Ombudsmanden kræver svar efter kritik af rettefunktion i Digital Post

To måneder efter, at Version2 omtalte flere eksperters skarpe kritik af en kontroversiel funktion i Digital Post, går ombudsmanden nu ind i sagen.

Ombudsmanden stiller nu spørgsmål til Digitaliseringsstyrelsen efter flere eksperter har kritiseret en særlig funktion i Digital Post. Det skriver Politiken.

Funktionen betyder, at systemet automatisk og med tilbagevirkende kraft kan ændre en myndigheds navn i modtager/afsender-feltet i borgernes beskeder, hvis denne skulle skifte navn.

Læs også: Hård kritik af Digital Post: Myndigheder kan ændre i din indbakke

Kritikken blev oprindeligt frembragt på Version2 tilbage i november 2013. Dengang kritiserede professor i datalogi Peter Axel Nielsen funktionen for at reducere tilliden til systemet og for at underminere en af hovedpointerne ved digital kommunikation.

»Det betyder jo, at den information, man kan gå tilbage og slå op, ikke længere er troværdig og repræsentativ for, hvad der rent faktisk har fundet sted. Hele ideen ved digital post er jo, at man ikke skal printe ud for at dokumentere,« udtalte han til Version2.

Kontorchefen i Digitaliseringsstyrelsen Lone Berglykke forsvarede dengang funktionen med, at den skulle hjælpe borgerne med at finde rundt i beskederne fra de offentlige myndigheder, når de skifter navn. Hun henviste desuden til, at myndighederne ofte indsætter det aktuelle styrelsesnavn og logo i mailteksten, som altså ikke kan ændres.

Men sagen har altså fået ombudsmandens opmærksomheden, som nu vil undersøge, om funktionen er lovlig.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Kasper Hansen

Det er fint der kommer fokus på dette. Det kan synes af et mindre problem ift. alt det andet bras staten begiver sig ud i mht. digitalisering, men det er af yderste vigtighed at man kan stole på navne, adresser og at de ikke ændre sig - for at kunne dokumentere specifikke problemer i et eventuelt sagsforløb.

  • 10
  • 0
#2 Bjarke Walling

En bedre løsning ville være at signere og tidsstemple dokumentet med en service a la BTProof. Det koster 1 satoshi (mindre end 1/100 øre). En ting, som bitcoin kan bruges til, er at gemme hashes i en given blok og du kan derved bevise at dokumentet var til stede på dette tidspunkt. Det er et distribueret system og sikrer at regeringer ikke kan fifle med dine dokumenter bag om ryggen på dig. Jeg tror dog ikke det er afprøvet i nogle retsager endnu, men ideen er interessant.

  • 2
  • 2
#3 Knud Larsen

Det lyder da meget godt med lidt service.(ironisk) Men det er fundamentalt forkert, og derfor skal vi ikke tillade dette.

I forvejen har vi oplevet, at det offentlige tilbagedaterer breve (fordi den interne post forsinker den fysiske udsendelse med mange dage), og da fristerne for borgeren er mange gange kortere end de frister, det offentlige giver sig selv, er dette helt urimeligt. Vi oplever også stadige ændringer af den offentlige struktur, men den ansvarlige skal ikke bare kunne desavoureres, bare fobi man vælger, at ændre et kontor eller en struktur. Det er direkte falsk.

  • 8
  • 0
#4 Lars Skovlund

»Hele ideen ved digital post er jo, at man ikke skal printe ud for at dokumentere,« udtalte [Peter Axel Nielsen] til Version2.

Det er jo en antagelse; ret beset ved ingen hvad politikerne inderst inde tænker om det, bortset fra dem selv. Jeg har før kritiseret at man tilsyneladende ingen tanker har gjort sig om hvordan beviser skal håndteres i en tvist/anke/straffesag. Det er muligt, at vi først får endeligt svar på det når det kommer for en dommer, men man kan da i det mindste have en idé om det (og delagtiggøre borgeren i den). En mulig forklaring kan være, at man netop ønsker fortsat at bruge papir i de sammenhængde, men skubbe regningen for print til borgeren.

  • 2
  • 0
#5 Daniel Udsen

Det er jo en antagelse; ret beset ved ingen hvad politikerne inderst inde tænker om det, bortset fra dem selv. Jeg har før kritiseret at man tilsyneladende ingen tanker har gjort sig om hvordan beviser skal håndteres i en tvist/anke/straffesag.

Jeg tvivler på man har haft fantasi til at forstille sig at der kan ske fejl der kan lede til anke sager ved de uafhængige domstole. Ligesom man i alle andre IT politiske sammenhænge ikke har villet forholde sig til hvilke tekniske udfordringer der ligger i de valgte projekter. Det er et de kroniske problemer med mange store IT systemer at man ikke tænker "gracefull failure" ind i designet.

  • 3
  • 0
#6 Lars Skovlund

Desværre er det på det sociale område (som er det jeg har kendskab til) ikke sjældent, at afgørelser må ankes. Ofte er det første skridt i en sådan sag at kræve aktindsigt i egen sag, så man ved præcis hvad der ligger og ikke ligger i sagen. Et spørgsmål kunne være hvordan dette skridt skal foregå, og hvis der er uoverensstemmelser mellem borgerens og kommunens arkiv, hvad gør man så? Helt fundamentale proceduremæssige spørgsmål (som man i påkommende tilfælde har fire uger til at få klarlagt - det er klagefristen); og regeringen har for nylig skåret den ene ankeinstans væk til skade for borgerne i dette system. De kan ikke være helt uvidende om at ankesager eksisterer.

Om ændringerne i klagesystemet (er siden vedtaget og trådt i kraft): http://www.lev.dk/nyheder/2013/januar/nyt-klagesystem-paa-vej.aspx

  • 4
  • 0
#7 Deleted User

Glædeligt at myndighedernes rettelser i vores indboxe nu er under undersøgelse. Der er dog flere problemer i dette. Jeg har prøvet at rekvirere aktindsigt i dokumenter fra Udbetaling danmark. De modtagne dokumenter var befriet for alle metadata, herunder afsender og dato og der manglede en del dokumenter.

Har prøvet at spørge e-Boks om autencitet af dokumenter, det kunne de ikke udtale sig om, det kræver domstolsafgørelser. Hvis vi ikke kan stole på autenciteten af dokumenterne, hvad skal vi så med systemerne?

  • 4
  • 0
#8 Deleted User

Der er flere offentlige myndigheder som ,angivelig for at spare porto, nu sender som B post. Hvis de forsinker forsendelsen lidt kan de opnå at borgerne får posten efter at frister, mødeindkaldelser mv. er helt uaktuelle. HUSK ALTID AT NOTERE MODTAGELSES DATO OG TID PÅ POST.

  • 5
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere