Optimal it-vejrudsigt: Servere køles bedst med 2 frostgrader

Et par graders frost er den temperatur, hvor frikøling af datacenteret giver den største effekt, så vintervejret betyder, at datacentre med frikøling sparer på elregningen.

Børnene er ikke de eneste, der foretrækker en frostkold november frem for en normal regnvåd november med et par grader over frysepunktet. Når temperaturen bevæger sig under frysepunktet, rammer man nemlig det punkt, hvor frikøling af datacentrene bliver udnyttet bedst.

»Jeg joker med, at jeg aldrig før har været så glad for at skrabe is af bilen. Det er godt for omkostningerne,« siger administrerende direktør Peder Bank fra Interxion.

Hos Interxion og flere andre steder har man installeret frikøling, som kan supplere eller under optimale forhold helt erstatte traditionel kompressorkøling af datacenteret.

Frikøling fungerer ved at blæse luften fra omgivelserne forbi køleplader eller kølerør med vand, og for at det skal fungere, er luften nødt til at være koldere end den temperatur, man ønsker, at kølevandet skal have.

Et frikølingsanlæg kræver typisk en temperaturforskel på minimum 5-6 grader, også kaldet for Delta-T. Det vil sige, at hvis man har et anlæg med en Delta-T på 6 grader, og man skal bruge kølevand med en temperatur på 10 grader, så skal luften have en temperatur på højst 4 grader, før frikølingen fungerer.

Falder temperaturen yderligere, så bliver kølingen endnu mere effektiv, indtil man når et punkt, hvor anlægget ikke bliver mere effektivt, selvom temperaturen falder. Det punkt ligger på omkring et par grader under frysepunktet.

»Jo længere temperaturen bevæger sig ned omkring et par graders frost, jo mindre energi skal vi bruge for at holde en konstant temperatur i datacenteret. Når vi kommer ned omkring frysepunktet, så kan vi bruge frikøling mere og bruge traditionel kompressorkøling mindre,« siger Peder Bank.

Frikøling kræver væsentligt mindre strøm end kompressorkøling, og det er grunden til, at frikøling i dag tænkes med ind i alle nye datacentre, fordi det giver lavere driftsomkostninger og samtidig giver datacenteret en mere grøn profil.

»For en miljøbevidst datacentermand, så er det her vejr optimalt,« siger Peder Bank.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anders Kvist

Mine kompressorer har holdt sig i baggrunden siden uge 40 og kun lige været i gang et par varme dage i uge 42+43. Når vi er under 10 grader, så kører vi 100% på frikøl. Men vi holder også ca. 20-21 grader i serverrummet - det er mere behageligt at være i, væsentligt billigere at køle og har ingen betydning for hardwaren...

/Anders

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere