Open source-firma henter 22 mio. kr. på børsen
Over 500 nye aktionærer er netop blevet medejere af det jyske softwarehus Trifork. Det er sket i forbindelse med den aktuelle børsintroduktion af firmaet på den nordiske OMX-børs.
Kapitalindskuddet til Trifork, der blandt andet markerer sig med softwareudvikling på åbne standarder, er blevet på 22,6 millioner kroner.
Pengene skal ifølge administrerende direktør Jørn Larsen bruges til at realisere Triforks ambitiøse målsætning, der blandt andet betyder at selskabet vil opkøbe sig til vækst. Selskabet har i år købt virksomhederne Delta Software og Interprise Consulting på Sjælland.
»Tanken bag Triforks børsnotering har netop været at rejse kapital til vækst via virksomhedsopkøb, og købene af Delta Software og Interprise Consulting bliver ikke de eneste, vi kommer til at foretage. Men lige nu skal vi høste synergieffekten af de her opkøb og have vores mange nye kollegaer godt på plads i den nye organisation, som på ganske kort tid er blevet næsten fordoblet på medarbejdersiden til knap 80 ansatte,« siger Jørn Larsen i en henvendelse til pressen.
Fordobler omsætningen
Jørn Larsen regner med, at den samlede omsætning i indeværende regnskabsår kommer til at ligge på mellem 45 og 50 millioner kroner, og at Trifork vil få et resultat før skat og afskrivninger (EBITDA) på mellem 6,5 og 7,5 millioner kroner.
Budgetforventningerne til 2008 er, at selskabet øger omsætningen til 80-90 millioner kroner med et resultat før skat og afskrivninger (EBITDA) på 8 til 9 millioner kroner.
Jørn Larsen har store forventninger til aktiens udvikling, der efter hans vurdering vil være tredoblet i løbet af de kommende fem år.
Trifork har den kendte Version2-blogger Kresten Krab Thorup som teknisk direktør.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.