Microsoft ventes at lancere den næste bølge af Office-produkter inden for kort tid, og i den forbindelse vil softwaregiganten uden tvivl især fokusere på cloud-tjenesten Office 365. Men cloud-modellen kan hurtigt blive dyr. Det skriver The Next Web.
Office 365 bliver lanceret til både virksomheder i forskellige pakker, men også til forbrugere. En del af Office 365 er, at man kan downloade op til fem kopier af Office 2013-kontorpakken på op til fem enheder, som både kan være Mac, Windows og Windows RT.
Hvis man blot skal bruge Office 2013, så bliver Office 365 imidlertid dobbelt så dyr i forhold til at købe Office 2013 som selvstændig kontorpakke, hvis man regner med, at der går tre år mellem hver opgradering af kontorpakken, og man ikke udnytter muligheden for flere parallelle installationer.
Ifølge ZDNet bliver de amerikanske listepriser nemlig 8,33 dollars om måneden for Office 365 Home Premium, mens Office Home & Student 2013 vil koste 136 dollars.
Det eneste tilfælde, hvor Office 365 bliver billigere end Office 2013 ud fra denne udregning, er for studerende, som kan få Office 365 University for blot 3,30 dollars om måneden.
Også virksomhedslicenserne bliver dyrere, om end de vil have større fordel af de øvrige produkter, som følger med Office 365, som eksempelvis Exchange, Sharepoint og telefonsupport, så en direkte sammenligning ikke er helt fair.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.