Oprettede NemID - og fik navneforandring med i købet

En Version2-læser blev NemID-bruger og fik derefter - helt uventet - besked om, at hans navn var blevet ændret. Der skal ikke meget til for at udløse den slags breve, forklarer Digitaliseringsstyrelsen.

Tom Lennart Vilmer Paamand er lidt spændt på, hvad han egentlig hedder lige nu. I hans postkasse landede for nylig et standardbrev fra Nets DanID, som forklarede, at hans navneændring var registreret.

»Jeg har ikke selv gjort noget for at skifte navn og har ikke været i kontakt med CPR eller kirkekontoret eller noget lignende. Men så får jeg et kluntet brev fra NemID, som fortæller mig, at jeg har ændret navn. Mit nye navn stod desværre ikke i brevet, så jeg ved ikke, hvad jeg hedder nu. Det må du gerne spørge dem om,« siger Tom Paamand til Version2.

Brevet kom nogle uger efter, han skulle flytte og derfor blev nødt til at få NemID for første gang. Og selvom Tom Paamand som it-mand godt kan forestille sig, hvordan den slags fejl kan opstå, synes han stadig, at det er en sær måde at kommunikere til borgerne.

»Maskinerne skriver jo bare ud, som de bliver bedt om, når der sker en tåbelig systemfejl. Så jeg synes mest, at det handler om dårlig offentlig kommunikation til borgerne. Der er ikke nogen relevante kontaktoplysninger i brevet, så man kan få mere besked,« siger Tom Paamand.

Opkald til NemID-support og CPR-kontoret førte ham ikke nærmere en forklaring, men til sidst fik han kontakt.

»Jeg fik et dejligt telefonopkald fra en rar dame hos CPR-kontoret, der beklagede og fik detaljer om min proces, så hun kunne prøve at få stoppet NemID’s meningsløse breve, som mange andre tilsyneladende også havde fået,« siger Tom Paamand.

Vil ændre ordlyden i brevet

Hos Nets DanID henviser man til Digitaliseringsstyrelsen, da firmaet bag NemID er forpligtet til at sende sådan et brev, når CPR-kontoret giver besked om, at der er sket en ændring. Certifikatet i den del af NemID, der bliver brugt på offentlige hjemmesider, skal nemlig skiftes, hvis navnet bliver lavet om.

Og i Digitaliseringsstyrelsen har man ikke umiddelbart en forklaring på Tom Paamands mystiske ’navneændring’. Det er ved at blive undersøgt nærmere.

»Vi er i dialog om den sag og er ved at afklare, hvad der er sket. Men langt de fleste, der får et brev om det, har faktisk fået lavet en navneændring,« siger Charlotte Jacoby, souschef i Digitaliseringsstyrelsens kontor for it-standardisering og sikkerhed, til Version2.

Nogle gange sker der dog ændringer i CPR, som er så små, at de ikke lige er til at gennemskue for en borger, når et brev om navneændring lander i postkassen, forklarer hun.

»Der sker ændringer for eksempel ude på kirkekontorerne, som er ganske små og som ikke bliver opfattet som en navneændring af borgeren. Det er klart, at det kan være forvirrende,« siger Charlotte Jacoby.

For eksempel kan et mellemnavn blive flyttet, så det går fra at være et af flere fornavne til at blive en del af efternavnet. Den slags vil borgeren måske ikke opfatte som en navneændring, men det vil udløse en kode fra CPR om ændring, og dermed et brev om navneændring.

»Vi er i dialog med CPR-kontoret, og jeg vil gætte på, at det kan løses kommunikativt. Vi skal måske kalde det noget andet end en navneændring, hvis borgeren ikke selv føler, at navnet er ændret. Det kan være, det skal hedde registreringsændring,« siger Charlotte Jacoby.

Men princippet om, at man får et brev, når der sker selv den mindste ændring, skal der ikke laves om på.

»Vi bliver nødt til at fortælle borgeren om ændringer af sikkerhedshensyn. Vi skal være sikre på, at navnet i borgerens certifikat er rigtigt,« siger Charlotte Jacoby.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (33)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Sune Foldager

Rimelig meget en non-nyhed. I øvrigt, hvorfor er brevet "kluntet"? For mig virker det da klart nok: Vi har fået at vide fra CPR at du har ændret navn. Du får nu nye certs.

