Det over 13 år gamle styresystem Windows XP vil fra sommer ikke længere virke sammen med Java. Og det er et problem for de 6,5 procent af NemID-brugerne, der bruger Windows XP, advarer Digitaliseringsstyrelsen.
Samlet er der omkring 4.180.000 NemID-brugere, og dermed berøres mere end 270.000 danskere af den manglende understøttelse af Java på Windows XP.
Det er planen, at NemID skal komme i en javascript-udgave, der altså ikke er afhængig af Java-understøttelse, i løbet af første halvår 2014 – altså inden 1. juli. En pilot-test af løsningen blev dog mødt af udfordringer, men i slutningen af maj vurderede Digitaliseringsstyrelsen fortsat, at deadline inden 1. juli bliver en realitet.
På Twitter meddeler direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle-Petersen udfordringen for XP-brugere og skriver, at alternativet - altså javascript-løsningen - lanceres i 'løbet af 2014' - et svar, der ikke umiddelbart lyder, som om løsningen er på trapperne.
@EvaZeuthen Vi og bankerne introducerer et alternativ til Java i løbet af 2014. Vi havde ikke mange alternativer i 2009, da vi byggede NemID
— Lars Frelle (@LarsFrelle) June 16, 2014
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Digitaliseringsstyrelsen inden redaktionens afslutning.