Omstridt trivselsmåling: Nu kan eleverne deltage anonymt og på papir

21. marts 2018 kl. 05:134
Omstridt trivselsmåling: Nu kan eleverne deltage anonymt og på papir
Illustration: Irena_Geo, BigStock.
Som en nødløsning kan eleverne udfylde besvarelsen anonymt via et papirskema.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Styrelsen for It og Læring genoptager nu den omdiskuterede indsamling af personlige svar fra danske skoleelever i en trivselsundersøgelse.

Forældrene fik at vide, at undersøgelsen var anonym, men Undervisningsministeriet gemte alligevel børnenes svar sammen med cpr-numre. Det er ifølge eksperter en overtrædelse af lovgivningen på området.

I sidste uge udtalte styrelsens vicedirektør, at den med ordet 'anonymt' ikke tænkte på koblingen mellem svar og elevernes cpr-numre, men på, at forældre og lærere ikke kunne se de enkelte elevers besvarelser.

Nu vil styrelsen dog give mulighed for at undersøgelsen kan besvares anonymt, også i den forstand af ordet, som benyttes i persondataloven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undervisningsministeriet har udarbejdet et informationsbrev til elever og forældre, som oplyser om formålet med trivselsundersøgelsen, hvordan trivselsdata anvendes og hvilke rettigheder elever og forældre har:

»Undervisningsministeren har besluttet at det i 2018, som en nødløsning, skal være muligt for en elev at udfylde besvarelsen anonymt via et papirskema. Det er for at komme forældre i møde, som er utrygge ved, at deres barn besvarer trivselsspørgeskemaet elektronisk og i identificerbar form. Ved at besvare trivselsmålingen via et papirskema kan jeres barns svar forblive helt anonyme, også når dataene indsendes til Undervisningsministeriet.«

I brevet står der, at da målingen gennemføres som en del af undervisningen, skal eleverne deltage i undersøgelsen. Samtidig fremgår det også, at eleven kan fravælge at deltage i undersøgelsen:

»Er det frivilligt for eleven at besvare skemaet? Trivselsmålingen gennemføres som en del af undervisningen. Eleven skal derfor deltage i undersøgelsen. Hvis der er spørgsmål, som eleven ikke ønsker at besvare, kan eleven benytte svarkategorien ’Jeg ønsker ikke at svare’. Hvis jeres barn ikke er i skole den dag trivselsmålingen foretages, giver skolen mulighed for, at barnet kan besvare skemaet en anden dag. Hvis eleven ikke ønsker at deltage i undersøgelsen, har dette ikke konsekvenser for eleven.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Styrelsen for It og Læring på grund af ferie og travlhed.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
3
21. marts 2018 kl. 13:11

Nu har jeg ikke selv børn, men hvis jeg havde så ville jeg nok tage en lille snak med dem om hvordan data kan bruges og misbruges, og så sige at de blot skal aflevere skemaet blankt.

2
21. marts 2018 kl. 12:29

Jeg gætter på at man stadigvæk kan finde frem til den person som besvarede papir udgaven alene på håndskriften, så måske man burde grave den gamle mekaniske skrivemaskine frem og bruge sådan en i stedet for.

1
21. marts 2018 kl. 08:44

Hvis ikke man i det bagvedliggende system må gemme det mindste personhenførbare, hvordan sikre man sig så, at en person kun kan afgive et svar og give denne mulighed for at berigtige sit svar?