Hvad skulle der ellers stå? At der så her er sket en fejl (hos enten DanID eller CPR) er så en anden sag. Men fejl sker jo.

  • 8
  • 26
Christian Nobel

Lidt underligt at en voksen person der ovenikøbet et "it" mand aldrig har haft en nemid før??
Har han ikke en bank konto?

Jeg har da ikke "NemID", og det er der flere andre på V2's forum der heller ikke har.

Det gør at jeg er nødt til at traske ned til banken for at foretage mine bankforretninger, men sådan må det åbenbart være.

Hvis jeg kunne få en adgang kun til bank (og om man så kalder det "NemID", eller en elefant med roterende blink på hovedet, er jeg sådan set ligeglad med.) hvor jeg var 200% sikker på at bank og stat er helt, helt adskilt, så kunne det måske være (så er der selvfølgelig lige lidt detaljer med den centrale NSA/Nets løsning, Java osv.) at jeg ville overveje det, da det så "kun" drejer sig om penge.

Så vil NemID proselytterne sikkert sige, at jeg bare kan lade være med at aktivere den såkaldte OCES del - jo tak min bare, men når vi ser den inkompetance DanID lægger for dagen, og når det tages in mente at jeg ikke selv har kontrol over egen nøgle, så er det jo ikke sikkert at det går som de glittede papirer påstår.

Så ind til videre, nej tak.

  • 17
  • 4
Christian Nobel

Ifølge borger.dk:
Fra 1. december 2012 skal du melde flytning digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket.

Borger.dk - nåeh den der mærkelige rodebutik.

Skulle i går finde en formular til pasansøgning (som heldigvis stadig foregår ved henvendelse på borgerservice), hvilket ikke umiddelbart er muligt på rodebutikken.
Så er søgemaskinerne heldigvis ens ven, så på den måde kunne jeg finde et dybt link direkte til PDF'en.

Mht. flytning, så må jeg gentage at både Sander og Sahl Madsen har sagt at NemID er frivilligt, og selv den danske Emmanuel Goldstein, Lars Frelle Petersen, har erkendt at ikke alle kan benytte sig af digital selvbetjening.

Og hvis man er flyttet og tropper op på borgerservice for at fortælle at nu er man altså flyttet, mon så ikke kommunen vil føje sig - borgeren kan jo sådan set være ligeglad, og kommunen vil jo gerne have fingrene ned i borgerens tegnebog.

Endelig, hvad er sanktionerne?

  • 14
  • 4
Camilla Bang

jeg er en af dem, der har haft mange problemer med NemID pga. nogle fejl. Jeg har derfor fået mange breve fra NemID. Fælles er, at de umiddelbart er fuldstændig uforståelige. Når jeg så ringede ind, fik jeg en tilsvarende forklaring som beskrevet ovenfor. De har altid været flinke, men problemet var vanskeligt at løse.
Men brevenes formulering er næsten altid fuldstændig uforståelig. De forventer at borgeren har et dybere kendskab til konstruktionen af NemID, hvilket ikke burde være nødvendigt, fx bare fordi man skal melde flytning.

  • 10
  • 0
Christian Schmidt

Der sker ændringer for eksempel ude på kirkekontorerne, som er ganske små og som ikke bliver opfattet som en navneændring af borgeren.

Hvorfor sidder de og piller ved den slags ude på kirkekontorerne, hvis det ikke sker på foranledning af borgeren selv?

  • 15
  • 0
Hans Schou

Er man nødt til at have NemID når man skal flytte?


Nej. Du skal bare sende et håndskrevet brev inden 5 dage efter du er flyttet, hvor du fortæller at du er flyttet. Så har kommunen fået beskeden, og kan så ikke give bøder for ikke at have oplyst det på den rigtige måde.

Dem der ikke vil have NemID, og på en eller anden måde er tvunget til det, kan få en partsrepræsent (en person med NemID som varetager dine interesser). For yderligere info se Bekendtgørelse af forvaltningsloven §8. Jeg er gift med min partsrepræsent, mere underligt er det ikke.

Lige for tiden har jeg ikke selv NemID, men får det andet kvartal 2014 når der kommer en ECM-script (javascript) løsning. Oces får jeg aldrig nogensinde.

  • 6
  • 0
Martin Nielsen

Forklaringen om at et mellemnavn kan være flyttet fra fornavnet til efternavnet godtager jeg ikke. I så fald har jeg ikke gjort sit benarbejde godt nok.

