Tidligere på måneden debuterede open source-softwaren Hyperledger Fabric, som er en pakke af værktøjer som kan bruges til at implementere blockchain-teknologi.
Ifølge organisation bag, kan produktet byde på en modulariseret arkitektur, hvor komponenter kan anvendes på plug-and-play-facon. Det benytter en container-teknologi til at være vært for såkaldte "smarte kontrakter" med navnet Chaincode, som udgør programlogikken i et Hyperledger-system. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Billigere end gammeldags databaser og servere
Blandt bagmændende i Hyperledger findes blandt andre IBM og SAP, som har lagt væsentlige resurser i udviklingen. "Ledger" i produktnavnet henfører til ideen om en hovedbog – omdrejningspunktet for al bogføring, hvor udgifter og indtægter skrives ned. Det er her, at blockchain-teknologien kan byde på en teknologisk nyskabelse, har IBM-topchefen Erich Clementi tidligere forklaret til Version2:
»Når to organisationer har brug for at udføre en transaktion, er der brug for to hovedbøger til at holde styr på tallene. Hvad sker der, når man har to versioner? Der kan opstå uoverensstemmelser, eller du får brug for tredjemænd til at blande sig. Her kommer en teknologi, som har den fordel, at den kan deles mellem aktørerne og ikke kan forfalskes, og som har et indbygget revisionsspor. Du har mulighed for at ændre i posterne, men du har en protokol, som bygger på enighed, for at fastsætte ægtheden og etablere tillid til transaktionen.«
Eksempler på anvendelser er reservedele til biler eller fly, hvor en blockchain-hovedbog kan gøre det krystalklart, hvor delene kommer fra.
Et andet eksempel er den amerikanske detailvarekæde Walmart, som kan spore leverandører af varer, hvis de skal tilbagekaldes. Det tager 21 dage med dagens teknologi og blot 13 sekunder med blockchain i Hyperledger.
Teknologien kan ifølge Erich Clementi på denne måde være et billigere og hurtigere bud end de gamle løsninger, som byggede på databaser, servere og grænseflader mellem vidt forskellige systemer.