Open source-projekter gør Python-programmer hurtigere
To nye projekter vil øge hastigheden af programmer skrevet i Python.
Cinder, som har sin oprindelse hos Instagram, er et fork af referenceudgaven CPython i version 3.8, skriver Infoworld.
Målet er at skabe en hurtigere udgave af CPython. Koden er lagt på Github for at skabe debat om, hvorvidt dele af Cinder skal tilføjes til CPython.
Et andet projekt med samme formål er Pyston, som har længere tid på bagen og nu er open source fra og med version 2.2, skriver Infoworld andetsteds.
Pyston benytter just-in-time-kompilering og andre kneb til at øge hastigheden. Den seneste udgave skulle give omkring 30 procents forbedring i afviklingshastighed.
Pyston har sin oprindelse hos Dropbox, men står nu på egne fødder, dog stadig med Dropbox' udviklere i stalden. Ligesom Cinder bygger Pyston også på CPython.