Det ville vel ikke være svært at teste som hele navnet er det samme, inden man sender brevet. Altså lave en forespørgsmål hvor man kombinere fornavn og efternavn, hvorefter man sammenligner det gamle fornavn-efternavn med det nye fornavn-efternavn. Er de ens, skal der ikke sendes brev.

Dernæst kunne man også skrive det tydeligt i brevet, så borgeren kan se forskellen.
Tidligere fornavn:
Tidligere efternavn:
Nuværende fornavn:
Nuværende efternavn:

Er et af navnene blot flyttet, vil borgeren nemt kunne se det.

Det virker bare til, at systemerne endnu engang er udviklet til staten - og ikke til borgerne.

  • 8
  • 0
Tine Andersen

Nordfyns Bank har lige forsøgt sig med et (meget mislykket) reklamestunt: De sender et brev ud tl korrekt adresse, men med forkert navn. Efterfølgende får man et brev med ret navn, og en beklagelse, der går på at "jeg har sendt dig et brev, men navnet var muligvis forkert..." BLA bla bla.

Min mand troede, det var rigtigt, og skal aldeles aldrig bruge den bank "Hvis de laver den slags fejl!" (Aka: ikke kan slå adresser og navne op). Jeg mener, det er et reklamestunt, udtænkt efter en meget våd frokost! Og nej, jeg skal heller ike skifte til den bank. AMAOTER.

Tl gengæld har jeg et svært mellemnavn, og at blive tilskrevet "Morsom" Andersen, var morsomt nøjagtigt éen gang. (Eller Bronson: En kvinde ser rødt?!)

Men at forveksle en adresseændring med en navneforandring: Det må bare ikke ske!

Det er sjusk!
Mvh
Tine- aka Tina Morsom Andersne- som kommunen engang skrev mit navn! Hvis man ikke kan sdave til Andersen så kan man altid blive ansat i kommunen... B-)

  • 8
  • 0
Malthe Høj-Sunesen

Hvis du ikke anmelder flytning inden 5 dage efter du er flyttet kan du blive straffet med bøde. Læs CPR-loven §12 og §57. Om nogen nogensinde er blevet straffet aner jeg ikke.

Som jeg forstår "Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket", så kan de på Borgerservice eller biblioteket hjælpe dig med at flytte via Borger.dk.

I øvrigt tror jeg at Skat nok skal få fat i dine lønkroner, uanset hvor hen i landet du flytter.

  • 0
  • 0
Christian Nobel

Hvis du ikke anmelder flytning inden 5 dage efter du er flyttet kan du blive straffet med bøde. Læs CPR-loven §12 og §57. Om nogen nogensinde er blevet straffet aner jeg ikke.

Ja, men der er sådan set heller ikke det det drejer sig om, for sådan har det altid været - men CPR loven siger intet om at det skal foregå digitalt, så det kan ligeså godt være ved at troppe op personligt.

Som jeg forstår "Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket", så kan de på Borgerservice eller biblioteket hjælpe dig med at flytte via Borger.dk.

Men igen diskuterer vi hønen og ægget - der er ingen der siger at man ikke har tænkt sig at troppe op på borgerservice, men at man ikke har, eller vil have, NemID.

Herudover så er det da idioti, som kun djØFFERe kan anse for smart, at man mener det er rationelt at en borgerservice medarbejde skal bøvle et kvarter eller en halv time med at hjælpe en IT tung borger gennem noget helt banalt, i stedet for lige at klare ekspeditionen, face-to-face, på et minut.

I øvrigt tror jeg at Skat nok skal få fat i dine lønkroner, uanset hvor hen i landet du flytter.

Sikkert nok, men deres image er jo ikke alt for overbevisende for tiden.
Og herudover, så er der altså også noget der hedder kommuneskat, og den kan kommunen altså først få når borgeren er flyttet til kommunen - så tilflytterkommunen har nok (i de fleste tilfælde) en vis interesse i at borgeren flytter

  • 4
  • 0
Malthe Høj-Sunesen

Hvis du endelig vil argumentere, så kunne du i det mindste læse det jeg henviste til. I §12, stk. 3 står der: "Flytning skal anmeldes ved anvendelse af den digitale anmeldelsesløsning, som tilflytningskommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening)." Så jo, der står i CPR-loven at det skal foregå digitalt.

