden er en tre unit rackserver med fire sokler. Den sidste model vil altså kunne have 512 tråde.

Udover virtualisering, så har SPARC-platformen traditionelt været udbredt på specialiserede systemer inden for blandt andet finanssektoren og teleselskaber.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jeppe Toustrup

Den nye SPARC T3, som fortsætter traditionen med vandfaldsnavne efter Niagara med Rainbow Falls, kommer i første omgang i to servere fra Oracle.

Der er fire server modeller som bruger den nye CPU model: * T3-1 2U server med 1 CPU * T3-2 3U server med 2 CPUer * T3-4 5U server med 4 CPUer * T3-B1 blade med 1 CPU

Dejlig lette produktnavne :)

  • 0
  • 0
#2 Deleted User

Hvis der er produkter baseret på processoren på gaden nu så må det meste af udviklingsarbejdet have fundet sted før Oracle overtog biksen. Der ville helt sikkert ikke have været økonomi i at stoppe projektet så sent.

Næste generation derimod har ved overtagelsen næppe set mere end en smule indledende arbejde, om noget overhovedet, så Oracle vil få fuld valuta for at droppe den.

Selvfølgelig ikke dermed sagt at Oracle nødvendigvis vil stoppe udviklingen af SPARC, det her er blot ikke noget brugbart tegn på det modsatte.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere