Smittestop-appen får en opdatering, der ændrer på indstillingerne for, hvornår appen giver varsel om mulig smitte.
Det skriver DR Nyheder.
Siden appen blev lanceret har den været indstillet til at give en advarsel om mulig smittefare, hvis man har været tæt på en smittet person i et kvarter. Fremover bliver denne tidsgrænse ændret til at være ti minutter.
Appen har tidligere fået kritik for, at den i flere tilfælde ikke gav brugerne besked om smittefare, selvom de havde været tæt på en smittet.
Den nye version 1.2 kan hentes i App Store eller Google Play Store, og i forbindelse med opdateringen har Sundheds- og Ældreministeriet udgivet et dokument, der viser, hvordan appen fremover beregner smitterisiko.