Open source laver om på datalogistudier

JavaOne: Adgangen til open source-miljøet og dominansen af Java har ændret ved it-uddannelserne, som i dag kan bruge de samme værktøjer, som bruges i virksomhederne.

SAN FRANCISCO: It-studerende kan i dag bruge både det enorme udvalg af eksisterende open source-kode i deres studier, de kan også bruge samarbejdsånden til at klare større projekter.

»Vi har brug for at kunne samarbejde. De idéer, vi får, er ikke nogen, vi kan realisere alene,« forklarer datalogistuderende Kumar Abhishek fra SASTRA University i Indien og praktikant hos Sun Microsystems.

Som de fleste andre it-studerende i dag er han del af en generation, som er vokset op med it som en naturlig del af tilværelsen. Det betyder, at idéerne til softwareprojekter er større, fordi de studerende ikke har oplevet computere som noget eksotisk eller sjældent.

»Open source er en god måde for de studerende at lære på. Da jeg studerede, rodede jeg med Minix. I dag har de studerende adgang til at rode med den samme software, som bruges i de store virksomheder, og jeg kan undervise dem i scenarier fra den virkelige verden. Det giver dem en fordel,« siger lektor Rom Feria fra University of the Philippines.

Open source har længe haft stor tilslutning blandt studerende. Ikke kun på grund af adgangen til gratis værktøjer, men også de miljøer, som er med til at holde open source kørende.

»Hele miljøet omkring Java er med til at give os selvtillid. Vi ved, at vi kan implementere et projekt i Java. Spørgsmålet er aldrig, om vi kan implementere noget, men kun om vi har tid nok til at gøre det,« forklarer Kumar Abhishek.

For underviserne kan open source dog også give problemer. I dag er det takket være internettet en smal sag for studerende at finde eksisterende løsninger til programmeringsopgaver.

Ganske vist er det et fundamentalt princip i programmering, at man skal genbruge eksisterende kode til systemudvikling, men i sidste ende skal underviserne kunne give de studerende en karakter.

»Det er ikke længere nok at bede de studerende implementere en algoritme til at finde Fibonacci-tal. Den kan de finde på fem minutter på internettet. Så i stedet er vi nødt til at være kreative og formulere opgaver, som eksempelvis hvor mange kaniner der vil være efter et antal generationer,« siger professor Wanda Dann fra Carnegie Mellon University.

Java er i dag blevet grundstenen i mange datalogi- og it-uddannelser. Det bliver af og til kritiseret af undervisere, som mener, at de studerende går glip af at lære en dybere forståelse for computere og programmeringer.

Men de to ting udelukker ikke nødvendigvis hinanden, påpeger datalogiprofessor Barry Burd fra Drew University. Java-platformen kan i dag afvikle funktionsorienterede sprog og selve den virtuelle maskine kan bruges til undervisning i assemblerlignende programmering.

»Du kan undervise i alle de ting på Java. Jeg ville også være ked af det, hvis de studerende kun lærte at programmere i ét sprog. Men den store forhindring er, om vi har tid nok på studierne til at lære de studerende det hele,« forklarer Barry Burd.

Tidspresset på uddannelserne er et problem, som ifølge alle deltagerne i paneldebatten om it-uddannelser og open source på JavaOne-konferencen hænger sammen med, at mere end halvdelen af de studerende begynder studierne uden at have erfaring med at programmere.

Mens folkeskoler og gymnasier underviser i matematik og fysik, så de studerende begynder universitetsstudiet med den grundlæggende viden i bagagen, så undervises der stort set ikke obligatorisk i datalogi.

»Det forventes af os, at vi kan lære de studerende at blive programmører på bare ét semester. Lyspunktet er, at der nu er dukket nye værktøjer op som Alice og Lego Mindstorms, som kan være med til at få programmering ind i undervisningen i gymnasiet,« siger Wanda Dann.

»Jeg tror, tiden er ved at være moden til, at vi begynder at lære om datalogi tidligere,« siger Kumar Abhishek.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Esben Damgaard

I Odense indeholder datalogiuddannelsen også en del C programmering, og man skal forbi sprog som Haskell, Prolog, assembler og flere. Det synes jeg dog egentlig er lidt ligegyldigt. Datalogiuddannelsen handler jo mere om algoritmer og om at hæve abstraktionsniveau og ikke de konkrete sprog. Man skal have prøvet nogle forskellige typer sprog, og så betyder det ikke så meget hvilken man så fokusere mest på derefter.

  • 0
  • 0
#2 Torben Mogensen Blogger

Man skal have prøvet nogle forskellige typer sprog, og så betyder det ikke så meget hvilken man så fokusere mest på derefter.

Enig, dog skal det at "prøve" et sprog være mere end blot at programmere "Hello World" i det. Ideelt set bør der i en datalogiuddannelse være en større programmeringsopgave i mindst tre vidt forskellige sprog, og gerne mindre opgaver i endnu flere.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere