Oprydning efter it-kaos i Skat kan koste 15 milliarder
Skrotningen af gældsindrivelsessystemet EFI har kastet Skat ud i så store problemer, at skatteministeren nu vil forsøge at skaffe opbakning i Folketinget til en redningsplan. Men regningen kan ende på 15 milliarder kroner, vurderer formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen fra SF, ifølge DR.
Skat har været ramt af en række skandaler i milliardklassen, hvor der blandt andet er blevet svindlet med indberetninger af aktieudbytte. Men Skat har også haft store it-problemer, som lige nu udgør de mest presserende problemer.
Der er således problemer med systemet til ejendomsvurdering, og ikke mindst var der det store system til inddrivelse af danskernes gæld til det offentlige, EFI, som kort efter idriftsættelsen endte med at blive skrottet.
EFI var en del af et gigantisk systemmoderniseringsprojekt i Skat, som samtidig skulle bruges til at effektivisere arbejdsgangene og munde ud i besparelser takket være lavere omkostninger. Men ledelsen i Skat gennemførte fyringsrunder og organisationsændringer i Skat, inden systemet var leveret og efterprøvet.
»Man håbede på, at man kunne reducere personalet ved at bruge en masse it-systemer, som ikke har fungeret fra starten af, og det ved man godt, for der er ingen it-systemer, der fungerer fra starten. Man har forsøgt at høste, inden man overhovedet har fået sået, og det ved enhver, der er vokset op i landbruget, at det ikke kan lade sig gøre,« siger Peder Larsen til DR.
Skatteminister Karsten Lauritzen er ifølge DR parat til at bruge et større milliardbeløb på at få Skat tilbage på ret kurs. Skat mangler et it-system, der kan udfylde den opgave, EFI skulle have løst, og det indebærer ansættelse af et større antal medarbejdere til at løse et stort antal opgave manuelt.
»Der er tale om investeringer for et anseligt milliardbeløb, hvis vi skal sikre, at Skat kommer foran problemerne i stedet for konstant at være bag ved dem. I stedet for at lappe skattevæsenet med lidt gaffa her og der, så skal vi bygge fundamentet til et fremtidssikret skattevæsen, og det gør vi altså ved at investere,« siger Karsten Lauritzen til DR.
Skat brugte i alt mere end 600 millioner kroner på EFI, og der er afsat yderligere 100 millioner kroner til en kontrolleret nedlukning.
Karsten Lauritzen har tidligere sagt, at der skulle være en midlertidig erstatning for EFI på plads inden udgangen af 2016, og et helt nyt system skal være klar i 2019.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.