Office 2010: Sådan tæmmer du Ribbon-brugerfladen

Den nye brugerflade i Office 2010 kan tilpasses, så man eksempelvis kan genskabe værktøjsbjælkerne fra Office 2003. Brugerne kan også dele deres tilpasninger med hinanden, så hele firmaet kan få den samme opsætning.

Den nye brugergrænseflade, Ribbon eller 'båndet', i Office 2010 ligner til forveksling den samme grænseflade, som blev introduceret i Office 2007. Men Microsoft har nu gjort det muligt at tilpasse båndet, så brugerne kan få lige netop de funktioner frem, som de ønsker.

Microsoft valgte i Office 2007 at erstatte den velkendte brugerflade med fast værktøjslinjer og gardinmenuer med båndet, som indeholder de samme funktioner, men kan skifte mellem forskellige værktøjslinjer alt efter, hvilken opgave brugeren er i gang med.

Office 2010 har fået båndet i alle applikationer fra Access til Publisher. Hvis man ikke er fortrolig med den nye brugerflade, så har man dog mulighed for at nærme sig en brugerflade, der minder om den gamle Office-brugerflade, der blev benyttet frem til og med Office 2003.

Hvis man højreklikker på båndet, får man i Office 2010 en menu, hvor man kan vælge at tilpasse båndet. Det åbner et vindue med to spalter, hvor man i venstre side kan vælge mellem alle funktioner i Office-applikationen, og hvor man til højre kan se, hvad der ligger i båndet.

Under oversigten til højre er knapper til at oprette nye faneblade og grupper. Faneblade svarer i bund og grund til gardinmenuerne fra Filer til Hjælp i Office 2003. Grupper svarer til de gamle værktøjslinjer og bruges til at gruppere værktøjer på hvert enkelt faneblad.

Hvis man eksempelvis vil gøre det lettere for medarbejderne i en enkelt afdeling eller inden for en bestemt arbejdsfunktion at vænne sig til den nye Office-brugerflade, kan man lave et tilpasset faneblad ved at klikke på knappen 'New Tab' for at oprette et nyt faneblad. Indtil videre er kun den engelsksprogede betaudgave frigivet, og derfor vil knapperne være oversat til dansk i den endelige version.

For at navngive sit nye faneblad skal man markere det og klikke på knappen 'Rename' eller omdøb. Herefter kan man tilføje grupper, der eksempelvis kan passe til bestemte opgaver. For at tilføje knapper til en gruppe, skal man blot markere dem i feltet til venstre og klikke på knappen 'Add' eller tilføj.

Fra en rullegardinmenu øverst til venstre kan man vælge, hvilke funktioner man vil have vist. Som udgangspunkt får man kun vist de mest populære, men man har mulighed for at få vist samtlige funktioner i Office.

Ribbon skiller sig ud ved som standard at tilføje en tekst til hver knap. Det kan man slå fra for hver gruppe på et faneblad ved at højreklikke på gruppen inde i tilpasningsvinduet og vælge at skjule funktionsmærkater eller forklaringer. Ribbon skjuler også automatisk forklaringerne, hvis der er flere knapper på et faneblad, end der kan vises på det område, der er tilgængeligt.

Hvis man har en bred skærm vil der være god plads til mange funktioner på et faneblad, men i en lavere opløsning kan pladsen blive trang, fordi knapperne på båndet er væsentligt større end i Office 2003. Ribbon forsøger selv at organisere knapperne for at udnytte pladsen, og i betaudgaven fører det let til et rodet udseende.

Visse knapper vil således være store og have tekstforklaringer, mens andre vil være små uden forklaringer. Det er ikke umiddelbart muligt for brugeren selv at bestemme, præcis hvordan de enkelte knapper placeres.

Når man er nået frem til et specialtilpasset faneblad, som fungerer, så har man mulighed for at eksportere det og dele det med andre brugere. Det betyder, at en superbruger vil kunne tilpasse eksempelvis Word og dele fanebladet med andre brugere i virksomheden eller for den sags skyld via internettet.

Hvis man savner nogle genveje som eksempelvis udskriv og gem, når man skifter til Ribbon, så kan man i både Office 2007 og Office 2010 også tilpasse den såkaldte Quick Access-værktøjslinje. Det er menuen oppe i øverste venstre hjørne. Her har man mulighed for at tilføje udvalgte genveje som netop gem og udskriv.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere