Aalborg Kommune har valgt softwarehuset MobCoders som vinder af en stor, international konkurrence om en mobilløsning, der kan afhjælpe trafikale problemer ved limfjordsforbindelserne.
Førstepladsen er samtidig adgangbillet til en international iværksætterkonference,, og brødrene bag MobCoders flyver derfor om få uger til San Francisco for at deltage i konferencen og mødes med Aalborg Kommune.
Aalborg Kommune vil ikke bekræfte, at MobCoders har vundet, da det endnu ikke er offentligt, hvem der har vundet løsningen. Version2 erfarer dog, at det er MobCoders, der er valgt som endelig løsning.
MobCoders har de seneste dage befundet sig i strid modvind. Mandag blev MobCoders-produktet RoadAid beskyldt for at stjæle data fra konkurrenten Fartkontrol.nu, og tirsdag kom det frem, at MobCoders i mindst tre tilfælde har pyntet på refencelisten.
Beskyldningen om datatyveri får dog ikke Aalborg Kommune til at ændre på noget i forhold til, hvem vinderen af konkurrencen bliver.
»Vi har set artiklen på Version2 og må sige, at vi er nødt til at holde os objektive, for vi kan ikke se ud fra artiklen, hvem der har ret. Vi ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert, men vi har læst artiklen og er opmærksomme på det,« siger Mette Skamris Holm, afdelingsleder for arealer og planlægning i Aalborg Kommune og ansvarlig for projektet med at finde en app-løsning.
Den overdrevent pæne referenceliste får dog kommunen til at løfte øjenbrynene - men stadig uden konkrete konsekvenser:
»Hvis referencerne ikke kan bekræfte et samarbejde, er der nogle spørgsmål, der skal stilles. Aalborg Kommune er ikke interesserede i at gå videre med et firma, der ikke har rent mel i posen. Hvis vi skal samarbejde med et firma, skal man have moralen i orden.«
Den løsning, kommunen har valgt, er den, som virkede mest interessant og troværdig i forhold til at kunne implementeres i løbet af seks uger efter konferencen i San Francisco, som er et af kravene, fortæller Mette Skamris Holm til Version2.
Billig løsning for kommunen
I alt bød 17 virksomheder ind på løsningen, som sidenhen blev indsnævret til fem finalister. Ifølge Mette Skamris Holm var der en meget stor kvalitetsspredning på de bud, de havde modtaget. Herefter skal Aalborg Kommune mødes med vinderen i San Francisco for at forventningsafstemme og finde ud af, hvordan det videre forløb er. Kommunen er nemlig ikke forpligtet til at gå videre med løsningen, men hvis de vælger at gå videre, skal kommunen hjælpe udviklerne med at markedsføre løsningen over for borgerne.
Det er ikke en del af projektet, at vinderen, altså MobCoders, skal modtage penge fra kommunen for at udvikle programmet, ligesom billisterne heller ikke skal betale for at bruge tjenesten. Mette Skamris Holm vil dog ikke afvise, at kommunen kunne finde på at støtte nogle af omkostningerne, hvis det viste sig nødvendigt for, at projektet kunne føres ud i livet, og at kommunen samtidig kunne se en gevinst i det.
Version2 har tirsdag forgæves forsøgt at kontakte brødrene bag MobCoders for at få at vide, hvordan de forestiller sig, forretningsmodellen skal være skruet sammen, hvis de ikke får penge fra hverken kommune eller trafikanter.
Det betyder også, at kommunen som udgangspunkt kun bruger arbejdstimer på at gennemgå projekterne, arbejde videre med et enkelt projekt, transport og ophold til turen til San Francisco og i sidste ende også markedsføring. Derfor kalder Mette Skamris Holm en eventuel løsning for noget, der er en billig løsning for kommunen og dermed også skatteborgerne.
App-løsning skal afhjælpe trafikale problemer
Konkurrencen er en del af et internationalt projekt kaldet LLGA Cities, der har kørt i flere år. Her dyster virksomheder om at løse en række internationale problemer. Udfordringen for Aalborg Kommune er de to forbindelser over Limfjorden, hvor der kan være trafikpropper i myldretiden og som følge af uheld. Dagligt kører 35.000 biler over broen over Limfjorden og 65.000 gennem tunnelen
»Projektet handler om at få rettidig information til billisterne. Det skal være en mobil løsning, som trafikanterne kan orientere sig i, inden de tager af sted hjemmefra. Det vil give dem, der ikke skal stemple ind på et bestemt klokkeslæt, muligheden for at tage af sted lidt før eller lidt efter og dermed måske undgå trafikproblemerne,« siger Mette Skamris Holm til Version2 og fortsætter:
»Hvis en tredjedel tager af sted på et andet tidspunkt, og en tredjedel tager en anden rute, kan man stå i en situation, hvor kun en tredjedel af den normale trafik er der, hvor problemet er. Det vil uden tvivl gøre det meget nemmere at få trafikken til at glide bedre.«