Med bestemte begrænsninger er det ikke noget problem at slå alverdens databaser målt på transaktioner. I hvert fald ikke, når databasens ophavsmand hedder Michael Stonebraker og tidligere har haft en finger med i spillet om Ingres, Postgres, Vertica og meget mere.
Michael Stonebraker, som til daglig er professor på MIT, har bygget databasen Voltdb oven på en tidligere udviklet forskningsdatabase H-store, som han selv har udviklet sammen med forskere fra en række andre universiteter. Dertil kommer et grænsefladelag skrevet i Java.
Ifølge ophavsmanden selv kan Voltdb klare transaktioner væsentligt hurtigere end mange andre databaser: 100 gange hurtigere end Mysql, 13 gange hurtigere end NoSQL-favoritten Cassandra og 45 gange hurtigere end Oracle.
Det hemmelige trick består først og fremmest i at placere hele databasen i hukommelsen. Det er ikke det store problem med billig RAM og 64-bit styresystemer, mener Michael Stonebraker. De fleste databaser er nemlig ikke oppe i Facebook- og Google-størrelse.
Voltdb har en SQL-grænseflade og understøtter ACID-kravene, som består i, at transaktionen udføres helt eller slet ikke, men aldrig delvis, at systemet er altid i en konsistent tilstand, at transaktioner foregår isoleret fra omverdenen, samt at transaktioner ikke kan gå tabt på grund af systemnedbrud (på engelsk atomicity, consistency, isolation og durability).
SQL-grænsefladen benyttes via stored procedures, som skrives i Java. Voltdb kommer ikke med nogen gængs databaserdriver, så som ODBC eller JDBC. Sådanne drivere er nemlig alt for langsomme, mener Michael Stonebraker.
SQL i sig selv er ikke rigtigt en flaskehals, lyder en anden af hans pointer. Men hvis man alligevel hellere vil have en nøgle-baseret database, som det kendes fra NoSQL-verden, er det nemt at få Voltdb til at opføre sig på den facon.
Hans database er heller ikke god til analytisk arbejde, men det er muligt at sende transaktionerne videre til et datavarehus i et særskilt system.
Voltdb er open source under GNU-licensen og kan afvikles på de fleste Unix-agtige systemer, herunder Linux og Mac. Den findes også i kommerciel aftapning med support-muligheder.