Ombudsmanden med markant kritik: It-fejl hos to regioner er i strid med loven

1. juli 2022 kl. 03:274
Ombudsmanden med markant kritik: It-fejl hos to regioner er i strid med loven
Illustration: Das Büro.
Det er ikke lovligt, når Region Sjælland og Region Hovedstaden sender breve direkte til mindreårige børn, der skulle være sendt til forældrene. Det skyldes begrænsninger i systemet, lyder forklaringen.
Artiklen er ældre end 30 dage

En fejl i et centralt it-system betyder, at når de to sjællandske regioner sender breve til forældre, så er brevet adresseret direkte til børnene selv og ikke deres forældre.

Dermed får børn der bor i Region Sjælland og Region Hovedstaden direkte besked om informationer, der egentlig skulle være sendt til deres forældre.

Ifølge Folketingets Ombudsmand er det en ulovlig praksis, som de to regioner benytter sig af.

»Fremgangsmåden kan indebære, at barnet sættes i en sårbar position ved direkte at få tilsendt – måske alvorlig – information, som det kan være svært for barnet at forstå eller håndtere uden nødvendigvis at have umiddelbar adgang til støtte fra en voksen,« siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, om sagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Efter Schrems II: Datatilsynet går i kødet på Region Hovedstaden og Økonomistyrelsens cloud

Ifølge Ombudsmanden skyldes problemet en fejl i Sundhedsplatformen, men Region Hovedstaden forklarer over for Version2, at det ikke er her problemet opstår. Informationerne stammer fra Sundhedsplatformen, men de bliver sendt videre til et system ved navn DIPO ('Digital Post'), som håndterer afsendelserne.

»Der er ikke noget der bliver afsendt automatisk i dag. Det er en manuel proces, hvor en medarbejder skal vælge hvem brevet skal sendes til. Derfor arbejder vi på en ny løsning,« siger Ole Vilster, Sektionschef hos Region Hovedstaden (RH) til Version2.

»Vi har arbejdet på en automatiseret løsning siden december. Det er en kompleks løsning fordi, vi skal være sikre på, at den her løsning skal være helt sikker, så der ikke bliver sendt informationer ud til forældre, der ikke skulle have modtaget dem.«

Fungerer manuelt

Som systemet er indrettet i dag er det dog ikke muligt at sende brevene direkte til forældrene automatisk – og det er altså ikke en gyldig årsag, slår Ombudsmanden fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er efter min opfattelse ikke en lovlig fremgangsmåde at sende breve, der er tiltænkt forældrene, til mindreårige – det gælder, uanset hvordan Sundhedsplatformen er indrettet,« lyder den kontante udmelding fra Ombudsmanden Niels Fenger.

I dag foregår det sådan, at det er de enkelte afdelinger i regionen, der manuelt skal sikre at brevet bliver sendt til den rigtige modtager.

»Vi overfører oplysningerne fra Sundhedsplatformen til Dipo (systemet der håndterer brevforsendelser, red.) og herefter er det op til en manuel proces at sikre den rette modtager. Der kan naturligvis opstå fejl og det er det, vi gerne vil undgå sker og derfor vi nu automatiserer hele processen.,« siger Ole Vilster fra Region Hovedstaden.

Og i den manuelle proces skal man ændre modtageren så det ikke er barnet men forældrene der modtager brevet?

»Ja, vi kan ikke være herre over hvad der sker i den manuelle arbejdsgang. Det giver mulighed for at der kan blive begået fejl.«

Hvordan sikrer I jer, at der ikke sker fejl i den proces, som Ombudsmanden kalder ulovlig?

»Vi har nogle vejledninger som man skal følge. Det ved jeg at man er opmærksom på ude på børneafdelingerne. Det er den praksis der er på den enkelte afdeling.«

Kan du garantere, at der med de vejledninger ikke sker de her fejl?

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Min formodning er, at man følger vejledningerne.«

Den automatiserede løsning forventes at blive taget i brug inden årets udgang i Region Hovedstaden.

Læs også: It-medarbejder i Region H snagede 17.000 gange i patienters journaler

Kræver ændringer

Kritikken mod de to regioner kommer efter en henvendelse fra en borger, der har klaget til Ombudsmanden over Region Sjællands praksis på området. 

Det fik Ombudsmanden til at undersøge sagen og kunne herefter konstatere, at det er generel praksis for regionen at sende breve om behandling direkte til de mindreårige børn uden om forældrene. Det samme gør sig gældende hos Region Hovedstaden, der også anvender Sundhedsplatformen.

Så længe et barn er under 18 år har forældrene omsorgspligt, som blandt andet indebærer at sørge for at barnet får behandling.

Et barn mellem 15 og 17 år har dog en selvstændigret til information om sin behandling. Men også her skal forældrene inddrages i de samme informationer som den mindreårige, skriver ombudsmanden om reglerne på området.

Ombudsmanden anfører over for de to regioner, at de er deres ansvar, at it-systemer i regionen lever op til lovkravene på området.

Derfor har ombudsmanden bedt de to regioner om, at oplyse hvilke tiltag, der er sat i gang for at finde en teknisk løsning, der lever op til loven.

Derudover skal de to regioner fremlægge en tidsplan for, hvornår de er klar med en teknisk løsning, der lever på til kravene, og hvordan man har tænkt sig at håndtere situationen indtil en ny løsning er på plads.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
1. juli 2022 kl. 19:16

Hvem får Ombudsmanden til at rette sin fejl? Ombudsmanden skriver Sundhedsplaformen, men fejlen ligger i et helt andet system, DIPO, som er fra en anden leverandør end Sundhedsplatformen?

2
1. juli 2022 kl. 11:56

Alternativet her kunne være, at brevet var sendt til en forældre, som var frakendt myndigheden, og nu havde adgang til noget, der kunne bruges imod "systemet". Men hvorfor er det først nu, man begynder, at overveje en teknisk løsning, i en digitaliseret arbejdsgang? Burde det ikke have været tænkt ind, da man indførte den store forkromede vidunderløsning?

3
1. juli 2022 kl. 14:41

Umiddelbart vil man tro at det ikke kan være så svært, men der er åbenbart forskellige aldersgrænser for hvad man må informere andre (forældrene) om. Der er også hele halløjet når skilsmisseforældre ikke kan enes.

Den anden dag var der en nyhed om at forældre ikke umiddelbart havde adgang til journaler for børn over 15. Det fandt mange urimeligt, men nogle gange er det fornuftigt at forældre ikke har adgang til oplysninger om de 15 åriges lægekonsultation om svangerskabsforebyggelse/p-piller/seksualitet.

1
1. juli 2022 kl. 09:22

Var der nogen der sagde EFI? Hvis systemet ikke kan overholde loven, så skal det vel lukkes.

Jeg gad da godt have en opfølgning på sagen for at høre hvad ændringen kommer til at koste. Det lyder som en beskeden ændring, men det kan nok være en fin illustration af hvor (u-?)fleksibelt systemet er og hvad det er for en leverandør man er kommet i kløerne af.