OLPC's efterfølger bliver tavle-pc med strømforbrug på 1 Watt

28. maj 2010 kl. 12:118
Den næste ulands-computer til skolebørn bliver en tynd, trykfølsom skærm, der kan klare sig med kun 1 Watt strømforbrug. Lanceringen vil finde sted i starten af 2011.
Artiklen er ældre end 30 dage

Torsdag aften løftede OLPC (One Laptop per Child) og Marvell sløret for den kommende tavle-pc, der er baseret på Marvells Moby-platform, der igen bygger på processorteknologi fra ARM, fremgår det af en fælles pressemeddelelse.

Computeren får en skærm med et diagonalmål på 9" og vil i gennemsnit have et effektforbrug på blot 1 W, hvilket er en femtedel af den nuværende XO-computer. En ARM-processor sørger for regnekraft, og de første prototyper vil køre Android, hvilket så senere nok vil blive udskiftet med et specialdesignet open source-styresystem.

Nicholas Negroponte, der er øverste chef for OLPC, forventer, at den nye tavle-pc vil koste under 100 dollar - eller omkring 620 kroner efter dagens vekselkurs.

Maskinen vil blive forsynet med et tastatur, der vises på skærmen, således at der kun skal produceres en enkelt version, der kan anvendes over hele verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Mens enheder som for eksempel eReaders og nuværende tabletter er fantastiske læsemedier og underholdningsplatforme, opfylder de ikke behovene i en pædagogisk model, der bygger på at producere indhold i modsætning til bare at forbruge det. Dagens indlæringsmiljøer kræver en robust platform for beregning, indholdsproduktion og eksperimenter - og alt det på en meget lav pris,« siger Nicholas Negroponte.

»Gennem vores partnerskab med Marvell, vil OLPC fortsætte vores fokus på at designe computere, der sætter børn i udviklingslandene i stand til at lære gennem samarbejde, samt skabe forbindelse til alverdens viden.«

Marvell og OLPC forventer at kunne vise de første protyper frem på Consumer Electronics Show, der afholdes i Las Vegas til januar.

Tidligere har OLPC meldt ud, at næste version ville bestå af to trykfølsomme skærme, der hæftet sammen kunne bruges enten som en bog, eller som en traditionel bærbar, med tastatur på den ene skærm. Men de planer er altså droppet til fordel for det nye koncept.

Samtidigt melder OLPC om opdaterede versioner af den kendte XO-1 computer, som mange skolebørn i ulande bruger i dag. Der kommer trykfølsom skærm i, samt en udgave med en VIA-processor, så XO-1-maskinen kan køre Windows.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
28. maj 2010 kl. 12:54

Det gjorde den jo ikke for den første OLPC. Men hvis den gør, så køber jeg gerne en.

2
28. maj 2010 kl. 13:08

De koncept renderinger ser flotte ud men hvor realistiske er de indenfor de næste få år? Men hvis det lykkedes at skabe et produkt der kommer i nærheden af denne vision er der grundlag for en stor succes for buy1give1.

3
28. maj 2010 kl. 13:30

Tæller man timerne den er slukket med? Eller er det 1 wat i den tid den er tændt?

4
28. maj 2010 kl. 14:29

'Ingeniøren' burde være bland dem, som ikke bruger forkert hverdagssprog i jeres artikler. Det er fysisk absurd at tale om et strømforbrug. Det drejer sig om en effekt. Tænk på at jeres artikel måske anvendes af lærere til undervisningen af skoleelever.

7
28. maj 2010 kl. 21:51

Strømforbrug er et dansk ord uanset om du kan lide det eller ej: http://sproget.dk/lookup?SearchableText=str%C3%B8mforbrug

Ordets betydning er lidt upræcist da det bruges om strøm (kredsen har et strømforbrug på 2 ampere), effekt (CPUen har et strømforbrug på 100 watt) og energi (mit årlige strømforbrug er 1500 kilowatttimer). Som regel er det altid klart hvilken betydning der er gældende ud fra sammenhængen og de brugte enheder.

8
29. maj 2010 kl. 21:27

Det er nogle flotte renders... Men er den for det første ikke afsindigt skrøbelig og kan det overhovedet lade sig gøre at lave den?

Desuden så jeg også meget gerne nogle specs..

Men hvis de kan lave en tynd touchcomputer som denne til omkring de 600 (også gerne 1000,- men så heller ikke mere) så skal jeg da helt sikkert have en... Kan allerede forestille mig at have den liggende ved min side om morgenen mens jeg læser nyhederne med et svirp med min finger, og samtidigt lige kan besvare lidt mails... Og hvis de lavede en lidt mere blæret EU model med et webcam foran og måske lidt stærkere, så ville jeg da være helt lost :)

5
28. maj 2010 kl. 18:30

Er der nogen undersøgelser af virkningen (gavn) af de nuværende OLPC'er der er solgt i udviklingslande?

Jeg har lidt svært ved at se værdien når der mange steder ikke er infrastruktur (internet/el) til at understøtte funktionerne i pc'en.

(Er der i det hele taget solgt eller delt nogle ud i u-landende ?