Videre står der:

"Flytteanmeldelser, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen", med følgende undtagelser:

"særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning"
"Kommunalbestyrelsen kan helt ekstraordinært ud over de i 3. pkt. nævnte tilfælde undlade at afvise en anmeldelse, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele for kommunen ved at behandle anmeldelsen på anden vis end digitalt."

Ganske simpelt: Medmindre det er billigere for kommunen at behandle din flytteanmeldelse på papir, så de ikke tage imod den - især når nu du kan finde ud af at bruge internettet. Bemærk at 'du' ikke er generelt, men henvendt lige præcis til dig.

  • 1
  • 2
Jesper Lund

Ja, men der er sådan set heller ikke det det drejer sig om, for sådan har det altid været - men CPR loven siger intet om at det skal foregå digitalt, så det kan ligeså godt være ved at troppe op personligt.

Så vidt jeg husker står der noget i retning af at kommunen som udgangspunkt skal afvise din flyttemeddelelse hvis den ikke er indgivet digitalt.

Hvilken retstilstand det stiller en NemID-nægter i er uklart. Det står på ingen måde klart i lovens bemærkninger. Du har pligt til at melde flytning, og det har du gjort, men kommunen har efter krav i loven afvist at behandle din anmeldelse.

Det får vi nok opklaret den dag hvor en borger slæbes i retten med krav om bødestraf for ikke at anmelde flytning til kommunen..

  • 5
  • 0
Jesper Lund

Ganske simpelt: Medmindre det er billigere for kommunen at behandle din flytteanmeldelse på papir, så må de ikke tage imod den - især når nu du kan finde ud af at bruge internettet. Bemærk at 'du' ikke er generelt, men henvendt lige præcis til dig.

Så simpelt er det nu ikke.. Som du skriver kan kommunen med loven i hånden afvise anmeldelsen. Men jeg mener stadig at borgeren har indgivet en anmeldelse om flytning rettidigt, hvilket er relevant i forhold til cpr-lovens straffebestemmelser for ikke at anmelde flytning.

En anden interessant situation er hvis du anmelder flytning ikke-digitalt sammen med en anmodning om fritagelse. Inden din anmodning om fritagelse er behandlet, og alle administrative klagemuligheder hele vejen til Folketingets Ombudsmand er udtømt (for slet ikke at tale om efterfølgende retssager mod kommunen..), er der gået væsentligt længere tid end cpr-lovens frister for at anmelde flytning.

Heldigvis har kommunen mulighed for at fravige kravet om digital anmeldelse hvis det giver mening ud fra en samlet økonomisk vurdering, og det må være langt billigere for kommunen at behandle en ikke-digital flytteanmeldelse end at behandle en anmodning om fritagelse med efterfølgende risiko for klager over afgørelsen.

Hvis du flytter til en anden kommune, vil de nok også gerne have din kommunale indkomstskat.

Money talks..

  • 4
  • 0
Tom Paamand

Surt at jeg ikke havde tid og tålmodighed til at udfordre reglerne med et personligt brev om flytning. Jeg stod på Borgerservice med mit pas, men blev henvist til reglerne, som de står på kommunens hjemmeside: "Du skal melde flytning med digital selvbetjening".

Jeg har intet aktuelt ønske om at ændre navn, og det har altid været stavet på samme måde ved kontakt med det offentlige - om det så er fra skattevæsen, kommune eller justitsministeriet. Mit just tilsendte nye gule kort har nøjagtigt den samme stavemåde som det forrige.

Jeg har ingen kontakt til kirkekontoret, og aner ikke hvilke andre databaser, der pludselig skal til at snakke sammen om mig, efter at jeg nu har fået det digitalt halsbånd på. Men er som nævnt mest irriteret over, at der ikke var nogen indlysende måde at få yderligere oplysninger på.

NemIDs telefoner efterlader dig i en digital karrusel, hvor ingen af mulighederne passer til sagen, og personlig betjening ikke er mulig. Umiddelbart er sagen blot kuriøs, men den påståede navneændring kunne være tegn på identitetstyveri, hvor det er nødvendigt at få lukket hullet hurtigt.

  • 2
  • 0
Christian Nobel

Hvis du endelig vil argumentere, så kunne du i det mindste læse det jeg henviste til. I §12, stk. 3 står der: "Flytning skal anmeldes ved anvendelse af den digitale anmeldelsesløsning, som tilflytningskommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening)." Så jo, der står i CPR-loven at det skal foregå digitalt.

I stand corrected - jeg må indrømme at jeg ikke var klar over at CPR loven var opdateret i år, så det digitale ligefrem er skrevet hårdt ind i loven.

Men stadig, hvad er sanktionerne, hvis jeg nægter at lade mig underkaste en digital løsning som jeg mener er kompromitterende for min digitale sikkerhed - er stavnsbåndet så reelt genindført?

Er vi derude i dette land, at det er tilladt for myndighederne at gennemtvinge en løsning der ikke er lovlig, ved at den private gate-keeper elegant udelader adjektivet "avanceret", uden at borgerne har nogen sanktionsmuligheder over for statsmagten, men den anden vej rundt så skal borgerne bare underkaste sig?

Velkommen til 1984, en virkelighed der allerede er over os.

  • 9
  • 1
Claus Jacobsen

Altså hvis det er den "rigtige" altervin gør det nu ikke noget! :D (eg. den med alkohøl)

Da Jeg for en del år siden skulle flytte lidt rundt indenfor grænserne af Århus kommune, startede jeg med at tage en tur på posthuset for at få de der fine røde sedler. - Men tænkte må nu hellere lige undersøge om ikke det kunne lade sig gøre bare at sende dem en mail. Min håndskrift er temmelig lægeagtig og der kan derfor let komme til at blive læst forkert. OG sandelig jo. Man måtte faktisk HELST GERNE sende dem en mail i stedet for at udfylde alle de sedler. (længe før SværID's fremkost, selvom den da godt nok var i støbeskeen)
Det måtte jeg da selvfølgelig prøve for at undgå problemer. En måned eller to efter flytningen kunne jeg så stadig ikke forstå hvorfor jeg ikke havde fået nyt sygesikringsbevis - de plejer at komme temmelig hurtigt efter flytningen. Så jeg måtte altså traske ned på den "lokale" (3km i århus) borgerservice for at se hvad der var sket.
JA de havde da fået mit postnummer rigtigt - men det var vist i virkeligheden også det eneste rigtige de havde lavet.
OG jeg mente ellers at det skulle være muligt at forstå følgende mail:

HEJ i Århus Kommune

Per den xx/xx-XX flytter jeg.
MIT CPR-nummer er: xxxxxx
Min nuværende adresse er:
Navn: xxxx
Adresse: xxxx
postnummer/by : xxxx

OG Jeg flytter til:
Navn: xxxx
Adresse: xxxx
Postnummr/by: xxxx

Med Venlig Hilsen
xxxx

Der må have manglet toner i printeren den dag de printede det ud, synes det var virkelig godt klaret at det eneste rigtige var postnummeret.

Jeg snakkede så med borgerservice, og damen dernede rettede det pænt. Da hun begyndte at skrive undrede jeg mig endnu mere . Der var rent faktisk hjælp til dem i form af autofuldførelse, og da hun skrev husnummeret forkert første gang kom den frem og sagde det ikke eksisterede - så hvordan i al vide verden man kun kunne få postnummeret rigtigt er jeg stadig meget i tvivl om den dag i dag.

  • 4
  • 0
Lasse Hillerøe Petersen

Hvorfor er den slags tildelt kirker?!
Åndssvagt og kun fordi der så er en ministerpost mere :-/

Faktisk ikke så åndssvagt endda, på en lidt pervers måde. Ganske vist er jeg ateist, men jeg har en god veninde som er kordegn, og derfor kender jeg lidt til hvad de laver på kirkekontoret. Og det er klart mit indtryk, at den personlige service, man kan få på kirkekontoret, ofte er ubeskriveligt meget bedre end den service man idag kan forvente i borgerservice. Ikke mindst fordi borgerservice vist efterhånden mange steder foregår på biblioteker, hvor det er biblioteksansatte (med et eller andet kursus), som varetager "servicen", og ikke nødvendigvis er ret dybt inde i selve sagsområderne - mens kordegne faktisk har noget uddannelse og indsigt i de processer de varetager.

  • 0
  • 0
Asbjørn Jensen

Nå nu embedsværket vil give dig et nyt navn: accepter det (joke)
På en eller anden måde er det rationelt for dem.
Sandsynligvis har de ikke skiftet dit navn, de har af en uforklarlig grund sendt dig et standardbrev (som skal dække alle former for borgerkontakt) og det bliver så til en løgn i forhold til dig

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize