Oracle bøjer sig: Vil alligevel lave software til Itanium-servere

Oracles software kommer alligevel til HP's Integrity-servere. Oracle havde ellers besluttet at droppe Itanium-platformen, men tabte en retssag, som HP havde anlagt.

Den nye version af Oracle Database kommer alligevel til at kunne køre på HP's Integrity-servere. Det skriver Bloomberg.

Oracle har valgt at følge den afgørelse, som en dommer kom med i august, hvor dommeren gav HP medhold i, at Oracle var forpligtet til i kraft af en aftale mellem Oracle og HP at fortsætte med at understøtte Integrity-platformen.

Læs også: HP vinder over Oracle: Tvinger Oracle til at lave software til Itanium

Oracle havde ellers besluttet at droppe platformen, fordi den er baseret på Intels Itanium-processorer, som i dag stort set kun benyttes i netop HP's Integrity-serie af servere, der er beregnet til at have ekstra høj driftsstabilitet.

Itanium-versionerne af Oracles software vil nu komme til at følge samme cyklus som en anden processor-platform nemlig IBM's Power-processorer, skriver Bloomberg.

Derudover skal Oracle også vedligeholde softwaren til den betydeligt mere udbredte x86/x64-platform og til Oracles egne Sparc-processorer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere