OpenSolaris klar i fuld version

JavaOne: Sun åbnede dets udviklerkonference med lanceringen af den første officielle version af OpenSolaris.

SAN FRANCISCO: Efter fire års udvikling er Sun Microsystems nu parat med den første officielle version af ét af selskabets største open source-projekter, styresystemet OpenSolaris.

OpenSolaris har været tilgængelig i flere år, men først nu er Sun klar med en version, som selskabet vil tilbyde fuld support på.

OpenSolaris blev introduceret ved åbningen af Suns JavaOne-konference, som finder sted i San Francisco i denne uge.

Suns kommercielle styresystem, Solaris 10, kommer fortsat til at køre parallelt med OpenSolaris, men de to vil supplere hinanden.

»De er beregnet til to forskellige publikum og til forskellige installationer,« siger Rich Green, direktør for Suns softwaredivision til Version2.dk.

Han forklarer, at det åbne udviklermiljø, som Sun har arbejdet på at bygge op omkring OpenSolaris, betyder, at der sker en hurtigere opdatering og udskiftning af funktioner, ligesom det er tilfældet for mange andre open source-projekter.

»Mens it-chefen i datacenteret måske ønsker et styresystem med en lang levetid og tidshorisont og derfor vælger Solaris 10, så er der andre kunder, der vil have en hurtigere opdateringscyklus, og derfor vælger OpenSolaris,« forklarer Rich Green.

Den hurtigere opdateringscyklus for OpenSolaris betyder også, at nye funktioner ofte vil dukke op i OpenSolaris, før de bliver integreret i Solaris. Det betyder dog ikke, at OpenSolaris blot er et testmiljø for Solaris.

»Det er et styresystem med fuld support. Det er blot udviklingsmodellen, der betyder, at nye funktioner kommer hurtigere,« understreger Rich Green.

»Men der er samtidig en tendens til, at flere bruger testsoftware i deres produktionsmiljø, fordi de får en fordel ud af at være først med en ny teknologi,« tilføjer Ian Murdoch fra Sun Microsystems.

Med den nye OpenSolaris introducerer Sun blandt andet den første implementering af dets filsystem ZFS, som gør det muligt at boote direkte på ZFS.

Samtidig har den version fået Solaris Containers, som allerede findes i Solaris, samt understøttelse af iSCSI.

Sun har også kopieret den strategi, som flere Linux-distributioner har haft succes med, hvor det er muligt at køre styresystemet direkte fra en cd-rom eller et USB-lagermedie. Det skal gøre det lettere for nye brugere at afprøve styresystemet uden først at skulle installere det på pc'en.

Sun har nu ligesom dets konkurrenter også implementeret en pakkebaseret installationsstyring, så programmer kan installeres fra en samlet grænseflade og med større garanti for, at alle de nødvendige komponenter bliver downloadet og installeret.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Dennis Krøger

Jeff Bonwick demonstrerer filsystemet ZFS' evne til at håndtere diskfejl ved hjælp af en boremaskine.

Er jeg den eneste der tænker "TV-Shop" med den slags demonstrationer?

"Se den kan køre 10000 km efter at være løbet tør for MegaOlie Pro!" "Se WonderKniv5000 kan stadig filetere en tomat efter at have skåret en dåse over!" "Se ZuperduperFS kan stadig læse efter der er blevet boret hul i harddisken!"

Sælgere er sjove :)

  • 0
  • 0
Peter Makholm Blogger

Der er selvfølgelig lidt show over det, men det har nu også sin relevans. Foredrag der kun består af den ene tøre slide efter den anden er kedelige. Der skal simpelthen lidt scenekunst og lidt live-demonstration til.

Det gode spørgsmål er så hvordan vi under en demonstration introducerer en diskfejl? Vi kan selvfølgelig gøre det i software - når jeg trykker her, så kan kernen ikke længere se disken... Alternativt kan vi trækker kablet ud fysisk ud af disken og simulere fejlen på den måde.

Begge metoder giver dog forholdsvis forudsigelige fejl. Jo mere skammel vi kan få disken til at spytte ind i computeren mens den fejler jo bedere.

Teoretisk set kan det sikkert gøres endnu mere overbevisende, men så er der nu sikkert mere scenekunst over voldsomme stykker værktøj.

  • 0
  • 0
Helge Svendsen

Med den nye OpenSolaris introducerer Sun blandt andet den første af dets filsystem ZFS, som gør det muligt at boote direkte på ZFS.

Kan FreeBSD v7.x ikke boote på et zfs drive?

Er stadig på ver 6. da jeg ikke har taget mig sammen til at upgrade.

Hvis så kan de vel ikke påstå at være først.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere