38,7 millioner kroner koster det nu Miljøstyrelsen at få et nyt it-system, der skal gøre det nemmere at håndtere miljøgodkendelser.
Dermed er budgettet nu skredet med 12 millioner kroner, og hele projektet er blevet forsinket i et halvt år. Det fremgår af den netop udsendte statusrapport fra Statens It-projektråd.
PDE, som projektet er døbt, står for Projekt Digitalisering af Erhvervsområdet. Målet er en hurtigere og smidigere behandling af miljøgodkendelser hos firmaer, og leverancen blev sat i gang i december 2012, hvor opgaven blev sendt i udbud.
Men i forhold til de første budgetter for it-systemet, er den samlede pris altså blevet væsentligt højere. Og dermed falder de samlede økonomiske gevinster også. Det har fået business casen til at falde helt sammen til et samlet underskud på 18 millioner kroner, fremgår det af statusrapporten.
Hovedformålet med PDE-projektet er dog et kvalitetsløft, som ikke nødvendigvis kan opgøres i penge.
Forklaringen på den store stigning i udgifterne - allerede inden en leverandør er fundet - forklarer rapporten med, at projektet er blevet delt ud på flere faser. Desuden er projektstyringen blevet dyrere end ventet.
»Yderligere udgifter til udvikling til tilsynsmodellen i projektets fase 1a er medtaget. Driftsudgifter til fase 1b er medtaget. Samtidig er udgifter til projektorganisation er opjusteret på baggrund af faktisk forbrug,« lyder den korte forklaring.
Statens It-projektråd blev nedsat for at dæmme op for it-skandaler i det offentlige. Herfra skal erfarne folk både fra den offentlige sektor og private firmaer holde alle større it-projekter i staten i ørene, og det sker blandt andet gennem en statusrapport hvert halve år, hvor eventuelle forsinkelser og budgetskred bliver meldt ud.
Der er også gode nyheder i rapporten, for eksempel bliver projektet Årsopgørelse11 hos Skat 8,4 millioner kroner billigere end oprindeligt beregnet og lander på godt 50 millioner kroner. Her var selve udviklingen af systemet ikke var så krævende som forventet. De samlede gevinster går dog i underskud med en halv million kroner, hvor man tidligere regnede med et overskud på 3,5 millioner kroner i business casen.