E-mails mellem Google og Sun fra Androids spæde barndom, afslører at de to softwaregiganter var tæt på en aftale om at bruge Suns programmeringssprog Java til Android. Det skriver Venturebeat.com.
Dog valgte Google alligevel at bruge deres egen version af Java til Android, fordi Google ikke ville have, at Sun skulle have kontrol over nøglekomponenter i Android.
Ifølge den tidligere Google-CEO Eric Schmidt, som også arbejdede på Java, da han var ansat ved Sun, forlangte Sun licensafgifter, hvis en virksomhed ville bruge Suns implementering af Java. Men hvis en virksomhed brugte sin egen implementering slap man for licenser.
Derfor følte Google sig ikke forpligtet til at købe licens til Android. Eric Schmidt forklarer dog, at Google var parat til at betale Sun, hvis virksomheden havde valgt at bruge Suns Java.