Office 2010 tvinger dig til at vælge side i dokument-krigen

Når du installerer den nyeste version af Microsofts kontorpakke, skal du tage stilling til, om du vil bruge Office Open XML eller Opendocument som standardformat.

Resultatet af krigen mellem to konkurrerende standarder for dokumentformater kommer nu helt ud til skærmen for alle, der installerer Microsofts nye kontorpakke, Office 2010.

Når man starter kontorpakken op første gang, bliver man nemlig spurgt, om man vil bruge Office Open XML eller Opendocument som standardformat.

Det sker i form af en dialogboks med to korte beskrivelser, som primært advarer om, at Opendocument, eller ODF, er udviklet til at understøtte funktioner i tredjepartsprogrammer, som også understøtter ODF, men at der kan gå visse typer indhold eller redigeringsmuligheder tabt.

Brugerne skal træffe et valg, før Office-programmerne kan bruges, men det er muligt at ændre valget senere for hver enkelt applikation.

Muligheden for at vælge ODF gælder kun for Word, Excel og Powerpoint. Hvis man senere vil ændre standardformatet sker det via menupunktet Indstillinger under Filer. Her er valget dog ikke blot mellem Office Open XML og ODF, men mellem alle de formater, som applikationerne understøtter.

Især i Danmark har der kørt en heftig debat mellem fortalerne for henholdsvis Office Open XML, også kaldet OOXML, og ODF. Det har primært været det offentliges valg af standardformat, der har delt vandene.

Indtil videre er den debat landet på en beslutning om at understøtte begge formater, om end det stadig ikke er fuldstændig afklaret, hvorvidt OOXML-formatet lever op til de krav, Folketinget har stillet.

**Læs også: **Bruger Office 2010 en åben dokumentstandard?

OOXML er udviklet med Microsoft som primær drivkraft, mens det er blandt andre Oracle og IBM, som har stået bag ODF. Begge formater er godkendt som åbne internationale standarder af ISO, men der er debat om implementeringen af standarderne.

ODF anvendes i blandt andet IBM's Lotus-pakke, i Google Docs og i OpenOffice. OOXML anvendes i Microsoft Office 2007 og Office 2010.

Læs også: Office 2010 koster 45 procent mere i Danmark - på tilbud

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (15)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Nikolaj Bech

Helt enig!

Hvordan kan man få disse 2 sætninger til at give mening i samme artikel:

Office 2010 tvinger dig til at vælge side i dokument-krigen

Brugerne skal træffe et valg, før Office-programmerne kan bruges, men det er muligt at ændre valget senere for hver enkelt applikation.

Tvang er ifølge denne definition vist et meget udbredt og temmelig udvandet begreb :-)

Det virker som om at overskriften skal pirre til noget MS bashing, men det må da være et skridt i den rigtige retning at man kan vælge noget andet en deres eget format som standard.

  • 0
  • 0
Martin Filtenborg

Ved installation af OO 3.2 bliver man IKKE spurgt om man vil bruge Office Open XML eller Opendocument som standardformat. Kontorpakken vælger - uden at spørge - formatet ODF.

Og ja, Ooo kan også ændre default senere.

Hvis endelig man skulle kommentere på lillebittebløds tilgang til standardformat-valg, er det at de da i det mindste beder brugeren om at vælge. Egentlig meget sympatisk, selv om den viste tekst i vanlig stil indeholder FUD.

Tilslutter mig de øvrige indlægs holdning om ringe valg af overskrift, og kvitterer med en overskrift af samme kaliber efter at have noteret mig journalistens navn til fremtidig reference ;)

  • 0
  • 0
Peter Jespersen

Både ja og nej - for mange almindelige brugere vil det være et permanent valg.

Men alternativet er jo så at Redmond foretager valget for brugerne.

Så dette her er ganske smart - men selvfølgelig høster de hjemmebanefordele.

EB overskrift - ahh, ved ikke helt - men der har absolut været brugt et par kubikmetre for meget varm luft.

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm

Hej Martin,

Egentlig meget sympatisk, selv om den viste tekst i vanlig stil indeholder FUD.

Men det er jo sandt, ikke?

Når man tænker på, hvordan Microsoft historisk har skruet på lødighedsskruen i deres kommunikation, så er deres tekst da egentlig utrolig nedtonet.

Som bruger af enhver kontorpakke er det da uhyre væsentligt, om et givet valg (her dokumentformatet) kan give anledning til, at information eller funktionalitet mistes. OOo advarer jo på ganske tilsvarende vis (med næsten enslydende tekst), hvis man vil gemme et dokument i DOC-formatet.

  • 0
  • 0
Eskild Nielsen

Som bruger af enhver kontorpakke er det da uhyre væsentligt, om et givet valg (her dokumentformatet) kan give anledning til, at information eller funktionalitet mistes. OOo advarer jo på ganske tilsvarende vis (med næsten enslydende tekst), hvis man vil gemme et dokument i DOC-formatet

Det der giver det store udslag på mit FUD-o-meter er denne øvelse.

Åbn din kontorpakke - ligegyldig med hvilken!

Skriv noget brødtekst, som er blottet for afvigelser fra din formattering.

Gem det i et andet format end default formatet for pakken.

Du får da alligevel en advarsel om at du er ved at miste format-information. En advarsel, der er ubrugelig fordi du ikke kan reagere rationelt på den på anden måde end at vælge default formatet.

det havde været bedre, hvis fejlmeddelelsen havde haft formen:
'Den valgte skrifttype <skriftypenavn> understøttes ikke når der skal gemmes i format <formatnavn>' - især hvis man samtidig kunne søge frem til forekomster af problemerne.

Alternativt kunne en preview funktion være en god ide

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm

Hej Eskild,

det havde været bedre, hvis fejlmeddelelsen havde haft formen:
'Den valgte skrifttype <skriftypenavn> understøttes ikke når der skal gemmes i format <formatnavn>' - især hvis man samtidig kunne søge frem til forekomster af problemerne.

Jeg er helt enig - men faktisk findes der en kontorpakke, der giver en reelt anvendelig fejl.

Den pakke hedder "iWork".

Hvis det er så bydende vigtigt, så må man jo "stemme med fødderne".

  • 0
  • 0
Martin Schlander

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor stor en andel af MSO der sælges som OEM og om brugerne i så fald stadig får valget eller om OEM'erne vil have truffet det på forhånd.

  • 0
  • 0
Mads Bendixen

Der er 60-dages prøve udgaver af MSO på mange bærbare i dag. Brugeren skal så selv vælge om han vil betale for den fulde udgave af MSO, enten under/efter prøveperioden eller når han bestiller maskinen, så den kommer præinstalleret[1] i fuld udgave til kunden.

Jeg kender ikke til nogen OEM som sælger maskiner med MSO fra fabrik, ligesom med MS Windows, men det er muligt forhandlerne selv strikker sådanne tilbud sammen.

[1] MSO 2007 OEM har ikke noget installationskit, derfor er der præinstalleret inden kunden får maskinen - typisk af forhandleren. Jeg går udfra det er det samme for 2010, uden at have undersøgt det.

  • 0
  • 0
Martin Filtenborg

Men det er jo sandt, ikke?

Ja. Sandt i den forstand at man ved valg af andet end det proprietære lukkede format går glip af dele af funktionaliteten i dettes extends (tænk "embrace, extend, exterminate" her...) i forhold til det åbne format.

Så man står altså med et valg mellem komfort og portabilitet.

Og du har ganske ret mht. Microsofts historiske skruen på lødighedsskruen - netop derfor er min første tanke når jeg ser sådan en tekst, at man altså bevidst har udeladt noget for at kunne fremstå som 'bedre' end det konkurrerende format.

Muligvis ikke helt korrekt, men det er hvad MS har fået ud af deres valg af forretningsetik; brændte børn.

Desuden er ODF-formatet altså slet ikke ringe. Det er faktisk ganske udmærket :)

Men nu tilbage til den fine nye kontorpakke: Jeg hilser den nye tone velkommen. Den skal MS så bare holde...

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm

Hej Martin,

Ja. Sandt i den forstand at man ved valg af andet end det proprietære lukkede format går glip af dele af funktionaliteten i dettes extends (tænk "embrace, extend, exterminate" her...) i forhold til det åbne format.

Du må da vist mene:

"Ja. Sandt i den forstand at man ved valg af andet end det åbne ISO-format OOXML går glip af dele af funktionaliteten i dettes extends (tænk "embrace, extend, exterminate" her...) i forhold til det andet åbne ISO-format ODF."

Ikk' ?

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm

Hej Martin,

Vel set, Jesper :)

:o)

Nu har jeg så lukket katten ud af sækken og afsløret for dig at jeg ikke betragter OOXML som sådan rigtig 'open'.

Ok - det er selvfølgelig helt dit eget valg.

Ja, muligvis er den blevet ophøjet til en fin standard, men hvem andre end MS bruger den. Kan finde UD af at bruge den? Tør bruge den?

http://www.version2.dk/artikel/13316-rm-standardbrev-2s-part-2-ooxml kan du se en liste over programmer, der i større eller mindre grad understøtter OOXML. Siden da er der i øvrigt sket store forbedringer i "OO-strengen" og den fejl jeg fandt i OOo og rapporterede til dem er nu blevet rettet og kommer med i OOo 3.4 (IIRC).

Så som svar på, om andre kan finde ud af at bruge OOML og om man tør, så er listen af firmaer jo som minimum

IBM
ORACLE/Sun
Apple
Google
Novell
Softmaker
...

At nogen skulle være "bange for" at bruge OOXML mangler ethvert hold i virkeligheden ... eller med andre ord - FUD :o)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize