Første kig på Office 2013: Excel, Word og PowerPoint har lært nye tricks

Word kan redigere PDF'er, PowerPoint kan hente billeder fra Bing og Flickr, og Excel har gjort det meget lettere at lave grafer. Se de vigtigste nyheder her.

De seneste to udgaver af Microsofts Office-kontorpakke har primært budt på den nye brugerflade Ribbon, som skulle grave funktioner frem i programmerne, som før var godt gemt for alle andre end de mest rutinerede brugere.

Sådan er det ikke i Office 2013, hvor Microsoft denne gang har sørget for et par friske godbidder til både begynderne og de erfarne, og det har hjulpet gevaldigt på især tre af de mest benyttede Office-applikationer: Excel, PowerPoint og Word.

Læs også: Word 2013 kan redigere PDF'er til husbehov

Eksempelvis er den nye Flash Fill i Excel 2013 en god hjælp til erfarne Excel-brugere, mens den ændrede Ribbon-menu i PowerPoint gør det lettere for nybegyndere.

Læs også: Excel 2013 tynder ud i grafjunglen for nybegyndere

Det første, man bemærker i Office 2013, er imidlertid det nye design. Alle programmerne følger nu Microsofts Metro-design, og det betyder, at halvgennemsigtige vinduer, farvegradienter og 3D-effekter er væk.

Det er vældig pænt, men det forvandler også applikationerne til store gråhvide flader, hvor der er færre ankerpunkter og mindre kontrast i forhold til at fæste brugerens blik. Der vil nok være mange, som synes, det er for gråt, og som faktisk vil foretrække det gamle look fra Office 2007 og Office 2010.

Læs også: PowerPoint 2013 er knaldrød og erstatter frygtet clipart med Bing

Til gengæld er der kommet en masse mindre forbedringer som eksempelvis et nyt sidepanel, der gør det lettere at lave avanceret redigering af indsatte billeder eller grafer.

Det andet, man bemærker, er, at Microsoft denne gang mener det med 'skyen' meget alvorligt.

Hidtil har det hovedsageligt være et tilvalg, som er blevet brugt af Sharepoint-kunder, men nu er det standard. For private kunder betyder det, at Office 2013-applikationerne nu som standard helst vil gemme dokumenterne på Microsofts Skydrive.

Det er vældig praktisk i forhold til at kunne dele dokumenterne både med sig selv på tværs af forskellige pc'er og mobiltelefoner, men også med andre brugere.

Til gengæld forudsætter det, at Skydrive synkroniserer ordentligt, og det kan stadig knibe lidt, især hvis man har rigtig mange filer på sit Skydrive og man lige vil logge ind fra en ny enhed for at rette et dokument. Der kan gå for lang tid, før Skydrive er helt synkroniseret.

Det tredje, man nok vil bemærke, er, at Office 2013 ikke virker specielt touch-venligt, uanset hvor meget Microsoft har gjort ud af touch-understøttelse i Windows 8.

Det er også en nærmest umulig opgave, fordi indholdet, man producerer i Office-applikationerne, som regel indebærer temmelig små enheder.

Men faktisk er der kommet lidt flere touch-funktioner, og det er især i Microsofts bedste bud på en tablet-applikation i Office-pakken: OneNote. Den nye udgave af OneNote har fået bedre understøttelse for touch-input via en stylus eller fingrene, så man kan tegne stort set overalt i sine noter. OneNote har også fået indbygget genkendelse af håndskrift.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Thorvald Johannes Pedersen

Jeg tror nok at jeg engang så Office 2007 eller måske nyere i brug - og her på disse sider kan jeg se screenshots af Office 2013. Jeg må sige at jeg ikke kan lide brugergrænsefladen i de nye udgaver af Office. Jeg kan meget bedre lide grænsefladen i Office 2000 - eller Kingsoft Office, som jeg bruger nu. Der er ikke "faner" i de nyere Office programmer? Det er der i Kingsoft Office - det er lækkert.

  • 1
  • 6
#2 Karsten Hansen

Jesper Sandal, du kan godt logge ind på en ny enhed, og lige hurtigt rette i et dokument, uden at skulle synkronisere hele dit skydrive til den lokale pc.

Log ind på skydrive.com og klik på det element du vil redigere. Fra menuen kan du fx også vælge at oprette et nyt office-dokument. Du har adgang til officepakken via Skydrive (web apps), og behøver ikke have en office-licens eller installation på den pc, hvor du logger ind, for at arbejde med dokumenter på skydrive.

Fordelen ved at redigere via skydrive er, at du ikke behøver synkronisere til din lokale pc. Fordelen er også, at man kan samarbejde med andre om at redigere samtidig; man klikker på dokumentet i Skydrive og påbegynder herefter redigeringen.

Under Windows 8 er der som standard installeret en Skydrive-app der giver et "view" på dit skydrive. Du kan også downloade en skydrive app, som synkroniserer indholdet til din lokale pc. Fordelen ved dén løsning er, at ting du gemmer i din lokale skydrive-mappe automatisk synkroniseres til skyen. Du kan indstille hvilke mapper der skal synkroniseres.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere