OpenOffice-projektet råber desperat på nye kræfter
Apaches OpenOffice-projekt er i fare for at blive lagt ned.
Det skyldes, at det er svært at få tilstrækkeligt med udviklere til at bidrage til det åbne kildekode-projekt, skriver Dennis Hamilton, vicepresident for Apache OpenOffice, i en debat.
Han mener, at kapaciteten er for begrænset til at fortsætte projektet på en 'energisk' måde.
Hamilton skriver videre, at det ikke findes tilstrækkeligt med udviklere 'med kapacitet, evner og vilje' til at supplere gruppen af frivillige udviklere, som i dag omfatter et halvt dusin, til at holde projektet i gang.
Apaches OpenOffice-projekt blev etableret i 2011, da Oracle gav det daværende OpenOffice.org til Apache. Oracle fik ejerskab over kontorsoftwaren i forbindelse med opkøbet af Sun i 2010. Da Apache overtog, havde de fleste OpenOffice.org-deltagere allerede forladt projektet for i stedet at etablere The Document Foundation og OpenOffice.org-afløseren LibreOffice.OpenOffice-projekt
Selv det at sikre, at sikkerhedshuller og andre dokumenterede fejl bliver fixet inden for rimelig tid, er blevet et alvorligt problem.
Det betyder selvfølgelig, at der også er for lidt tid til at udvikle ny funktionalitet. Den sidste opdatering til OpenOffice, 4.1.2, blev udgivet i oktober sidste år, skriver digi. no.
I indlægget beskriver Hamilton, hvordan en nedlæggelse af projektet kan gennemføres - uden at det dog er et sandsynligt scenarium
Hensigten med indlægget er at få skabt opmærksomhed på problemerne for at få rejst en diskussion om hvordan de eventuelt kan løses.
Blandet modtagelse af opråb
Reaktionerne har været blandede. Nogen er helt klart pessimistiske på OpenOffice-projektets vegne. Blandt andet har en af projektets mest erfarne bidragydere, Kay Schenk, allerede offentliggjort, at han stopper som ikke-betalt frivillig, hvad han ellers har været siden 2001.
Andre forsøger at få gang i en mere optimistisk diskussion om, hvordan fremtiden for OpenOffice kan se ud, hvis projektet videreføres.
En oversigt over alle indlæggene ligger her.
I dag er LibreOffice - som i høj grad har overtaget udviklerne fra OpenOffice - langt mere anvendt end OpenOffice, men det betyder ikke, at OpenOffice står uden brugere.
Ifølge Ars Technica blev OpenOffice downloadet mere end 29 millioner gange i 2015, uden at det tallet siger så meget om antallet af aktive brugere.
Til sammenligning har LibreOffice mere end 100 millioner aktive brugere.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.