Open source gav pote for opstartere i Ålborg

For tre kandidater fra Aalborg Universitet blev Javascript-komponenten Flot kilden til succes for deres opstartsfirma Iola. Kvaliteten af den åbne kode trækker nye kunder til, blandt andre Janus Friis og Credit Suisse.

For Lau Bech Lauritzen og hans to studiekammerater endte speciale-læsningen i 2006 på datalogi på Aalborg Universitet med et helt, nyt firma. Og efter de to første år går det rigtigt godt i den lille virksomhed, som beskæftiger sig med webudvikling for viderekommende.

»Vi er tre, som alle har gået på datalogi på Aalborg Universitet, og det sidste semester tænkte vi, at vi laver nogle spændende ting, og det kunne vi godt starte en virksomhed på,« siger Lau Bech Lauritzen til Version2.dk.

Efter endt speciale og kandidatgrad startede de tre unge mænd firmaet Iola, som kom til verden via Aalborg Universitets inkubator-ordning. Efter et halvt år var de unge mennesker parat til at forlade den akademiske verden og tage fat på erhvervslivet. Og det har givet pote.

Blandt firmaets kunder er ide-manden Janus Friis' nye engelske dating-site Woome samt banken Credit Suisse.

Succesen skyldes i høj grad Javascript-komponenten Flot, som er et graf-bibliotek, der fungerer på klient-siden, ved hjælp af Canvas-tagget, der er understøttet i alle nyere browsere på nær Internet Explorer, hvor Flot benytter emulerings-biblioteket Excanvas.

Flot blev udviklet i forbindelse med et kundeprojekt, men open source-komponenten har trukket nye kunder ind i stalden. På datingsitet Woome har Iola videreudviklet Flot, så det kan anvendes i sitets backend, hvor det benyttes til at give overblik over brugernes anvendelse af sitet.

»Det har de haft meget glæde af, siger de selv,« fortæller Lau Bech Lauritzen, som er direktøren for det hele.

Ideerne mangler ikke i den unge virksomhed. På det seneste har Iola startet sitet Yayart.com, der sælger digital kunst, i partnerskab med et københavnsk opstartsfirma.

Link til Flot i Eksterne links herunder.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Claus Agerskov

Hvor blev jeg glad over overskriften og tænkte, her er endnu en artikel, man kan henvise til, når der efterspørges danske succeshistorier omkring valg af Open Source.

Det eneste, jeg kan se, er følgende i undertitlen:

Kvaliteten af den åbne kode trækker nye kunder til

Hvilket dog ikke underbygges i artiklen.

Stort tillykke til de tre bag Flot og Iola. Held og lykke med den fortsatte succes.

De herligste hilsner Claus Agerskov, AgerCon - fri software og åbne standarder

  • 0
  • 0
Ole Laursen

Vi stod i IOLA i noget jeg tror der lidt er en klassisk situation. Nyopstartede med masser af energi - men med lidt få for kunder til at det løb rundt.

Vi var ikke i tvivl om at vi var konkurrencedygtige. Der er rigtigt meget halvdårlig software derude, og vi vidste at vi kunne gøre det bedre, så svært er det altså heller ikke hvis man er omhyggelig, kan sit kram og lige husker på at programmet skal bruges af andre mennesker - men hvordan får man det fortalt videre til potentielle kunder?

Vi prøvede forskellige tiltag, men når det kommer til stykket kan man jo ikke sige den slags til folk. Vores branche har et dårligt ry - der er for mange der lover for meget og ikke holder det.

Fri software er her en unik mulighed. Ved at give noget software væk, og faktisk give det hele af det væk, ikke bare en binær klump data for vi har vist allesammen prøvet at den binære klump ikke helt kunne det vi gerne ville have den til eller den ikke helt var dokumenteret nok, og så er det altså en million gange lettere bare at kigge efter eller rette i koden, det er jo for pokker vores lingua franca softwareudviklere imellem.

Altså ved at give det væk viser man helt utilsløret hvad man kan. Og giver samtidig en masse mennesker noget af værdi. Folk skriver og takker, og det skaber opmærksomhed og giver status på en helt anden måde end en reklamebrochure kan.

Samtidig er det noget vi som softwareudviklere synes er sjovt - i modsætning til opsøgende salg.

Det har givet uventet meget pote. Vi tager del i nogle spændende projekter, får opbygget et større netværk, og kører frem for alt nu på fuld kraft.

Meget af det kan spores tilbage til dengang en af os satte sig ned og brugte en dag eller to på at kode løs en uge hvor resten var taget til konference.

En del af hemmeligheden er selvfølgelig også at det man frigiver skal være interessant for andre end en selv. Hvis man rammer lige i plet, risikerer man nærmest at få heltestatus i de communities der bliver dannet.

  • 0
  • 0
Henrik Rathje

Tillykke også herfra.. dejligt med nye folk i open source verdenen..

Fri software er her en unik mulighed. Ved at give noget software væk, og faktisk give det hele af det væk, ikke bare en binær klump data for vi har vist allesammen prøvet at den binære klump ikke helt kunne det vi gerne ville have den til eller den ikke helt var dokumenteret nok, og så er det altså en million gange lettere bare at kigge efter eller rette i koden, det er jo for pokker vores lingua franca softwareudviklere imellem.

YES!!.. nemlig.. dejligt at høre.. keep it up.

Positiv tænkning og mønsterbrydning. Kan kun blive godt.

  • Henrik
  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere