Opråb til det offentlige: Drop egotrippet og send it-drift ud af huset

Mere end halvdelen af landets myndigheder vælger fortsat selv at stå for it-driften. Dansk Erhverv retter nu en appel til myndighederne om at droppe attituden.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at mere end halvdelen af myndighederne i Staten og kommunerne foretrækker selv at varetage den ressourcekrævende drift af it, i stedet for at lade private leverandører tage sig af opgaven.

Det får nu Dansk Erhverv til at efterlyse et opgør med myndighedernes 'gør det selv'-attitude.

»Drift af it-miljøer er et af de områder, som man med stor fordel kan overlade til private leverandører. Der kan være mange penge at hente, og da it ikke ligefrem er et borgernært område, der kalder på varme hænder, er det svært at se ulemperne ved i højere grad at anvende private it-leverandører,« udtaler chefkonsulent Christian Ohm fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Christian Ohm udtaler, at der i øjeblikket er et stort pres på produktiviteten i den offentlige sektor. Derfor bør myndighederne fokusere kræfterne på deres kernekompetencer, da det automatisk vil øge den samlede produktivitet.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at 58 procent af myndighederne stadig selv står for it-driften mens det kun er 29 procent, der i overvejende grad benytter sig af private leverandører.

Det lave tal mener Christian Ohm blandt andet kan skyldes manglende it-strategier i myndighederne, da det kun er 48 procent, der har taget stilling til, hvilke it-opgaver der skal løses internt eller eksternt.

»Vi ved, at de eksisterende kunder i det offentlige er glade for den fleksible og stabile it-leverance samt forhøjede it-sikkerhed, som private serviceleverandører kan yde. Derfor undrer det, at ikke flere benytter sig af muligheden. Det skyldes måske, at under halvdelen af myndighederne har ulejliget sig med at lave en strategi for området,« udtaler Christian Ohm.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Den hær af konsulenter og eksperter der efterhånden er ved at være en naturlig del af alle outsourcing planer eller offentlige udbud er ikke gratis, så det er ikke kun drift og personale udgifter man skal se på.
Desuden skal man huske at outsourcing planer jo typisk er tidsbegrænsede, hvorefter man skal igennem møllen en gang til, med tilsvarende udgifter til jurister og konsulenter (husk at man betaler også for leverandørens jurister).

Jeg vil desuden postulere at man ikke sparer så meget som en eneste krone ved outsourcing, hvis man i forvejen har de ansatte der kan varetage opgaven, og med mindre man syntes at det er sjovt at rode med advokater og konsulenter hele tiden, så kunne det være at man skulle overveje at hyre folk ind til at stå for driften in-house (du kommer alligevel til at betale det samme for funktionaliteten uanset om du selv står for det eller nogle tilfældige 3 bogstavers firmaer gør det).

  • 0
  • 0
Jacob Christian Munch-Andersen

Kunne man evt. starte med at redegøre for at det rent faktisk er et problem at nogen i det offentlige laver deres arbejde selv?

Efter 10 år med Foghisterne har vi stadigvæk en kæmpe offentlig sektor, som blot leverer dårligere service. Kommuner er forholdsvis store virksomheder, store nok til at have en dedikeret IT-afdeling med alt hvad dertil hører, der kommer ikke pludseligt nogen stordriftsfordele springende blot fordi en privat virksomhed overtager opgaverne. Derimod kommer der udbudsrunder, flere led i kommandovejen og en 3. part som først og fremmest er interesseret i at tjene penge.

  • 0
  • 0
Nikolaj Brinch Jørgensen

Er Dansk Erhverv ikke dem som taler private leverandørers sag? Er det ikke klart at de vil have IT drift forretningen væk fra det offentlige og over til dem selv?

Jeg tror det vil være lidt bedre at starte med at effektivisere den IT der allerede er i det offentlige. Lave den mere konsistent (sundhedssektoren), og generelt optimere den. Så kanman altid snakke om hvor driften skal placeres.
Tag fat på udbudsformer og kontraktformer, og få dette til at svare til virkeligheden og en nogenlunde moderne måde at måle kvaliteten af en IT løsning.

  • 0
  • 0
Keld Simonsen

Jeg tror at privatiseringen har spillet fallit, og at det offentlige hellere skal flytte i hvert fald deres vitale tjenester tilbage til dem selv. Se bare hvordan CSC sjofler deres kunder med ansættelse af udlændinge der ikke har de nødvendige kvalifikationer, og KMD der nu er blevet malket af udenlandske fonde. De private firmer har kun profit for øje, og kan ikke garantere forsyningssikkerhed for vitale offentlige tjenester. Rent militært bør man heller ikke lægge vitale offentlige systemer i udenlandske interessenters hænder.

  • 0
  • 0
Nikolaj Brinch Jørgensen

http://www.computerworld.dk/art/36425/danske-virksomheder-insourcer-it-d...

Samtidigt med at jeg sidste år hørte en direktør for en virksomhed, der specialiserer sig i netop at hjælpe virksomheder med at at insource, fortælle at dette er tiltagende, så skal det offentlige åbenbart gøre det modsatte??? Det hænger bare ikke sammen det her.

Frygten er vel også at de store leverandører kan levere en one-size-fits all løsning på driften, og det er så ikke lige altid det der er brug for.

  • 0
  • 0
Steen S P

Det kan vel ligeså godt være alle typer firmaer der bør outsource og ikke kun offentlige?
Hvis outsourcing er så fantastisk som Christian Ohm vil gøre det til, så kan han da ligeså godt rette en appel til alle private firmaer.

Som allerede kommenteret, så tvivler jeg også på at Outsourcing i alle tilfælde er en go' forretning. Hvis man har tilstrækkelig kritisk masse til selv at drifte sine systemer på fornuftig vis, så er jeg ikke sikker på at der er den helt store besparelse at hente. Det er muligt at man sparer lidt på den rene IT drift, men hvis man så istedet skal bruge tid og ressourcer på kontrakt forhandling, udbud osv. så er der jo ikke sparet noget i den sidste ende.

  • 0
  • 0
alex kjær nielsen

@Steen - Du har så evig ret i dine anskuelser...

Kan man forvente andet fra en konsulent fra DE?
Jeg tror det næppe...

Jeg har skrevet om lignende indlæg før og det er sjovt nok det samme der går igen - fokus på den økonomiske besparelse og ikke på kvaliteten.
http://www.version2.dk/artikel/14314-den-lille-it-afdeling-er-en-truet-r...

Og så kan vi liste med CSC-problematikken, som af andre nævnt og så ATEA/Fredensborg problematikken:
http://www.computerworld.dk/art/113602/atea-indroemmer-vi-burde-have-for...

Og så er det vigtige, som så mange gange før, at få vist de spørgsmål DS har stillet og som OHMs så tolker resultaterne af.

Lad os nu for dælen da, få de undersøgelser som jeg formoder at DE har lavet og som viser, at det ad åre er en god ide med outsourcing.
Outsourcing er ok til internet forbindelser og std. apps/setups, men til komplicerede driftsinstallationer - nej tak, så hellere egne folk, der evt. kan vejledes af konsulenter i specifikke problemstillinger.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere