Omsætningen stiger fortsat i it-branchen – lønnen flader ud
Omsætningen, eksporten og beskæftigelsen stiger endnu engang til rekordniveauer i den danske it-branche.
Det skriver IT-Branchen i en pressemeddelelse på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Dansk Erhverv.
Læs også: IT-Branchen: Udflytningsaftalen spænder ben for flere it-studerende
Således havde den samlede omsætning af it-løsninger, -udstyr og -konsulenter i branchen en værdi på 77,5 mia. kr. i andet kvartal 2022. Det er en stigning på 7,4 mia. kr. sammenlignet med samme kvartal sidste år, svarende til en stigning på 10,6 pct.
»Siden 2014 er omsætningen stort set bare vokset og vokset i it-branchen, og det er vi godt tilfredse med. For det viser, at vi som samfund og i erhvervslivet i den grad er i gang med en kæmpe digital omstilling af vores hverdag, så vi står stærkere til fremtiden,« siger adm. direktør i IT-Branchen Natasha Friis Saxberg.
Læs også: ITB-chef frygter ikke krise-fyringer blandt it-folk: »Vi kommer nok mere til at se en normalisering«
Beskæftigelsen ligger nu på 104.872 fultidsansatte, hvilket er 6.385 flere end sidste år, og eksporten på 26,9 mia. kr. – der er steget med 13,5 pct. – udgør i dag 34,7 pct. af den samlede omsætning.
»Selvom omsætningen fortsætter med at stige, så hører vi også fra flere medlemmer, at især energipriserne og stigende materialepriser presser it-selskabernes omkostninger opad, og det er derfor naturligt, at vi nu ser en opbremsning i lønudviklingen,« siger Natasha Friis Saxberg med henvisning til, at den gennemsnitlige månedsløn er på 52.908 kr., hvilket er 3 pct. mere end samme kvartal sidste år og et lille fald sammenlignet med forrige kvartal.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.